Censorsystem og akkreditering i et studenterperspektiv

04.05.2017 // af Sofie Gry Laursen, Kommunikationsmedarbejder

Uddannelseskvalitet var på dagsordenen, da studerende fra syv studenterorganisationer var mødt op i Bredgade til forårets møde i STAR sidste torsdag. Dagens tema spændte vidt fra fremtidens censorsystem til de studerendes rolle under og efter en institutionsakkreditering.

STAR er de studerendes akkrediteringsråd og rum for dialog om uddannelseskvalitet på tværs af landets studenterorganisationer. STAR sikrer også løbende dialog mellem Danmarks Akkrediteringsinstitution og studerende fra alle dele af landet såvel som hjørner af det videregående uddannelsesområde. Læs mere her

Et fremtidssikret censorsystem
Første tema på STAR-mødets dagsorden var fremtidens censorsystem. Chefkonsulent Anne Kamper fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse kom forbi og gennemgik censorudvalgets anbefalinger. Hun trak også hovedlinjerne i høringssvarene op og kunne fortælle, at rammerne for den videre proces stadig er på tegnebrættet.

STAR-2

Herefter overtog direktør Anette Dørge ordet og fortalte om, hvordan vi i Akkrediteringsinstitutionen har forholdt os til censorudvalgets rapport. Med afsæt i en præmis om, at censorsystemet ikke skal afvikles, men at der er rum til forbedring, præsenterede hun fire anbefalinger til et fremtidssikret censorsystem. I den efterfølgende diskussion kom de studerende i STAR med deres bud. Her blev studerendes retssikkerhed både under og efter eksamen debatteret flittigt.

Studentercentreret læring ikke ’one size fits all’
Efter frokost rykkede fokus til et tema, der også tidligere er blevet diskuteret flittigt på STAR-møderne. Nemlig studentercentreret læring. Akkrediteringskonsulent Anders Thomsen introducerede fem vinkler på, hvad studentercentreret læring er med afsæt i det analyseprojekt, der er på trapperne. Den efterfølgende diskussion afslørede dog, at det er svært at bruge studentercentreret læring som et ’one size fits all’ begreb. Det skyldes, at der er stor forskel på både uddannelser og studerende.

STAR-3

Institutionsakkreditering – hvad så nu?
De studerendes rolle i en institutionsakkreditering har været oppe og vende flere gange i STAR-regi. Torsdagens møde var ingen undtagelse. Simon Mæng Tjørnehøj, næstformand for Studentersamfundet ved Aalborg Universitet, tog ordet med et indlæg om processen og ikke mindst tiden efter den betingede positive afgørelse, som AAU fik på deres institutionsakkreditering.

I indlægget fortalte han om, hvordan de involverede studerende har brugt processen og afgørelsen som afsæt for nye tiltag frem mod reelle kvalitetsforbedringer. Han kom også med gode råd til studerende, der skal i gang med institutionsakkreditering. Rådene spændte bredt fra studenterinvolvering og god dialog med ledelsen til afdækning af de problematiske områder i processen samt de vigtigste problemstillinger at få indflydelse på set fra et studenterperspektiv.

Opkvalificering af engagerede studerende, så de var rustet til at bidrage til kvalitetsarbejdet, var også et centralt tema. Det blev bakket op af de studerende, der blandt andet efterlyste en temadag om akkreditering afholdt af Danmarks Akkrediteringsinstitution for studerendepå institutioner, der skal institutionsakkrediteres.

STAR-4

Næste møde i STAR – De Studerendes Akkrediteringsråd afholdes 3. oktober 2017. Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om STAR, så kontakt:

Ina Jakobine Madsen

Akkrediteringskonsulent

Abonnér på nyhedsbrev
X

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få nyt om analyser, publikationer og arrangementer om uddannelse, kvalitet og akkreditering.



Akkrediteringsrådets nyhedsbrev


Sofie Gry Laursen

Kontakt