dav

Gruppe til dialog om ny vejledning er nedsat

Den første runde med akkreditering af alle landets videregående uddannelsesinstitutioner nærmer sig sin afslutning, og blikket er nu rettet mod næste generation af institutionsakkreditering.
Derfor skal der laves en ny vejledning. I den forbindelse er der nu nedsat en sparringsgruppe med repræsentanter for alle videregående uddannelsestyper. Gruppen vil gå i løbende dialog med Akkrediteringsinstitutionen om, hvordan den nye vejledning skal se ud, hvad den skal kunne og hvordan metoden for akkrediteringsforløbene bedst skrues sammen. Der vil også blive lagt vægt på, hvordan uddannelsesinstitutionerne kan se, at processen med akkreditering kan gøres mindre omfattende og dokumentationstung, hvilket er en af Akkrediteringsrådets ambitioner for anden runde af institutionsakkreditering.

Alle Akkrediteringsrådet anbefalinger til næste generation af institutionsakkreditering kan ses her.

I sparringsgruppen findes repræsentanter for både universiteter, erhvervsakademier, professionshøjskoler, maritime institutioner med videregående uddannelser og fra kunstneriske uddannelsesinstitutioner.

”Det er vigtigt for os, at akkrediteringsprocessen også i næste runde er relevant og nyttigt for den enkelte uddannelsesinstitution. Det gælder både i forhold til vejledning og dens udmøntning, så det samlet fører til meningsfuld og brugbar sikring og udvikling af kvalitet. Derfor er jeg glad for, at uddannelsesinstitutionerne har vist så stor interesse for at komme med ind i processen og indgå i dialog om, hvordan vejledningen skal udformes. Nu har dialogen et fælles erfaringsgrundlag fra første runde at stå på. Med input og løbende sparring med gruppen af eksterne institutionsfolk vil vi udarbejde en vejledning, som alle uddannelsesinstitutionerne finder klar og tydelig, som er tilpas tilpasset de mange forskelligartede uddannelsesinstitutioner i hele landet, og som først og fremmest giver mening og nytte for den enkelte institution. Vi ser frem til processen og venter os meget af den,” siger Anette Dørge, direktør i Danmarks Akkrediteringsinstitution.

 


Alle uddannelsesinstitutioner inddrages

Ud over det løbende samarbejde med sparringsgruppen, vil Akkrediteringsinstitutionen holde fire sektorspecifikke møder med kvalitetsnetværkene fra hhv. universiteter og kunstneriske uddannelsesinstitutioner, professionshøjskoler, erhvervsakademier og de maritime uddannelsesinstitutioner. Via sektormøderne får alle uddannelsesinstitutionerne mulighed for at komme med kommentarer, overvejelser og forslag omkring elementer i vejledningen, som har særlig betydning for netop deres institution eller institutionstype. Input herfra vil føde ind i det videre arbejde med vejledningen i sparringsgruppen.
Endelig kommer Akkrediteringsinstitutionen til at afholde et høringsmøde for vejledningsteksten til maj.

Sparringsgruppens deltagere:
Trine Fuglsang, kvalitetschef, Københavns Professionshøjskole
Uffe Hundrup, kvalitetskoordinator, KADK
Frederik Langkjær, teamkoordinator, Aarhus Universitet
Miriam Skjalm Lissner, kvalitetschef, Københavns Erhvervsakademi
Christian Moldt, kvalitetschef, Professionshøjskolen Absalon
Christa Trandum, chefkonsulent, Danmarks Tekniske Universitet
Mette Qvist, HSEQ Manager, MARTEC
Anette Bache, kvaliteteschef, Erhvervsakademi Aarhus

 

Kontakt:
For spørgsmål og kommentarer til dialogen omkring den nye vejledning, kontakt:

Inge Enroth

Inge Enroth

Chefkonsulent, Kvalitetssikring og –udvikling - med særligt ansvar for de professions-, erhvervsrettede og maritime uddannelsesinstitutioner