Europæisk kvalitetsstempel til Danmarks Akkrediteringsinstitution

Godt seks måneder efter, at et panel af internationale eksperter gennemførte et veltilrettelagt virtuelt akkrediteringsbesøg blev spændingen udløst. Det skete, da bestyrelsen for den europæiske sammenslutning af eksterne kvalitetssikringsorganisationer ENQA traf en positiv afgørelse i forbindelse med det tredje eksterne review af Danmarks Akkrediteringsinstitution siden 2010.

Dermed har Akkrediteringsinstitutionen endnu engang opnået det europæiske kvalitetsstempel, der viser, at institutionen gennem sine akkrediteringer, vidensprojekter og dialogen med aktører i den danske videregående uddannelsessektor lever op til fælles europæiske kvalitetssikringsstandarder, ESG’erne.

”Det har været en lærerig proces, som har båret præg af en positiv dialog med både panelet og ENQA. Undervejs har vi haft lejlighed til at zoome ind på vores egne processer og reflektere over, hvordan vi har arbejdet med anbefalingerne fra panelet ved det sidste ENQA-review i 2016,” siger direktør i Danmarks Akkrediteringsinstitution, Anette Dørge og fremhæver, at afgørelsen er en anerkendelse af institutionen som en professionel, uafhængig og troværdig operatør, der er i tæt dialog med sine interessenter.

Afgørelsen betyder nemlig, at Akkrediteringsinstitutionen er blevet målt op imod 14 forskellige standarder, der fastsætter nogle forventninger til de eksterne kvalitetssikringsoperatører rammer, organisering og processer, og er bestået med bravour. Samtidig er medlemskabet af ENQA forlænget med en ny femårig periode. Dermed er institutionen fortsat en del af det stærke europæiske samarbejde om at udvikle rammerne for blandt andet kvalitetssikring af videregående uddannelser på tværs af landegrænser.

Både styrker og udviklingspotentialer
Både i rapporten og afgørelsesbrevet er der ros til Akkrediteringsinstitutionens inddragelse af uddannelsessektoren i udviklingen af en ny strategi for vidensprojekter, der blev præsenteret sidste år og sætter retningen for, hvordan institutionen løfter opgaven med at dele national og international viden om uddannelseskvalitet og kvalitetssikring. Rapporten fremhæver også inddragelsen af de studerende og samarbejdet med panelerne i akkrediteringsprocesserne som særlige styrker. Samtidig peger den på mulige udviklingsområder.

”Rapporten har et klart potentiale som afsæt for at udvikle og styrke vores interne processer i samspil med den brede videregående uddannelsessektor. Det gælder for eksempel i forhold til, hvordan vi sikrer akkrediteringsprocesser, der er fit for purpose i forhold til den enkelte uddannelsesinstitutions karakteristika. Det gælder også i forhold til vores snitflader til Akkrediteringsrådet og den brede vifte af andre aktører, der også leverer vigtig viden om uddannelseskvalitet. Det er områder, som vi ser frem til at arbejde videre med og styrke fremadrettet,” afslutter direktør Anette Dørge.

Læs mere om kvalitetssikring af Danmarks Akkrediteringsinstitution samt Akkrediteringsinstitutionens selvevalueringsrapport og panelets rapport her

Om ENQA-reviewprocessen

Den positive afgørelse er truffet på baggrund af en rapport, der er udarbejdet af det internationale panel. Rapporten bygger på input fra ledelse, medarbejdere og eksterne interessenter under det virtuelle besøg i januar samt Akkrediteringsinstitutionens selvevalueringsrapport. Forud for afgørelsen har der desuden været en høringsfase, hvor vi som institution har haft lejlighed til at kommentere på panelets vurderinger.


Med det forlængede medlemskab af ENQA i hus skal Danmarks Akkrediteringsinstitution nu søge om fortsat registrering i EQAR, der er et europæisk register for eksterne kvalitetssikringsorganisationer, der lever op til ESG’erne. Der forventes at blive truffet afgørelse om den fortsatte registrering i slutningen af året. Dertil skal Akkrediteringsinstitutionen om to år indsende en rapport til ENQA’s bestyrelse, der beskriver det foreløbige arbejde med panelets anbefalinger og har mulighed for et besøg af panelet efterfølgende, der et udviklingsfokus frem mod det næste review om fem år.

Læs mere om ENQA og EQAR samt og rammerne for det europæiske samarbejde om bl.a. kvalitetssikring af videregående uddannelser og uddannelsesinstitutioner i regi af Bolognaprocessen i casesamlingen ’Ekstern kvalitetssikring i Europa – et tværgående blik på de nationale kvalitetssikringssystemer for de videregående uddannelser’