foto: dekorativt element

Ny strategi vedtaget online af europæiske kvalitetssikringsorganisationer

På kort tid har videregående uddannelsesinstitutioner verden over måttet flytte undervisning og eksamener online grundet COVID-19. Den aktuelle situation har også stor indflydelse på arbejdet i eksterne kvalitetssikringsorganisationer som Danmarks Akkrediteringsinstitution. Den øgede digitalisering på uddannelsesinstitutioner og ændrede vilkår for at samle ekspertpaneler til institutionsbesøg kan på sigt føre til en gentænkning af kendte metoder for at imødekomme en ny virkelighed.

Det var budskabet, da formand Cristoph Grolimund bød velkommen til den årlige generalforsamling i den europæiske sammenslutning af kvalitetssikringsorganisationer (ENQA) den 29. april. Her var medlemsorganisationer samlet online til et nedskaleret Member’s Forum, der skulle have været afholdt i Istanbul over to dage med faglige oplæg og diskussioner. I stedet blev det en generalforsamling med et organisatorisk fokus, hvor ENQA’s strategiske handleplan for 2021 – 2025 blev endeligt vedtaget.

Styrket paraplyorganisation i et uddannelseslandskab i forandring
Den nye strategiske handleplan afspejler de seneste års udvikling inden for Bologna-samarbejdet og sætter kursen for de kommende års arbejde i ENQA. I sin tredje strategiperiode vil ENQA styrke sin position som paraplyorganisation, der deltager i strategiske diskussioner og bidrager til udviklingen af kvalitetssikring i lyset af de forandringer, som de videregående uddannelsesinstitutioner står over for. Dette skal ske gennem arbejdet med tre overordnede mål om:

  • At ENQA fortsat skal repræsentere og understøtte en brede vifte af eksterne kvalitetssikringsorganisationer. Herunder vil paraplyorganisationen også yde rådgivning i fastlæggelsen af politikker og retningslinjer både inden for EHEA og globalt.
  • At ENQA skal være central kilde til pålidelig information viden om kvalitetssikring i teori og praksis. Det skal blandt ske gennem et program for uddannelse og rådgivning af konsulenter i medlemsorganisationer og ENQA’s Agency Review Programme.
  • At ENQA vil være garant for en videre udvikling af ekstern kvalitetssikring baseret på solid viden. Herunder vil paraplyorganisationen monitorere ændringer i det videregående uddannelseslandskab tæt og have fokus på, at kvalitetssikringen skal støtte institutionerne i at opfylde deres mål.

Målene i den strategiske handleplan er udarbejdet med input fra medlemsorganisationer og andre centrale stakeholdere. Over de kommende år vil ENQA følge implementeringen af strategien tæt og løbende kommunikere om opfyldelsen af delmål.

Digital videndeling om ekstern kvalitetssikring i corona-tider
I kølvandet på det corona-minimerede Member’s Forum har ENQA opfordret medlemsorganisationerne til at videndele om, hvordan de løser de aktuelle udfordringer under hashtagget #QAfromHome på sociale medier. Direkte udledt af målene i den nye strategiske handleplan inviterede ENQA ledelser fra medlemsorganisationerne til et webinar i midten af maj, hvor de fik lejlighed til at drøfte, hvilke krav den aktuelle pandemi stiller til arbejdet med ekstern kvalitetssikring nu og i fremtiden. Senere på måneden faciliterer ENQA ligeledes et webinar, der stiller skarpt på afviklingen af institutionsbesøg i corona-tider.