Uddannelsesinstitutioner må lytte til censorerne

En rapport fra evalueringsinstituttet EVA har for nyligt vist, at der er betydelige problemer med uddannelsessystemets censorordning, herunder visse problemer med kontakten mellem censorsystem og uddannelsesinstitutioner. Det er bekymrende.

Censorordningen er et ressourcekrævende system, og det er spild af gode kræfter, når det ikke bliver anvendt konstruktivt til at hæve kvaliteten på uddannelserne. De videregående uddannelsesinstitutioner står netop nu på tærsklen til et paradigmeskift hvad angår kvalitetssikringen af deres uddannelser. Hvor akkrediteringssystemet hidtil har undersøgt kvalitet og relevans af de enkelte uddannelser en efter en, går vi nu et niveau op, og de første hele uddannelsesinstitutioner vil blive institutionsakkrediteret i 2014.

Når Danmarks Akkrediteringsinstitution i forbindelse med akkrediteringen skal vurdere, om den enkelte institution arbejder tilstrækkeligt med deres uddannelsers kvalitet og relevans, vil vi også lægge vægt på anvendelsen af feedback fra censorer og censorformænd. Det vil være et centralt kriterium at evaluere, om institutionen har en praksis, som sikrer, at uddannelserne har det rette niveau og faglige indhold. Her vil det være oplagt at undersøge, om uddannelsesinstitutionen i tilstrækkelig høj grad inddrager den store viden om kvalitetsniveauet på de enkelte uddannelser, som censorkorpset besidder på baggrund af de studerendes eksamenspræstationer. Ikke bare til løs orientering, men som noget, der tages alvorligt, og hvor ledelsen reagerer på de kvalitetsproblemer, der måtte blive afdækket.

Akkrediteringssystemet og censorordningen er to separate mekanismer til ekstern kvalitetssikring. Men skal der arbejdes struktureret med kvaliteten, må god viden ikke gå til spilde. Derfor vil vi i vurderingerne af kvaliteten på de enkelte uddannelsesinstitutioner ikke kunne se bort fra, om institutionen inddrager censorsystemets tilbagemeldinger om niveauet i det løbende arbejde for at sikre og udvikle gode, fagligt stærke uddannelser.