Overgange kan give kvalitetsudfordringer

Der kan følge markante kvalitetsudfordringer med, når flere og flere nye og eksisterende universitetsuddannelser sigter mod at optage professionsbachelorer. Det viser det nye notat ”Den svære overgang” fra Danmarks Akkrediteringsinstitution.

Notatet er baseret på en undersøgelse af et udsnit af universiteternes eksisterende kandidatuddannelser med et stort optag af professionsbachelorer. Undersøgelsen viser, at der er en række gennemgående problemstillinger og kvalitetsudfordringer forbundet med det brede optag på disse kandidatuddannelser.

 

Typiske kompetencehuller

De studerende med professionsbachelorbaggrund kommer eksempelvis ofte til kandidatuddannelsen med kompetencehuller inden for videnskabsteori, videnskabelig metode, de fagspecifikke områder, samt i forhold til generelle studiekompetencer som akademisk opgaveskrivning, fremmedsprog og litteratursøgning.

Konsekvensen kan blandt andet være, at en del af undervisningen på kandidatuddannelsen må tilrettelægges på et introducerende niveau, hvilket kan gøre det vanskeligt at nå et tilstrækkeligt højt slutniveau.

Omvendt viser undersøgelsen også, at professionsbachelorerne har nogle andre styrker i forhold til universitetsbachelorerne, samt at institutionerne med en række løsningsmodeller forsøger at håndtere udfordringerne og styrke uddannelserne. Løsningsmodellerne kan være placeret allerede på professionsbacheloruddannelsen, på kandidatuddannelsen eller i mellemrummet imellem dem i form af suppleringsuddannelse eller –kurser.

 

Nye udfordringer fremover

Fremover bliver mulighederne for suppleringsuddannelse og -kurser stærkt reduceret, hvilket gør problematikken om overgange særligt aktuel netop nu. For hvordan vil institutionerne så fremover løse de kvalitets- og kompetencemæssige udfordringer, der typisk er forbundet med overgangen fra professionsbachelor- til kandidatuddannelser?

Det er nogle af perspektiverne i notatet ”Den svære overgang – Faglige løsninger i overgangen fra professionsbachelor- til kandidatuddannelser” fra Danmarks Akkrediteringsinstitution.

 

Læs hele notatet her:

 

Danmarks Akkrediteringsinstitution stiller løbende viden om uddannelseskvalitet, akkreditering og kvalitetssikring til rådighed. Det sker igennem akkrediteringsrapporter, publikationer og indlæg i den uddannelsespolitiske debat. ”Den svære overgang” er resultatet af et af Danmarks Akkrediteringsinstitutions analyse- og formidlingsprojekter og er baseret på viden fra det omfattende akkrediteringsarbejde på de enkelte videregående uddannelser.