Det handlede meget om de maritime uddannelsesinstitutioners særlige kendetegn, da Akkrediteringsinstitutionen mødtes med deres kvalitetsansvarlige i midten af marts. Overskriften var input til den nye vejledning til anden runde af institutionsakkreditering, og fra Akkrediteringsinstitutionens side var der især et ønske om at blive klogere på, hvordan man kan forenkle akkrediteringsforløbet for de små uddannelsesinstitutioner, som de maritime er.
De maritime institutioner fremhævede, at de havde oplevet første runde af institutionsakkreditering som givende, men lagde samtidig ikke skjul på, at processen også var meget omfattende.. Der blev også peget på, at hvor dele af akkrediteringsforløbene på de større uddannelsesinstitutioner har karakter af stikprøver, så går forløbene på de mindre, maritime uddannelsesinstitutioner helt i dybden med alle dele af deres kvalitetssikring.
Bedømmes på lige vilkår
På mødet fremgik det også, at de maritime uddannelsesinstitutioner forventer en naturlig forenkling i næste runde den forstand, at de nu som institutioner `er kommet på plads´ med deres kvalitetssikringssystemer og derfor ikke skal bygge så meget op fra bunden, som det var tilfældet i første runde.
De maritime uddannelsesinstitutioner deler ambitionen om, at anden runde af institutionsakkreditering skal gennemføres på forenklet vis, og at der skal være et særlig fokus på at mindske belastningen for de små institutioner. Samtidig udtrykte de, at de fortsat vil bedømmes på lige vilkår med alle andre typer af videregående uddannelsesinstitutioner. Selvom de er mindre, vil de fortsat skulle leve op til samme krav, det samme sæt af kriterier og bedømmes efter samme målestok som alle andre, så der ikke kommer A- og B-hold i akkrediteringssammenhæng.
Den videre vej mod ny vejledning
Akkrediteringsinstitutionen fik masser af gode input, erfaringer og konkrete forslag med hjem fra mødet i Aarhus. Både i relation til forenklingsspørgsmålet, men også i forhold til en række andre temaer knyttet til akkrediteringsforløbet.
Nu fortsætter dialogen om, hvordan vejledningen til næste runde af institutionsakkreditering skal se ud. Det sker både på sektorspecifikke møder med alle typer af videregående uddannelsesinstitutioner og med et mere løbende forløb med en fast sparringsgruppe med udvalgte repræsentanter for universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier, maritime uddannelsesinstitutioner og kunstneriske uddannelsesinstitutioner.