Anette Dørge nyt bestyrelsesmedlem i ECA

Det europæiske konsortium for akkreditering af videregående uddannelser får dansk aftryk i bestyrelsen, når Danmarks Akkrediteringsinstitutions direktør Anette Dørge med øjeblikkelig virkning indtræder som bestyrelsesmedlem.

ECA blev etableret i 2003 og repræsenterer et bredt netværk af europæiske akkrediteringsinstitutioner. Organisationen har til formål at analysere og formidle viden og best practice, som er baseret på medlemsorganisationernes erfaring og praksis inden for kvalitetssikring.

ECA arbejder desuden for gennemskuelig information om kvalitetssikring uden stopklodser landene imellem med henblik på at understøtte internationalisering af uddannelsesinstitutioner og studerende.

”Med mit engagement i ECA får Danmarks Akkrediteringsinstitution en central finger på pulsen i forhold til at bidrage til og trække på de fælleseuropæiske erfaringer på akkrediteringsområdet. Erfaringer, som kan være med at styrke vores nationale arbejde med at sikre, højne og udvikle kvaliteten i uddannelsessystemet så effektivt og smidigt som muligt,” siger Anette Dørge.

ECA er i vid udstrækning en projektorganisation, og Danmarks Akkrediteringsinstitution har påbegyndt arbejdet med to ECA-projekter: Qrossroads, som blandt andet arbejder for at give studerende let tilgængelig information om akkrediterede uddannelser i Europa, for eksempel i forbindelse med udvekslingsudhold.

Det andet ECA-projekt, som Danmarks Akkrediteringsinstitution er involveret i, fokuserer på institutionsakkrediteringer og audits, herunder oplæring og brug af eksperter, kvalitetssikring af internationalisering, akkreditering af private universiteter og effekten af kvalitetssikring.

Der er i alt otte medlemmer i ECA’s bestyrelse, og den nuværende udnævnelsesperiode varer indtil juni 2014.