Fra lokal folkeskole til grobund for nye faglige fællesskaber

Som Fugl Føniks har Østre Skole transformeret sig fra kommunal folkeskole med mere end 100 års historie til moderne kontorpladser for medarbejdere fra fire statslige institutioner, der arbejder med uddannelse og læring. Sådan lød budskabet fra kontorchef i Bygningsstyrelsens Center for Udlejning, Thea Marie Dam, ved en festlig indvielse i Holbæk en regnfuld onsdag i august, hvor medarbejdere og gæster var samlet i den tidligere skolegård, der nu er omdannet til parkeringsplads.

Hun fortalte, om hvordan der i ombygningsprocessen var værnet om de arkitektoniske rammer på en af landets få pavillonskoler uden at gå på kompromis med de krav, der stilles til en velfungerende arbejdsplads. Ombygningen blev indledt i sensommeren 2019. Den har trods benspænd båret præg af et godt samarbejde og er mundet ud i et resultat, som alle involverede parter kan være stolte af.

En rød tråd til en ny tid
Forinden var historiens vingesus fra de røde mursten, trappetrinnene i granit, de høje vinduespartier og det smukke klokketårn, der knejser i midten af skolegården som et visuelt samlingspunkt blandt de lavere bygninger, ikke gået ubemærket hen. De æstetiske rammer, der vidner om høj kvalitet og bygningernes fortid, var nemlig blevet vævet ind i talerne fra indvielsens fire æresgæster: uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen, børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, udviklingsminister Flemming Møller Mortensen og Holbæks borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen.

Den røde tråd klippes ved indvielsen af Østre Skole i Holbæk. Fra venstre: uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S), udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S). undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og borgmester i Holbæk Christina Krzyrosiak Hansen (S).

De bød medarbejderne fra de fire statslige institutioner velkommen i de nye rammer på Østre Skole. Herunder satte dagens runde fødselar og nyudnævnte uddannelses- og forskningsminister blandt andet fokus på vigtigheden af uddannelser af høj kvalitet i hele landet og Danmarks Akkrediteringsinstitutions rolle i den forbindelse:

– Det er den mission, I er på. Missionen om stærke undervisningsmiljøer, der sender de studerende videre i livet med et højt udbytte. Og som gør det i hele landet. Også her i Holbæk, sagde Jesper Petersen med reference til den politiske aftale om bedre muligheder for uddannelse i hele landet, som han skal stå i spidsen for at implementere i efteråret. En aftale, der blandt andet inkluderer midler til at bringe pædagoguddannelsen til den nordvestsjællandske by.

I enden af talerækken tog byens borgmester afsæt i sine egner minder fra skolegården i de ti år, hun selv var elev på Østre Skole. Hun opfordrede medarbejderne, der nu vil få deres daglige gang på skolen, til at indtage lokalerne og bruge de tilbud, som Holbæk har at byde på fra havnen til sportsbyen, til at skabe egne minder.

Herefter klippede de tre ministre og borgmesteren den røde tråd, der markerer begyndelsen på en ny tid, hvor de fire statslige institutioner får mulighed for at opbygge nye faglige fælleskaber på tværs af den danske og internationale uddannelsesverden.

Spirende synergier blandt farvestrålende blomster
Netop de fire institutioners fagligheder og opgaver var i fokus for indvielsens næste indslag. Her fik de fire chefer for institutionerne lejlighed til kort at fortælle om deres egen institution. Det skete i interviewform, hvor de også kom omkring, hvilke mulige synergier de så for sig i de nye rammer.

Cheferne for de fire statslige institutionerne, der er flyttet ind på Østre Skole. Fra venstre: Cathrine Lindberg Bak (vicedirektør i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet), Christina Barfoed-Høj (tiltrædende direktør i EVA), Anette Dørge (direktør i Danmarks Akkrediteringsinstitution) og Ulla Næsby Tawiah (direktør i Danida Fellowship Centre). Til højre ses de høje blomster udformet af kunster Benedikte Bjerre med Akkrediteringsinstitutionens bygninger i baggrunden.

Efter direktørrunden rundede konferencier Julie Vig Albertsen, der er direktør i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, den officielle indvielse af, før hun gav ordet videre til kunstneren Benedikte Bjerre. Hun har skabt de ni store, farvestrålende blomster, der strækker sig foran klokketårnet i skolegården, og en bi, som er placeret i en lysmast uden for en af de to bygninger, der nu huser Akkrediteringsinstitutionen.

Fire statslige institutioner flytter ind på Østre Skole i Holbæk

Fra august 2021 huser Østre Skole i Holbæk ca. 245 årsværk fordelt på Danmarks Akkrediteringsinstitution, Danmarks Evalueringsinstitut – EVA, Danida Fellowship Centre og Center for Udgående Kvalitetsarbejde under Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Det sker som led i den udflytning af statslige arbejdspladser fra Hovedstaden, der blev igangsat med ‘Bedre Balance I’ i 2015 af den daværende Venstre-regering med henblik på at understøtte vækst i hele landet og flytte de statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder. Tiltaget blev fulgt op med anden etape, ‘Bedre Balance II’, i 2018 og omfatter sammenlagt godt 8000 statslige arbejdspladser samt etableringen af 500 – 1000 uddannelsespladser i en række byer på erhvervsakademier og professionshøjskoler.

Østre Skole blev overtaget af Bygningsstyrelsen i 2018, og ombygningen påbegyndt året efter. Foruden de fire statslige institutioner huser skolen også selvstudiepladser og grupperum mm. for lokale studerende som en del af Holbæk Uddannelses- og Studiecenter (HUSC).