Kommende analyseprojekter fra Danmarks Akkrediteringsinstitution

Analyseprojekterne bliver en integreret del af Danmarks Akkrediteringsinstitutions arbejde. Udvælgelsen og indholdet af analyseprojekterne er blevet til efter gode, konstruktive dialogmøder med blandt andre uddannelsesinstitutioner, arbejdsmarkedsinstitutioner og studenterorganisationer i håb om, at projekterne vil møde en bred interesse.

Analyserne vil tage udgangspunkt i vores akkrediteringsarbejde og den viden og dokumentation, vi indsamler i den forbindelse. De vil også inddrage viden omkring det internationale arbejde på kvalitetssikringsområdet.

Målet med projekterne er, at de skal bidrage med brugbar viden til vores interessenter. Derfor er planen at være i løbende dialog med forskellige interessenter undervejs i udarbejdelsen af de enkelte analyser.

Tre af de nedenstående analyseprojekter vil blive iværksat i 2014.

Planlagte analyseprojekter:

Kontakt til erhvervsliv og aftagere
Uddannelsesinstitutioner skal sikre, at de studerende får kvalifikationer, der er relevante efter endt uddannelse. Relevansen skal bl.a. sikres igennem dialog med aftagere forstået både som konkrete arbejdspladser og arbejdsmarkedets parter. Projektet vil undersøge, hvad der motiverer aftagere til at indgå i dialog med uddannelsesinstitutionerne om kvalitetssikring og -udvikling af uddannelserne.

Pædagogisk opkvalificering
Når vi taler om god uddannelseskvalitet, er det på linje med andre faktorer vigtigt, at de studerende møder undervisere, der er klædt på til at undervise. Projektet vil fokusere på, hvordan forskellige uddannelsesinstitutioner sikrer en løbende pædagogisk udvikling af deres undervisning.

Underviseres engelskkundskaber
De videregående danske uddannelsesinstitutioner udbyder i stigende grad hele uddannelser eller dele af uddannelser på engelsk. Projektet vil undersøge omfanget af den engelsksprogede undervisning, og hvordan forskellige uddannelsesinstitutioner arbejder med at sikre, at undervisere og studerende har de nødvendelige engelskkundskaber og interkulturelle kompetencer.

Tilrettelæggelse af deltidsuddannelser
Mange mennesker i fuldtidsjob opkvalificerer sig ved at tage en videregående deltidsuddannelse såsom en akademi-, diplom- eller masteruddannelse.  De studerende på den type uddannelser har typisk meget forskellige forudsætninger i forhold til erhvervserfaring og tidligere uddannelsesbaggrund.

Kvalitetssikring af e-læring
Flere uddannelsesinstitutioner udbyder uddannelser, hvor enten hovedparten af uddannelsen eller dele af uddannelsen er tilrettelagt som e-læring. Projektet vil undersøge, hvordan uddannelsesinstitutioner i dag kvalitetssikrer de forhold, som har særlig betydning for kvaliteten af uddannelser, der involverer e-læring. Et særligt fokus for projektet vil være indhentning af international praksis.

Den gode dimittendundersøgelse
Dimittendundersøgelser er en vigtig del af at sikre relevante uddannelser. Institutionerne oplever dog ofte, at det er vanskeligt at få dimittender til at svare på undersøgelserne og dermed få et godt udgangspunkt for at styrke en uddannelses relevans. Projektet vil undersøge, hvordan institutioner arbejder med dimittendundersøgelser.

Handlingsplan

Læs hele handlingsplanen for analyseprojekter her

Kontakt