Andet besøg på DKDM bød på studiekoncert og gode dialoger om videngrundlag og informationsflow i kvalitetssikringssystemet

Over tre dage fra den 15. – 17. november besøgte det nedsatte akkrediteringspanel for anden gang Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM) i det ombyggede Radiohus på Frederiksberg. Her dannede to på forhånd udvalgte audit trails afsæt for interessante drøftelser med musikkonservatoriets ledelse, uddannelsesledere, faggruppeledere, undervisere, studerende og FOKU-udvalg om, hvordan kvalitetssikringssystemet på DKDM fungerer i praksis. De to audit trails er:

  1. Kvalitetssikringssystemets informationsflow vertikalt og horisontalt
  2. Kvalitetssikring af uddannelsernes videngrundlag

Besøgets første dag var dedikeret til det første audit trail. Her mødte akkrediteringspanelet først en gruppe af uddannelsesledere, da netop uddannelseslederne spiller en central rolle i kvalitetssikringssystemet på DKDM. . Undervejs spurgte panelet bl.a. ind til, hvordan  uddannelseslederne analyserer og følger op på eventuelle kvalitetsudfordringer via kvalitetsrapporterne – og hvordan de efterfølgende formidler deres beslutninger fra ledelsesseminarerne til faggrupperne.

Efterfølgende mødte panelet først en gruppe af både danske og internationale studerende efterfulgt af et møde med udvalgte undervisere, før dagen blev rundet af ved et møde med udvalgte faggruppeledere. På tværs af møderne var der gode dialoger om, hvordan uddannelsesevalueringen, faggruppemøder og faggruppeforsamlinger fungerer i praksis.

Akkrediteringspanelet indledte den følgende dag med et møde med repræsentanter fra musikkonservatoriets FOKU-udvalg, der har en central rolle i forhold til at kvalitetssikre og udvikle uddannelsernes videngrundlag. Herefter mødtes de med en gruppe af studerende efterfulgt af en gruppe af undervisere, hvor både fastansatte og timelærere var repræsenteret. På tværs af møderne spurgte panelet nysgerrigt ind til, hvordan ledelsens sikres et overblik over, om videngrundlaget i faggrupper og på uddannelsesretninger er relevant og opdateret. Herunder var de særligt interesserede i samspillet mellem videngrundlaget for henholdsvis hovedfagene, de almene fag og de pædagogiske fag.

Tirsdagen blev rundet af med en studiekoncert for akkrediteringspanelet. Koncerten blev indledt med en komposition af den tidligere australske studerende Kirsten Milenko, der blev afspillet via 3D-lydsystemet i Ny Sal. Herefter fremførte forskellige grupper af studerende en strygerkvartet af Carl Nielsen, to accordion værker af henholdsvis Arne Nordheim og Emil Johansson og en blæserkvintet af György Ligeti. Under koncerten introducerede kvalitetssikringschefen på DKDM hver fremførelse.

På besøgets sidste dag samlede akkrediteringspanelet op på forskellige indsigter i de to audit trails, som de havde fået fra de forudgående to dages samtaler. Det skete ved et møde med ledelsen på DKDM før deres afsluttende interne vurderingsmøde. I samarbejde med Akkrediteringsinstitutionen vil panelet nu udarbejde den akkrediteringsrapport, som Akkrediteringsrådet skal træffe afgørelse om institutionsakkreditering af DKDM på baggrund af i marts 2022.

Se programmet for andet besøg på DKDM

Følg institutionsakkrediteringen af DKDM