Frafald – et stort problem med mange håndteringsmuligheder

Der er aktuelt og med god grund fokus på antallet af studerende, der falder fra undervejs i deres videregående uddannelsesforløb. Frafald er grundlæggende et spild af ressourcer for både samfundet og den enkelte studerende, og når vi i Danmarks Akkrediteringsinstitution er rundt at vurdere kvaliteten af alle videregående uddannelser i Danmark, oplever vi studiefrafald som en af de mest gennemgående problematikker på tværs af uddannelsestyper og uddannelsesinstitutioner.

Medieomtalen af problemet har især fokuseret på universitetsuddannelserne. Her viser vores tal, at hver fjerde bachelor- og kandidatuddannelse ikke opfylder det kvalitetskriterie, som frafald hører under – oftest med netop frafaldsproblematikker som primære årsag. Så problematikken skal tages alvorligt.

Det kan naturligvis ikke undgås, at nogle studerende falder fra – ikke alle vælger rigtigt og ikke alle viser sig i stand til at gennemføre. Det kan der være mange grunde til. Fra tværgående analysearbejde og vores flere end 1.600 akkrediteringer af videregående uddannelser har Akkrediteringsinstitutionen set mange eksempler på årsager, men også på gode håndteringer og løsningsinitiativer.

På mange af de uddannelser, der kæmper med højt frafald, er det også en stor del af de nye studerende, der kun søger ind med uddannelsen som andetvalg, tredjevalg eller endnu længere nede på listen. Det kan komme til udtryk i form af lav motivation på studiet. En ting, som uddannelsesinstitutionerne forsøger at håndtere ved forskellige former for motivationsafklarende optagelsessamtaler, ligesom de med mange forskelligartede vejlednings- og mentorinitiativer søger at afhjælpe problemer omkring studerende med manglende indsats, usikkerhed om egen formåen, faglige identitetsproblemer og motivationsproblemer. Det handler også meget om at forventningsafstemme: Mange nye studerende kommer ind ad porten uden realistiske forestillinger om uddannelsens reelle indhold og arbejdsmarkedssigte. De har derfor større risiko for at falde fra.

Skuer vi fremad, ligger der her et interessant perspektiv i de såkaldte MOOCs – Massive Open Online Courses. De bruges typisk til frit tilgængelige online uddannelseskurser, men i vores igangværende analysearbejde omkring kvalitetsperspektiver på dette område har vi set eksempler på, at bl.a. Københavns Universitet udbyder forberedende online-kurser, der kan give potentielle studerende et mere realistisk indblik i det reelle indhold på selve uddannelsen. Når de så bliver optaget på uddannelsen, ved de, hvad de går ind til.

Så ja, frafald er et væsentligt problem i det danske uddannelseslandskab, men det er også et problem, som mange danske uddannelsesinstitutioner aktivt og løbende forsøger at håndtere og minimere.