Erhvervsakademier, professionshøjskoler og universiteter bruger mange forskellige kilder til at sikre sig, at de uddanner studerende med de rette kompetencer til fremtidens arbejdsmarked. Det viser vores seneste opsamlende rapport, der sætter fokus på institutionernes veje til viden om fremtidens kompetencebehov.
Rapporten tager udgangspunkt i viden fra akkrediteringsrapporterne suppleret med interview af udvalgte informanter fra sektoren og dens interessenter.
Inddrager mange videnkilder
Kortlægningen viser, at institutionerne inddrager mange forskelligartede videnkilder i arbejdet med at sikre uddannelsernes relevans – aftagerpaneler, advisory boards, fokusgrupper med dimittender, surveys og dialog med praktikvirksomheder er blot nogle af de elementer, der inddrages i arbejdet med at sikre uddannelsernes relevans. Også en række innovative og mindre formelle videnkilder anvendes til at udvikle uddannelsernes kompetenceprofiler, som institutionerne finder værdifulde i forhold til at sikre uddannelsernes relevans. Gennem cases gengiver rapporten en række velfungerende eksempler fra uddannelser landet over.
Det lange perspektiv halter
På trods af institutionernes omfattende og relativt bredspektrede indsats for at sikre uddannelsernes relevans, ligger der dog en generel udviklingsmulighed i forhold til at etablere og indarbejde de mere langsigtede perspektiver. Langsigtede arbejdsmarkedsanalyser og –undersøgelser inddrages på nuværende tidspunkt ikke i omfattende grad i arbejdet med at sikre uddannelsernes fremtidige relevans, konkluderer analysen.
Samarbejdet med aftagerne kan styrkes
Rapporten peger også på en række mulige tiltag, som ifølge aftagerne vil kunne styrke det fremadrettede samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og arbejdsmarkedets repræsentanter. Aftagerne giver blandt andet udtryk for, at de gerne ser en endnu større inddragelse og indflydelse på uddannelsernes udvikling end tilfældet er på nogle institutioner i dag. De understreger også vigtigheden af, at de oplever, at deres bidrag gør nytte og reelt anvendes til at udvikle kvaliteten af uddannelserne. Samtidig betones det fra aftagerne, at de ønsker at blive inddraget i processen så tidligt som muligt, når en ny uddannelse skal udvikles eller en eksisterende skal gennemgå en omlægning.
Kan udvikle eget system
For Akkrediteringsinstitutionen har projektet også haft et motiverende, indadrettet perspektiv: Vi vil hele tiden gerne blive klogere på, hvordan virkeligheden ser ud på uddannelsesinstitutionerne. I denne sammenhæng har vi særligt været nysgerrige efter, hvordan institutionerne forstår relevansbegrebet, og om der er nogle af deres måder at arbejde med det på, der i dag falder uden for det, vi afdækker og vurderer i forbindelse med akkrediteringsarbejdet. Den viden giver et godt afsæt for fremadrettet udvikling af akkrediteringsarbejdet.
Den opsamlende analyses datagrundlag består af akkrediteringsvurderinger af over 200 udbud af videregående uddannelser fra årene 2013-14 samt casebeskrivelser, der bygger på interview med 13 uddannelses- og studieledere.
Trykt eksemplar?
Trykte eksemplarer af rapporten kan så længe lager haves rekvireres hos kommunikationsansvarlig Daniel Sebastian Larsen, dsl@akkr.dk/ tlf. 7231 8804