Digitale fodspor og retssikkerhed i fokus for efterårets STAR møde

04.10.2017 // af Sofie Gry Laursen, Kommunikationsmedarbejder

Tirsdag mødtes De Studerendes Akkrediteringsråd – STAR – til en dag med fokus på de studerendes retssikkerhed. Dagen startede med oplæg om studenterinvolvering i akkreditering og brugen af de studerendes data til at skabe bedre uddannelser. Efter frokost fik STAR besøg af Studenterambassadøren ved Københavns Universitet.

To gange om året mødes repræsentanter fra landets studenterorganisationer i De Studerendes Akkrediteringsråd. Tirsdag var det ottende gang, at STAR samledes siden opstartsmødet i februar 2014. Rådet sikrer et rum for dialog om uddannelseskvalitet de studerende imellem såvel som mellem de studerende og Danmarks Akkrediteringsinstitution. Det formål udgør den røde tråd imellem mødernes skiftende temaer. På efterårets møde var de studerendes retssikkerhed og digitale fodspor i fokus.

Efter en kort introduktion til nye STAR repræsentanter og studenterinvolvering i akkrediteringer fra Akkrediteringsinstitutionens tovholdere, Kevin Gønge og Ina Jakobine Madsen, var det tid til dagens første oplæg. Det kom fra områdechef Rune Heiberg Hansen. Han var mødt op for at tale om, hvilke muligheder for at skabe bedre uddannelser, der ligger gemt i den stadig større mængde af data fra studerende.

Kan data føre til Danmarks bedste uddannelser?
Rune Heiberg Hansen slog hurtigt fast, at datainformeret læring og learning analytics spænder vidt teknologi, der går helt tæt på den enkelte studerendes læring og uddannelsesforløb til teknologi, der understøtter udvikling og ledelse af videregående uddannelse.

Han fortalte, at EdTech er en industri eksplosiv vækst, hvor de første danske institutioner allerede har kastet sig ud i projekter, der falder under rammen. Alligevel er der ifølge områdechefen en stemme, der mangler i den ellers livlige debat om learning analytics. Nemlig de studerendes.

Det var afsættet for oplægget, der ledte til gode input fra de fremmødte STAR medlemmer. Flere så interessante perspektiver i at bruge data til at give bedre og mere feedback til de studerende samt understøtte læringen på andre måder. Der blev dog også manet til forsigtighed på flere planer.

Fra et STAR medlem lød det blandt andet, at man nemt kunne komme til at fokusere på det, der kunne måles i data, og glemme de kompetencer, der udgør den studerendes kernefaglighed. Flere STAR medlemmer efterlyste også en bedre afklaring af emner som privacy og de studerendes retssikkerhed i forbindelse med brugen af data om dem.

Studenterambassadøren kom på besøg
Ved forårets møde blev de studerendes retssikkerhed i forbindelse med eksamen diskuteret flittigt. Den diskussion førte til eftermiddagens oplæg fra studenterambassadøren ved Københavns Universitet, Bo Svend Gad Køhlert. Han fungerer som de studerendes ombudsmand i en funktion, der blev oprettet som en blandt flere opfølgningspunkter på Penkowa-sagen.

Efter en kort introduktion skulle de fremmødte til tasterne og quizze. Gennem tolv spørgsmål blev både STAR medlemmer og akkrediteringskonsulenter klogere på studenterambassadørens rolle og funktion. Bo Svend Gad Køhlert fulgte op på quizzen med seks tværsnit af, hvem der henvender sig til studenterambassadøren og med hvilke typer af problemstillinger.

Med en til to henvendelser om dagen er det tydeligt, at det kan være svært for de studerende at finde rundt i regeljunglen. Særligt ved ansøgninger om dispensation og anklager om plagiering, er der ofte studerende, som kommer i klemme. Det er derfor to områder, hvor han har særligt fokus på at klæde de studerende bedre på til at kende deres rettigheder og pligter.

Blandt STAR medlemmerne blev der taget positivt imod ordningen. Der blev særligt vist interesse for muligheden for at udbrede den til andre institutioner. Til det kunne studenterambassadøren fortælle, at det ene af to internationale netværk for studenterombudsmænd arbejder for, at funktionen skal skrives ind i de enkelte landes universitetslovgivning. Det er dog svært at svare entydigt på, om en studenterombudsmand fungerer bedst som en lokal eller national ordning.

Næste møde i STAR – De Studerendes Akkrediteringsråd afholdes den 10. april 2018. Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om STAR, så kontakt Ina Jakobine Madsen på 72 31 88 37 eller star@akkr.dk.

Abonnér på nyhedsbrev
X

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få nyt om analyser, publikationer og arrangementer om uddannelse, kvalitet og akkreditering.



Akkrediteringsrådets nyhedsbrev


Sofie Gry Laursen

Kontakt