I Danmarks Akkrediteringsinstitution gennemførte vi i 2014 de første akkrediteringsprocesser for hele uddannelsesinstitutioner. I et nyt notat samler vi op på erfaringerne fra den første runde institutionsakkrediteringer. Læs nogle af hovedpunkterne herunder – eller gå direkte til selve notatet her.
Hensigtsmæssig tilgang
Efter dialog med de institutioner og akkrediteringspaneler, der har deltaget i første runde, er det vores opfattelse, at den metodiske tilgang har fungeret hensigtsmæssigt. Det spor vil vi derfor fortsætte ad.
Konkret bygger tilgangen på fit-for-purpose-løsninger og -vurderinger. Vi har fravalgt tjeklister, præskriptive krav og automatvurderinger og i stedet satset på at vurdere institutionerne med udgangspunkt i deres unikke situation. Akkrediteringen foretages af akkrediteringspaneler, som er nøje udvalgt til den enkelte proces. Frem for altid at se på de samme forhold under hvert institutionsbesøg tager det enkelte akkrediteringspanel stilling til, hvordan det bedst kan afprøves, om institutionen lever op til akkrediteringskriterierne. Rammen for en institutionsakkreditering er altid de fem akkrediteringskriterier, men herudover er det op til panelet at udvælge områder, der skal undersøges og vurderes grundigere. Disse fokusområder udgør de såkaldte audit trails.
Brug af audit trails
Da det ikke er muligt at gå fuldt i dybden med alle facetter af et kvalitetssikringssystem, så fokuserer akkrediteringspanelet på nogle enkelte, udvalgte audit trails. På disse områder skal institutionen vise, hvordan kvalitetsarbejdet fungerer i praksis. Første runde har vist, at der er forskelle i akkrediteringspanelernes valg af audit trails. På den mindste institution valgte panelet to audit trails, mens der på de øvrige institutioner blev valgt mellem tre og syv. Nogle af dem har haft fokus på afgrænsede emner, for eksempel kvalitetssikring af praktikken eller institutionens arbejde med at undgå frafald på uddannelserne. Andre har været mere åbent formulerede og har set bredere på sammenhængen i kvalitetssikringssystemet.
To besøg til hver institution fungerer godt
Akkrediteringspanelet og Akkrediteringsinstitutionen har aflagt hver institution to besøg som led i institutionsakkrediteringen. Formålet med det første besøg har været at give panelet indblik i selve kvalitetssikringssystemet, hvordan det er tænkt og opbygget, og hvordan kvalitetsarbejdet er organiseret. Dette er blevet belyst på panelets møder med ledelsen, og de medarbejdere og studerende, som har særlig indsigt i kvalitetssikringssystemet. Desuden har første besøg dannet grundlag for panelets valg af audit trails. Formålet med andet besøg har været at vurdere, hvordan kvalitetsarbejdet fungerer i praksis. Her har panelet mødtes med repræsentanter for ledelsen på forskellige niveauer og et bredt udsnit af medarbejdere og studerende, som har fortalt om deres erfaringer med kvalitetsarbejde i dagligdagen.
Generelt vurderer vi, at de to besøg har tjent deres formål godt, hvilket også understøttes af tilbagemeldinger fra institutioner og akkrediteringspaneler. I et enkelt særtilfælde var de to besøg slået sammen til ét besøg, og akkrediteringspanelet udvalgte audit trails før besøget på baggrund af institutionens skriftlige dokumentation.
Har du brug for yderligere uddybning eller gav nyheden anledning til spørgsmål, så kan du læse det fulde notat her.