Fleksible uddannelser kan skade kvaliteten

Uddannelsesminister Morten Østergaard har lanceret en forestående kvalitetsreform af den videregående uddannelsessektor.

Et af elementerne i planen er større fleksibilitet, så de enkelte selv kan sammensætte deres egen unikke uddannelse med fag fra forskellige institutioner.

De tanker er enormt besnærende og synes umiddelbart at være et godt greb til at tilpasse uddannelserne til samfundets skiftende kompetencebehov. Der er dog en række strukturelle udfordringer ved denne model, som den samlede sektor må forholde sig til. Ellers kan det medføre et alvorligt tab af kvalitet i vores uddannelser, som i sidste ende vil skabe discountdimittender, som får svært ved at konkurrere om de gode job.

ACE Denmark, som akkrediterer alle nye og eksisterende universitetsuddannelser, har netop foretaget en undersøgelse om muligheder og udfordringer ved tværfaglige uddannelser. Den viste, at tværfaglige uddannelser har kvalitetsproblemer mere end dobbelt så ofte som andre uddannelser. Undersøgelsen omfatter kun universitetsområdet, men problemstillingerne er også relevante for Morten Østergaards bredere dagsorden.

Undersøgelsen peger på, at når studerende med mange forskellige ( bachelor-) baggrunde optages på uddannelser med brede adgangsgrundlag, mangler de for ofte de nødvendige faglige forudsætninger.

På en kandidatuddannelse må man forvente, at den studerendes faglige teoretiske viden og niveau udbygges fra bacheloruddannelsens mere grundlæggende færdigheder. Her bliver de tværfaglige kandidatuddannelser oftere end andre udfordret. De studerendes forskellige faglige forudsætninger og de indledende fags introducerende karakter kan gøre, at uddannelsens faglige niveau ikke løftes til kandidatniveau.

Hvis institutionerne og de involverende fagområder ikke sammen tager aktivt ansvar for at tilrettelægge uddannelsen, er der også stor risiko for, at det går ud over progressionen og de studerendes slutkompetencer. Alt for ofte ser man, at det er op til den studerende selv at sikre progressionen og sammenhængen mellem fagområderne.

Der er også risiko for spildtid, når manglende koordination mellem undervisere fra de forskellige fag og institutioner medfører unødvendige gentagelser for de studerende og undervisning på et for lavt fagligt niveau, fordi underviserne ikke kender nok til de studerendes forskellige forudsætninger.

Endelig peger undersøgelsen på, at der på mange institutioner er en række interne administrative forhindringer, der svækker muligheden for at gå på tværs. De barrierer bliver selvfølgelig ikke mindre, når trafikken skal gå på tværs af institutioner og uddannelsestyper, som ministeren foreslår.

Alle de nævnte problemer kan og skal selvfølgelig løses, hvis vi fremover skal have et mere fleksibelt uddannelses-system til gavn for både de studerende og samfundet. Men skal vi opretholde et højt kvalitetsniveau i vores videregående uddannelser, kræver det en uddannelsessektor, der sætter uddannelseskvalitet i centrum på tværs af fag-og institutionsinteresser.