Meldingen fra Regeringens disruptionsråd og de igangværende trepartsforhandlinger er klar: efter- og videreuddannelse er øverst på den politiske dagsorden. Vi skal alle løbende blive klogere.
Når efter- og videreuddannelse bredt anses som afgørende for den enkelte og samfundet, stiller det store krav til kvaliteten. Desværre er netop kvaliteten af efter- og videreuddannelse svært at få greb om. Hvor udbuddet af ordinære uddannelser er klart reguleret og med veldefinerede kvalitetsstempler, er videregående efter- og videreuddannelse til tider en jungle, hvor det kan være særdeles svært at gennemskue, om det, man vælger, er godt eller ej.
Med en kraftig vækst i online uddannelsestilbud fra såvel danske som udenlandske udbydere i form af mere eller mindre gratis online kurser (f.eks. MOOC) bliver opgaven ikke nemmere. I Danmarks Akkrediteringsinstitution har vi ansvar for, at studerende, arbejdspladser og samfund kan have tillid til kvaliteten af de danske offentlige videregående uddannelser. Det omfatter også de videregående efter- og videreuddannelser, der udbydes af offentlige danske uddannelsesinstitutioner.
Alle skal de have et formelt kvalitetsstempel fra os. En dansk akkrediteret uddannelse kan man have tillid til.
Et virvar af begreber
Som kvalitetsmyndighed mødes vi ofte med spørgsmål om, hvad der ligger bag mange af de kvalitetsstempler, der anvendes inden for videregående efter- og videreuddannelse.
Videregående efteruddannelse kan fås hos mange forskellige udbydere. Nogle offentlige, andre private og mange endda udenlandske. Og mange udbydere forsøger at dokumentere kvaliteten af deres tilbud med forskellige former for kvalitetsstempler; akkreditering, certificering, titler, ECTS.
Men ofte må man nøjes med udbyderens ord eller udvalgte vurderinger fra tidligere kursister. Den kvalitetsbevidste har dermed ingen nem opgave foran sig. Det gør det også svært for arbejdsgivere at vurdere værdien af kurser og uddannelser på ansøgeres CV og for egne medarbejderes efter- og videreuddannelse.
I mangel af entydige kvalitetsstempler for videregående efter- og videreuddannelse kan vi som akkrediteringsinstitution opstille følgende gode spørgsmål, når man vil vurdere kvaliteten af en uddannelse eller kursus:
- 1. Er uddannelsen akkrediteret?
Akkreditering er en systematisk og uafhængig gennemgang af uddannelsen/institutionen. Akkreditering betyder, at uddannelsen/institution af eksterne eksperter er målt op mod en række fastsatte kriterier. - 2. Hvis uddannelsen er akkrediteret, hvem har akkrediteret den?
En akkreditering vil i mange tilfælde være udført af en national kvalitetssikringsinstitution, og det er derfor muligt at finde en del information om kvalitetssikringsinstitutionen, dens praksis og andre afgørelser. De fleste nationale kvalitetssikringsinstitutioner er godkendt af staten og er også ofte medlem af forskellige internationale kvalitetssikringsorganisationer. - 3. Hvis uddannelsen ikke er akkrediteret, men certificeret – hvem har certificeret den?
Certificeringer måles ikke som akkrediteringer op mod en række generelle kriterier, og der kan derfor være stor forskel på, hvad de enkelte certificeringer dækker over. Samtidig kan de være svære at sammenligne. Certificeringer ses meget på IT-området, hvor man ved en certificering beviser, at man har meget konkret viden om et særligt program o.l., og på coach- og ledelsesområdet, hvor en certificering kan dække over mindre konkrete kompetencer. - 4. Siger kursusudbyderen noget om ECTS?
ECTS er en fælleseuropæisk angivelse af forventet tidsforbrug. Et års fuldtidsstudier er 60 ECTS svarende til 1500 til 1800 timer. En privat kursusudbyder kan beskrive, hvor mange ECTS deres fag eller uddannelse typisk vil svare til, men de kan ikke garantere dig, at du kan få meritoverført de pågældende ECTS til en anden uddannelse. Hvis du vil bruge ECTS fra én uddannelse som del af en anden uddannelse, er det en god idé på forhånd at tale med den uddannelsesinstitution, som du vil have ECTS-pointene overført til. - 5. Hvilken titel giver uddannelsen?
En række uddannelsestitler tildeles af offentlige videregående uddannelsesinstitutioner, nemlig erhvervsakademi-, professionsbachelor-, bachelor- og kandidatuddannelse. Derfor benytter private kursusudbydere ikke disse titler på deres uddannelser. Derimod kan titler som master og mini-MBA gives af alle uanset indhold og kvalitet.