Kaffekaravanen ruller igen med et fyldt program

11.05.2017 // af Sofie Gry Laursen, Kommunikationsmedarbejder

En ny runde institutionsakkrediteringer er i gang. Det betyder, at der er lagt op til studenterinvolvering, mens frisk kaffe brygges og mælken skummes i Kalles Kaffevogn. Kaffekaravanen er nemlig på vej ud i landet. Første stop: Cphbusiness. I næste uge venter fire uddannelsesinstitutioner mere.

I samarbejde med STAR – De Studerendes Akkrediteringsråd har Danmarks Akkrediteringsinstitution været forbi erhvervsakademiet Cphbusiness de to seneste dage. Først på Campus Søerne i Nansengade. I dag gik turen til Lyngby. På begge campusser kunne hverken grå skyer eller et fyldt skema og forestående eksamener holde nysgerrige, kaffetørstige studerende væk. Tværtimod blev det til mange interessante dialoger om uddannelseskvalitet og den akkrediteringsproces, der lige er skudt i gang, mens en travl barista udskænkede kaffe.

cphbusiness-web-1

Evalueringer i centrum for god uddannelseskvalitet
Både i Lyngby og i Nansensgade kredsede samtalerne især om evalueringer af undervisningen. Blandt de studerende var der bred enighed om, at de med evalueringer kan være med til at sikre og udvikle kvaliteten på deres egne uddannelser. Særligt de internationale studerende var begejstrede for at få muligheden for at vurdere kvaliteten af undervisningen. Det var ikke noget, de havde prøvet før, de kom til Danmark.

Ikke mange af de studerende kendte til akkreditering i forvejen, men god uddannelseskvalitet havde de fleste en holdning til. Foruden evalueringer fremhævede flere den tætte kobling til virkeligheden som en kvalitet i deres uddannelse. Andre pegede på, at gruppearbejde er en god og lærerig måde, at ruste sig til arbejdslivet, til trods for, at det engang imellem kan tage længere tid at være flere om en opgave end alene.

cphbusiness-web-3

Også studenterinvolvering og kaffe på kanden i næste uge
Cphbusiness er ikke ene om at være i opstartsfasen af en institutionsakkreditering. Derfor ruller Kaffekaravanen allerede igen i næste uge. Mandag er der kaffe og studenterinvolvering på kanden i Esbjerg, mens studerende i både Kolding og København får mulighed at give deres mening om uddannelseskvalitet til kende over en kop friskbrygget kaffe på torsdag. Fredag når Kaffekaravanen til Erhvervsakademi Dania i både Hobro og Randers. Tid og sted følger.

  • Erhvervsakademi SydVest – 15. maj fra klokken 9:45 til 12 på Spangsbjerg Kirkevej 103 i Esbjerg
  • IBA Erhvervsakademi Kolding – 18. maj fra klokken 11 til 13 på Ålegården 2 i Kolding
  • Professionshøjskolen UCC – 18. maj fra klokken 11:30 til 13:30 på Humletorvet 3 i København

Ved hvert stop med Kaffekaravanen er der repræsentanter fra Akkrediteringsinstitutionen. De lokale studenterråd og medarbejdere, der arbejder med kvalitetssikring på de enkelte uddannelsesinstitutioner, er inviteret til at deltage og svare på spørgsmål fra de studerende.

Du kan følge, hvordan processen skrider frem for hver enkelt institutionsakkreditering her

Abonnér på nyhedsbrev
X

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få nyt om analyser, publikationer og arrangementer om uddannelse, kvalitet og akkreditering.



Akkrediteringsrådets nyhedsbrev


Sofie Gry Laursen

Kontakt