Et nyt akkrediteringsråd med Per B. Christensen som formand er netop blevet udpeget af uddannelsesminister Morten Østergaard. Danmarks Akkrediteringsinstitution ønsker rådets medlemmer velkommen og ser frem til et stærkt samarbejde til gavn for alle uddannelsessektorens interessenter.
”I sommer fik vi et nyt, forenklet og samlet akkrediteringssystem til at sikre og udvikle uddannelser af høj kvalitet og stærk relevans. Jeg er overbevist om, at medlemmerne af det nye Akkrediteringsråd med stor dygtighed vil medvirke til den vigtige, videre proces. Det nye system skal som et vigtigt formål understøtte sammenhængen og overgangene i uddannelsessystemet, og den løbende overgang fra uddannelsesakkreditering til institutionsakkreditering vil styrke arbejdet med uddannelseskvaliteten betydeligt. Her vil rådet få en central rolle med sine afgørelser på alle sager om akkreditering af hele institutioner såvel som enkelte uddannelser. I Danmarks Akkrediteringsinstitution ser vi frem til samarbejdet,” siger Anette Dørge, direktør i Danmarks Akkrediteringsinstitution.
Formanden for det nye Akkrediteringsråd ser frem til opgaven.
”Akkrediteringsrådets afgørelser skal være garant for gode, fagligt stærke uddannelser med fokus på arbejdsmarkedets behov. Vi vil til enhver tid bestræbe os på at komme bagom papirerne og se, om uddannelsesinstitutionerne har opbygget gode interne kvalitetsstrukturer, om de løbende bliver udviklet og om kvalitetsarbejdet virker i praksis. Det er en stor og vigtig opgave, som skal løftes i samarbejde mellem akkrediteringssystemet og uddannelsesinstitutionerne, så de studerende, arbejdsmarkedet og samfundet i det hele taget opnår maksimal nytte af uddannelsessystemet,” siger Per B. Christensen.
Formand med stærk profil på uddannelsesområdet
Per B. Christensen har en bred og mangeårig erfaring på uddannelsesområdet i Danmark. Han er 57 år og direktør på børne- og uddannelsesområdet i Næstved Kommune og var før den tid kontorchef på uddannelsesområdet i Storstrøms amt. Han har deltaget i en række evalueringer og udredninger på uddannelsesområdet i Danmark og internationalt. Han var i otte år formand for de kommunale børne- og skoledirektører og er p.t. formand for SOSU-Sjælland.
Han har desuden hidtil fungeret som bestyrelsesmedlem for University College Sjælland og har i de seneste to år stået i spidsen for Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsuddannelser – to poster, han nu forlader grundet udnævnelsen til formand for Akkrediteringsrådet. Tidligere har Per B. Christensen blandt andet været formand for følgegruppen for ny læreruddannelse, der kom med forslaget til ny læreruddannelse i 2012, og han var i fire år formand for det udvalg, der rådgav undervisningsministeren om fordeling af videnscentermidler til erhvervsakademier og professionshøjskoler.
Det nye Akkrediteringsråd:
Formand Per B. Christensen, direktør på børne- og uddannelsesområdet i Næstved Kommune.
Medlemmer:
Stina Vrang Elias, adm. direktør
Hanne Harmsen, Ph.d.
Bjørn Stensaker, professor
Ove Poulsen, direktør
Søren Damgaard, afdelingsdirektør
Lise Lind, chefarkitekt
Andreas Moesgaard Christiansen, stud.polyt. (studentermedlem)
Melanie Clivaz-Nielsen, sygeplejeskestuderende (studentermedlem)
Fakta – AKKREDITERINGSRÅDET
Akkrediteringsrådet er et fagligt uafhængigt råd, der træffer afgørelse om akkreditering af videregående uddannelser og uddannelsesinstitutioner. Afgørelserne træffes på baggrund af akkrediteringsrapporter udarbejdet af Danmarks Akkrediteringsinstitution, der også sekretariatsbetjener rådet.
Rådet udgøres af en formand og otte øvrige medlemmer. Det er uddannelsesministeren, der udpeger formand og medlemmer, dog udpeges rådets to studentermedlemmer efter indstilling fra de studerendes repræsentanter i bestyrelser og skoleråd for uddannelsesinstitutioner.
Samlet har rådets medlemmer blandt andet stor viden inden for kvalitetssikring, arbejdsmarkedsforhold for uddannelsernes dimittender, forskning, videregående uddannelse, udviklingsbasering, international ekspertise og studenterforhold.
Læs mere om Akkrediteringsrådet her.
Ved spørgsmål, kontakt:
Pressekontakt: