Første del af regeringens styringseftersyn er nu offentliggjort. Her er både repræsentanter for uddannelsesinstitutionerne og fra arbejdsmarkedsparter, kommuner, regioner og studerende blevet spurgt til deres erfaringer med de forskellige styringsinstrumenter og overlappet mellem dem. I den forbindelse har de også afdækket respondenternes syn på de institutionsakkrediteringer, der har været bærende i vores arbejde siden den nye akkrediteringslov i 2013.
Du kan hele rapporten på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside: http://ufm.dk/publikationer/2016/kortlaegning-af-erfaringer-med-og-perspektiver-pa-styring-af-de-videregaende-uddannelsesinstitutioner
Det er naturligvis meget interessant læsning set fra min stol. Og jeg glæder mig meget over de meldinger, der kommer fra sektoren i den forbindelse. Det gælder konklusioner som:
– ”De interviewede personer, der har været igennem en institutionsakkreditering, er positive over for denne og oplever, at den har tilført betydelig værdi til institutionens arbejde med kvalitet.”
– ”De øvrige respondenter (altså dem, der ikke repræsenterer selve uddannelsesinstitutionerne) oplever også, at institutionerne er blevet mere opmærksomme på kvalitet efter institutionsakkrediteringen og mærker, at den daglige ledelse på de enkelte institutioner er begyndt at arbejde mere strategisk med kvalitet.”
– ”Der er generel opbakning til, at man er overgået til institutionsakkrediteringen…”
Det er nogle meget positive meldinger at få – og der er endda endnu flere af slagsen at finde i denne første delrapport. Og jeg oplever også meldingerne som noget, der viser, at vi er lykkedes med flere af de ting, der for os har været helt centrale i arbejdet med at indføre akkreditering af hele uddannelsesinstitutioner i Danmark: Mere fokus og ansvar for kvaliteten på institutionen, reel værdi og styrkelse af kvaliteten, den øgede frihed til institutionerne og mere diskussion af, hvad kvalitet er og hvordan den sikres – for blot at nævne nogle af elementerne.
Også kritiske betragtninger
Der er også nogle mere kritiske meldinger at finde i rapporten og nogle, der peger på områder, hvor systemet bør udvikles. Det er bestemt også interessant læsning. Noget af det, der betones her, er en bekymring omkring, at akkrediteringsforløbet i for høj grad fokuserer på systemer og procedurer og for lidt på den konkrete indholdsmæssige kvalitet. Den bekymring kan jeg godt forstå et stykke af vejen.
I en institutionsakkreditering kigger vi grundigt på de systemer og processer, der skal sikre kvaliteten på alle uddannelserne på institutionen. Men vi kommer også langt ned i dybden med, hvordan kvalitetsarbejdet rent faktisk fungerer i dagligdagen på institutionen. Vi ser på, om der er tilstrækkelig vilje, indsats og handling til at sikre den bedst mulige kvalitet af uddannelserne – om institutionens folk gør alt hvad de kan for at sikre, at deres studerende kan tage #danmarksbedsteuddannelser (ja, jeg er kommet på Twitter og forsøger at lære det med at bruge vores hashtag). Den indsats fra institutionen vil i sig selv også føre til øget kvalitet.
Nu er vi godt i gang med den første runde af institutionsakkrediteringer. Kigger vi længere frem, synes jeg, at der gemmer sig en interessent pointe i de mere kritiske røster i styringsrapporten. Vi skal måske i næste runde gå et skridt videre og komme endnu tættere på den faktiske effekt af det kvalitetsarbejde, der udføres. Man kan sige, at vi her i første omgang især fokuserer på, om systemet er på plads og også virker i praksis. I næste runde skal vi så måske endnu tættere på, hvilken effekt i form af sikring og udvikling af kvalitet, der kommer ud af arbejdet. Det har jeg i hvert fald skrevet mig bag øret, både ud fra vores egne erfaringer hidtil og med afsæt i meldingerne fra det brede felt af personer, der er blevet interviewet i forbindelse med styringseftersynet.
Nu afventer vi så med spænding anden delrapport af styringseftersynet, der vil præsentere en kortlægning af styringsværktøjerne med henblik på at lægge op til en forenkling.
