Misforståede udlægninger af notat om relevans

Af Anette Dørge, direktør, Danmarks Akkrediteringsinstitution:

Danmarks Akkrediteringsinstitution offentliggjorde i forrige uge et notat om universitetsuddannelsers udfordringer i forhold til den del af kvalitetssikringen, der omhandler uddannelsernes relevans. Det har desværre affødt en del misforståelser og fejlfortolkninger, særligt efter at det i medierne blev fremlagt som, at vi skulle have udråbt halvdelen af universitetsuddannelserne til at være ”irrelevante”. Det er ikke korrekt, og det har vi på intet tidspunkt fremlagt. Så for at præcisere:

Hvad notatet siger:

Knap halvdelen af universitetsuddannelserne akkrediteret fra 2010-2012 opfyldte ikke i tilfredsstillende grad kriteriet for den del af kvalitetssikringen, der omhandler sikringen af uddannelsens relevans. Det er særligt den del af relevanssikringen, der handler om en konstruktiv og løbende dialog med aftagerne, der udfordrer universiteterne.

Det er problematisk, da en helt central del af kvalitetssikringen er at spørge ind til omverdenens behov for uddannelserne. Ellers bliver det svært at udvikle og målrette dem og sikre deres relevans fremadrettet.

Misforståede udlægninger af notatet:

– Hverken notatet eller vores kommunikation omkring det har på noget tidspunkt fremlagt – på skrift eller i tale – at der skulle være tale om, at alle disse universitetsuddannelser skulle være irrelevante.

– Vi sætter ikke lighedstegn mellem aftagerpaneler og beskæftigelsesmuligheder. Relevanskriteriet vurderes som en helhedsvurdering, hvor dialog med aftagere – herunder eksempelvis i form af aftagerpaneler – blot er et delelement i helhedsvurderingen.

Hvad er relevans?

Vores forståelse af relevansbegrebet bygger på Akkrediteringslovens bekendtgørelse. Det betyder også, at vores brug af begrebet måske divergerer fra den almene opfattelse, hvilket givetvis har været årsag til en del af fejlfortolkningerne af notatets konklusioner. For os er relevans en helhedsvurdering, hvor vi både ser på beskæftigelsestal og dialog med aftagere – herunder eksempelvis aftagerpaneler. Andre former for aftagerdialog såsom projektsamarbejde eller praktikforløb vil også være relevante at inddrage.

Eksisterende uddannelser vurderes også på baggrund af uddannelsens dialog med sine dimittender. Dimittendernes oplevelser af arbejdsmarkedets efterspørgsel efter netop deres kompetencer kan bruges til at sikre og udvikle uddannelsens relevans fremadrettet. Det skal understreges, at hverken ledighedstal eller dialogen med aftagere og dimittender står alene i vurderingen af en uddannelses relevanssikring. Dette giver god mening, for samlet kan disse enkeltelementer give et bredt billede af, om man på institutionerne i tilfredsstillende grad arbejder aktivt for at sikre uddannelsernes relevans, også fremadrettet.

Hvor beskæftigelsestal er bagudrettede, kan den løbende og udviklende dialog med aftagere og dimittender sikre, at uddannelsen har det bedst mulige grundlag for at tilpasse sit indhold og de studerendes kompetencer til det arbejdsmarked, der venter dem i fremtiden.

Det er ærgreligt, at de misforståede udlægninger af notatets konklusioner kom til at stå i vejen for den vigtige debat om, hvordan uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedets aftagere bedst kan indgå samarbejde omkring den løbende udvikling af uddannelserne.

Jeg håber, at dette indlæg kan bidrage til at rydde de værste misforståelser af vejen og bringe klarhed over, hvilke konklusioner vi selv har fremlagt, og hvilke andre på misforstået grundlag har skudt os i skoene.

Læs notatet her.