Mandag den 9. september indledte akkrediteringspanelet et institutionsbesøg på Copenhagen Business School på Frederiksberg sammen med et team af akkrediteringskonsulenter. Besøget skete som led i en igangværende opfølgning på den betinget positive institutionsakkreditering i anden runde, som universitetet fik i marts 2022.
Under det tre dage lange besøg mødte panelet CBS’ direktion, repræsentanter for ledelseslag og medarbejdere på CBS med centrale roller i universitetets kvalitetsarbejde såvel som repræsentanter fra studienævn, undervisere og studerende. Det førte til gode dialoger med afsæt i tematiske neddyk, der var udslagsgivende for Akkrediteringsrådets afgørelse for to år siden, samlet i to audit trails:
- Kvalitetsrapportering, beslutning og opfølgning
- Sikring af de studerendes kontakt til videngrundlaget
På besøgets første dag var det første audit trail om rapportering, beslutning og opfølgning i fokus. Her mødtes panelet med studerende, studienævnsrepræsentanter og studieledere fra tre uddannelser samt medarbejdere fra forskellige støttefunktioner. I løbet af dagen var panelet interesseret i, hvordan den reviderede skabelon og procestrinene for studielederberetningen giver de relevante aktører et systematisk overblik til brug for prioritering af handlinger og understøtter opfølgning på beslutninger. Herunder spurgte panelet blandt andet nysgerrigt ind til CBS’ praksis i arbejdet med standarder og handleplaner. De fik også et dybere indblik i det årlige statusmøde mellem uddannelsesdekan, studieleder og næstforperson for den pågældende uddannelses studienævn. Sidst men ikke mindst bød dagen på et øget indblik i, hvordan CBS har arbejdet med deres systematiske inddragelse af aftageres input i kvalitetsarbejdet.
Den følgende dag rettede panelet sin opmærksomhed mod det andet audit trail. I dialogen med studerende, undervisere, fagansvarlige og studie- samt institutledere fra tre uddannelser var der fokus på, hvordan CBS i praksis arbejder med at sikre de studerendes løbende kontakt til det relevante videngrundlag. Panelet havde et særligt fokus på, hvordan monitoreringen på området har udviklet sig siden den seneste akkrediteringsproces. Herunder var de særligt interesserede i erfaringerne med en ny kvantitativ kvalitetsstandard, der angiver andelen af undervisningen, der som minimum skal varetages af VIP. Panelet fik også lejlighed til at spørge ind til overvejelserne bag en ny kvalitativ standard til monitorering på området.
Onsdag rundede panelet sit besøg af med to møder med henholdsvis støttefunktioner og direktionen på CBS, hvor der var en åben og konstruktiv dialog om de ændringer i kvalitetsarbejdet, som universitetet har gennemført i de seneste to år. I den forbindelse fik panelet også en bedre indsigt i, hvordan den øverste ledelse får information og følger op på kvalitetsudfordringer og –udviklingspotentialer blandt andet via den årlige tværgående opsamling på studielederberetningerne. På baggrund af besøget og den indsendte dokumentation vil panelet i samarbejde med akkrediteringsteamet nu udarbejde den rapport, som Akkrediteringsrådet skal træffe sin afgørelse på baggrund af i februar 2025.
Redaktionelt billede af CBS øverst på siden: Alexanderstock23 / Shutterstock.com
