Af Rune Heiberg Hansen
Sekretariatschef i Danmarks Akkrediteringsinstitution
På den internationale scene findes en række bemærkelsesværdige strømninger, som alle har eller kan få stor betydning for, hvordan vi i Danmark tænker uddannelse og uddannelseskvalitet.
Fra 1995 til 2010 steg OECD-landenes investeringer i videregående uddannelse pr. studerende med 50 procent, og de udgør i dag gennemsnitligt knap 2,5 procent af BNP. Intet under, at uddannelseskvalitet står højt på agendaen verden over.
Svært at sammenlige kvalitet
I Europa har vi med kvalitetsstandarderne European Standards and Guidelines (ESG) siden 2005 haft fælles krav til kvalitetssikring af videregående uddannelser. ESG’erne er grundlaget for vores akkrediteringssystem, men ESG’erne ser primært på kvalitetssikring og kan ikke bruges til at sammenligne kvalitet.
For at kunne vurdere og sammenligne indholdskvaliteten af videregående uddannelser arbejder OECD på at udvikle en slags ”PISA for videregående uddannelser” – Assessment of Higher Education Learning Outcomes. Trods pilotforløb i 17 lande og med 27.000 deltagende studerende er det fortsat ikke lykkedes at finde en model, der virker. Problemet er, at videregående uddannelser har mange og meget forskelligartede formål. Sammenligninger vil derfor oftest være mellem pærer og bananer.
Økonomisk set har pærer og bananer et klart sammenligningsgrundlag; pris. Og ”pris” i form af løn og jobmuligheder har i stigende grad vundet indpas som kvalitetsmål for videregående uddannelse. Det så vi med Produktivitetskommissionens uddannelsesrapport.
Et andet eksempel er er en statslig britisk online-service, hvor man kan sammenligne blandt andet jobmuligheder og lønniveauer for videregående uddannelser. – Prøv selv på http://unistats.direct.gov.uk/. Også herhjemme stiger interessen for at kunne se kroner-og-øre-værdien af uddannelserne.
Uddannelses- og Forskningsministeriet kommer formentlig snart med nye og bedre beskæftigelsestal for alle landets videregående uddannelser. Det vil give relevant viden om et vigtigt aspekt af de videregående uddannelser. Men løn og beskæftigelse er kun delaspekter af uddannelseskvalitet, noget andet er uddannelsernes indhold.
Stor udvikling i online-undervisning
Her er de åbne online-uddannelsesmuligheder, de såkaldte MOOC’s, godt i gang med at revolutionere store dele af de videregående uddannelser. Med MOOC kan alle gratis tage kurser på eliteuniversiteter verden rundt, med mulighed for gruppearbejde, interaktion med underviserne og afsluttende prøver. I USA alene forventes 80 procent af de studerende at benytte forskellige former for online-kurser i år. I 2009 var tallet 40 procent.
Online-undervisning bliver i stigende grad integreret i traditionelle uddannelser, med forelæsninger og prøver online, mens mødet med underviseren forbeholdes diskussion og perspektivering. Kvaliteten af online-uddannelser er flere steder på niveau med de bedste ordinære uddannelser. Og de første MOOC´s er allerede begyndt at kunne meriteres ind i samlede uddannelsesforløb.
Måske man i en ikke så fjern fremtid kan stykke en hel uddannelse sammen af gratis certificerede online-kurser. Og hvem skal så udstede det endelige eksamensbevis for sådan et patchwork? Og vil certificerede online-kurser fra eliteuniversiteter kunne gøre det ud for en samlet uddannelse?
Pædagogisk certificering af undervisere
Den teknologidrevne udvikling i uddannelsernes form og pædagogik står ikke alene. En EU-ekspertgruppe stillede sidste år den diagnose, at den største kvalitetsudfordring for de europæiske videregående uddannelser er manglende pædagogiske kompetencer hos underviserne – og foreslog derfor krav om pædagogisk certificering for alle undervisere.
Grundtanken om at udvikle undervisernes pædagogiske kompetencer genfindes herhjemme og blandt verdens bedste universiteter. Det, der foregår inde i det enkelte undervisningslokale, bliver i stigende grad til et anliggende for hele institutionen – og for samfundet.
