Kig os endelig over skulderen

Åbenhed og dialog er altid vejen frem. Det tror vi på, og det arbejder vi ud fra i Danmarks Akkrediteringsinstitution. Seneste tiltag i den forbindelse er vores nye infosider for de enkelte institutionsakkrediteringer, vi er i gang med. Her kan alle følge med i de enkelte trin i akkrediteringsprocessen, se sammensætningen af de enkelte ekspertpaneler, følge afviklingen af vores besøg på uddannelsesinstitutionen og de områder, den enkelte akkreditering særligt fokuserer på.

Sådan et konkret indblik i processen er vigtig, især når man træder nye veje. Der er formentlig mange rundt omkring i sektoren, der fortsat er lidt usikre på, hvad institutionsakkreditering præcis indebærer, og hvordan processen forløber. Det kan man forhåbentlig kunne blive klogere på med de nye infosider – som kan besøges her.

Infosiderne har været lidt længe undervejs her i første runde. Men for de uddannelsesinstitutioner, der indleder institutionsakkreditering i 2015, vil infosiderne kunne følges helt fra akkrediteringsprocessens begyndelse og frem til Akkrediteringsrådets afgørelse.

Et generelt kendetegn for akkrediteringssystemet

En af akkrediteringssystemets generelle styrker er netop, at det er åbent og gennemsigtigt. Det skal være tydeligt, hvilke kriterier der anvendes til at vurdere, om en uddannelse eller en hel uddannelsesinstitution håndterer kvalitetsarbejdet godt nok. På Akkrediteringsrådets hjemmeside er der fuld tilgængelighed til alle de akkrediteringsrapporter, som rådet træffer deres afgørelser på baggrund af, og vi melder de konkrete afgørelser bredt ud.

Da vi omkring sommeren 2013 skulle udmønte den nye akkrediteringslov, gjorde vi meget ud af at være i dialog med alle interessenter omkring det nye koncept og den vejledning, som definerer rammerne for akkrediteringen. I takt med, at vi høster erfaring med institutionsakkreditering, udarbejder og offentliggør vi notater på vores hjemmeside, der præciserer kravene til en positiv akkreditering. Det kan du læse eksempler på her og her.

Alt sammen fordi vi mener, at åbenhed og dialog omkring processerne er den rette vej at gå. Så kig endelig med over vores skuldre.

 

 

Anettes nye underskrift

Anette Dørge
Direktør, Danmarks Akkrediteringsinstitution