Ny stifinder til junglen af kvalitetsstempler på uddannelser

Akkrediteringer og certificeringer er bare nogle af de kvalitetsstempler, man kan støde på i jagten på den rette efter- og videreuddannelse. Også ECTS og særlige titler bliver taget i brug, når udbydere forsøger at dokumentere kvaliteten af netop deres uddannelsesaktiviteter i et uigennemskueligt marked.

Her er der ikke blot private og udenlandske udbyder, der opererer på markedsvilkår, mens offentlige uddannelsesinstitutioner er underlagt det danske akkrediteringssystem. Der er også adskillige gråzoner imellem de rent private og de offentlige uddannelsesaktiviteter målrettet erhvervsaktive.

Fem spørgsmål til at vurdere et kvalitetsstempel
I en tid hvor fokus på livslang læring er stor, møder vi i Danmarks Akkrediteringsinstitution ofte spørgsmål om de kvalitetsstempler, der anvendes indenfor videregående efter- og videreuddannelse. Derfor har vi samlet fem spørgsmål, man med fordel kan stille for at vurdere indhold og valør af et kvalitetsstempel på en efter- eller videreuddannelse:

  • Er uddannelsen akkrediteret?
  • Hvis uddannelsen er akkrediteret, hvem har akkrediteret den?
  • Hvis uddannelsen ikke er akkrediteret, men certificeret – hvem har certificeret den?
  • Siger kursusudbyderen noget om ECTS?
  • Giver uddannelsen en anerkendt titel?

Spørgsmålene indgår i et samlet overblik, der dog på ingen måde er udtømmende. Dertil er markedet for stort og uigennemsigtigt. Men oversigten giver en indgang til at forstå de forskellige typer af kvalitetsstempler og ikke mindst en indgang til at forstå, hvilke spørgsmål man bør rejse, når man skal forholde sig til kvaliteten af et uddannelsestilbud.