Årsmagasin udkommer – fokus på internationale tendenser og oprettelse af nye uddannelser

I vores akkrediteringer kigger vi dybt ind i de enkelte uddannelser og uddannelsesinstitutioner. Men vi kigger også løbende ud i verden. Med Årsmagasinet fokuserer vi på nogle af de tendenser, der rør sig på kvalitetssikringsfronten i lande omkring os. Tendenser, som også flugter med det danske akkrediteringssystems ambitioner.

Der zoomes ind på flamsk forenkling, inddragelse af interessenter i det svenske system og udviklingsorienterede reviews i Skotland.

Professor, kvalitets- og evalueringsekspert og medlem af Akkrediteringsrådet Bjørn Stensaker kigger også på tværs af landegrænser og peger på internationale udviklingstendenser i kvalitetssikring.

 

Årsmagasinet fokuserer også på nye uddannelser. Siden indførslen af institutionsakkreditering har uddannelsesinstitutionerne kunnet opnå en genvej til lettere at oprette nye uddannelser. Men hvordan har sektoren håndteret den mulighed?
Få overblikket og hør fra Danmarks Tekniske Universitet og UC SYD, hvad genvejen har betydet for dem, og hvorfor de har angrebet den så aktivt, som de har.

Endelig kan du læse interview med uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, der giver sit syn på uddannelseskvalitet og akkreditering.

Se også alle årets afgørelser på akkrediteringer og få overblik over de institutionsakkrediteringer, der venter lige om hjørnet.

Få eksemplarer tilsendt
Ønsker du eksemplarer af Årsmagasinet 2019 tilsendt, så send en mail med postadresse og ønsket antal til kommunikationsansvarlig Daniel Sebastian Larsen – [email protected]