Besøg på alle institutioner
Arbejdet hen imod de første akkrediteringer af hele uddannelsesinstitutioner skrider planmæssigt fremad. Danmarks Akkrediteringsinstitution har nu gennemført besøg hos alle de institutioner, der deltager i første runde af institutionsakkrediteringer.
Som en del af processen for institutionsakkreditering tager akkrediteringspanelet og akkrediteringsteamet fra Danmarks Akkrediteringsinstitution i hovedreglen på to besøg på uddannelsesinstitutionen. Det første besøg har til formål at afdække, hvordan institutionens system og procedurer for kvalitetssikring er organiseret, samt at få uddybet og nuanceret den selvevalueringsrapport, institutionen har indsendt i begyndelsen af forløbet.
Herefter udvælges en række områder, der skal afdække, hvordan institutionens kvalitetssikringssystem fungerer i praksis. Med afsæt i disse kommer panelet i dybden med institutionens kvalitetsarbejde på andet og sidste besøg på institutionen.
De første afgørelser
Til december afgøres de første ansøgninger om institutionsakkreditering, mens de resterende fra første runde af institutionsakkrediteringer forventes afgjort i marts 2015.
Det er det uafhængige Akkrediteringsråd, der træffer afgørelser i alle sager om institutionsakkrediteringer. Det sker med afsæt i de akkrediteringsrapporter, der udarbejdes af Danmarks Akkrediteringsinstitution i samarbejde med det tilknyttede akkrediteringspanel bestående af nationale og internationale eksperter, aftagere og studenterrepræsentanter.
Når første runde af institutionsakkrediteringer er afsluttet, vil Danmarks Akkrediteringsinstitution samle op på egne og de involverede institutioners erfaringer med henblik på at optimere processen fremadrettet.
Du kan læse mere om processen for institutionsakkrediteringer her
Direktørens indlæg: Kvalitetsbevidst studiestart
AF ANETTE DØRGE
Et stort tillykke skal lyde til de mange unge, der snart tager hul på tilværelsen som studerende på en videregående uddannelse. I går en spændende og på alle måder vigtig tid i møde. De danske uddannelsesinstitutioner er spækket med folk, der arbejder dedikeret for at sikre jer gode uddannelser. Det indebærer blandt andet, at der hele tiden holdes fokus på uddannelsens kvalitet. Jeg håber, at I som nye studerende fra første dag vil opleve uddannelser og uddannelsesinstitutioner, der tager kvaliteten alvorligt og arbejder hårdt og løbende for at sikre og udvikle den.
Udvikling sammen med kontrol
Siden 2007 er kvalitet, relevans og kvalitetssikring på flere end 1.500 uddannelser blevet vurderet i forbindelse med akkrediteringsforløb. Vi har kontrolleret kvaliteten, men også skubbet på for at udvikle den. Med vores blide, eksterne pres har akkrediteringssystemet søgt at sørge for, at kvaliteten og kvalitetssikringen kom på dagsordenen ude på uddannelsesinstitutionerne og ikke blev overset eller nedprioriteret til fordel for andre opgaver. Den indsats kommer naturligvis de studerende til gavn, men også for arbejdsmarkedet og samfundet i det hele taget er det essentielt, at det sikres, at de videregående uddannelser har et højt kvalitetsniveau.
Kvalitet er et ledelsesansvar
Med den nye akkrediteringslov fra sommeren 2013 overgår vi løbende fra at akkreditere alle enkelte uddannelser til i stedet at akkreditere hele uddannelsesinstitutioner. Det indebærer også, at ansvaret for kvaliteten nu helt entydigt hviler på de enkelte uddannelsesinstitutioner og ledelserne herpå. En markant ændring, som både ansatte og studerende – nye såvel som ”gamle” – forhåbentlig kan mærke.
Relevansorienteret søgning
Den gennemgående analyse af årets optag har lydt, at de unge i stigende grad har søgt mod uddannelser med klar erhvervsretning og gode ansættelsesmuligheder efter endt uddannelse. Og ligesom de studerende øjensynligt søger uddannelser med høj relevans, må alle uddannelser søge at gøre sig relevante. Det indebærer blandt andet en tæt og kontinuerlig dialog med dimittender og arbejdsmarkedets typiske aftagere af dimittender. Det er vejen frem, så uddannelserne hele tiden kan sikre sig, at de ikke uddanner til et gabende hul, men er i takt med udviklingen på de arbejdsmarkeder, der venter deres studerende, når de forlader institutionen som nyuddannede. Før de mange nye studerende når så langt, håber jeg inderligt, at de fra start vil opleve, at de nu er begyndt på uddannelser, hvor fokus på kvaliteten er allestedsnærværende og spænder fra væg til væg i hvert eneste auditorium og undervisningslokale.
Endnu en gang tillykke med optaget.
Anette Dørge, direktør, Danmarks Akkrediteringsinstitution
Nye ansættelser
Vi er glade for at kunne byde velkommen til tre nye medarbejder, der alle får Området for professions-, erhvervsrettede og maritime institutioner (PEM) som primært arbejdsområde. Oprustningen af området glæder områdechef Inge Enroth:
– Jeg glæder mig rigtig meget over, at det er lykkedes at få disse gode kræfter tilknyttet vores institution. Der venter store og vigtige opgaver på det professions- og erhvervsrettede område, og de nye medarbejdere vil med deres solide sektorkendskab kunne bidrage på højt niveau til den proces, siger hun.
Vi byder velkommen til:
- Birgitte Thomsen, chefkonsulent. Birgitte har tidligere været ansat på EVA, hvor hun arbejdede med både akkreditering og auditering. Hun kommer fra en stilling som teamleder i sekretariatet hos Danske Professionshøjskoler.
- Ditte Strandbygaard, akkrediteringskonsulent. Ditte har tidligere været ansat på EVA og har senest fungeret som konsulent i sekretariatet hos Danske Professionshøjskoler. Hun vender nu tilbage til Danmarks Akkrediteringsinstitution, hvor vi også tidligere har haft glæde af Ditte som medarbejder.
- Kevin Gønge, akkrediteringskonsulent. Kevin er nyuddannet cand.scient.pol og har i en årrække gennem studietiden arbejdet med akkreditering, først hos EVA og senest som projektmedarbejder i Danmarks Akkrediteringsinstitution.