Foto: Professionshøjskolen Absalon (fotograf: Camilla Kyndesen)
De første tre dage af december gennemførte akkrediteringspanelet det andet og sidste institutionsbesøg som led i anden runde af institutionsakkreditering for Professionshøjskolen Absalon. Ved en række virtuelle møder tog de trådene op fra deres første besøg i september og tog et spadestik dybere i forhold til, hvordan kvalitetssikringsarbejdet fungerer i praksis på den sjællandske professionshøjskole. Til det formål mødtes de ikke alene med studerende, undervisere og ledelse på forskellige niveauer. De mødtes også med eksterne interessenter, som inddrages i kvalitetssikringen og udviklingen af tre forskellige uddannelser. Ved alle møder var der en konstruktiv og åben dialog, der bar præg af et stort engagement blandt alle mødedeltagere. Dertil valgte mødedeltagere fra Professionshøjskolen Absalon at deltage gruppevis i det samme lokale med behørig afstand og via egen skærm.
Forud for det virtuelle institutionsbesøg havde akkrediteringspanelet i samarbejde med Danmarks Akkrediteringsinstitution udvalgt to audit trails:
- Forankring af kvalitetsarbejdet på centerledelsesniveau
- Uddannelsesaudits
Besøgets første dag var afsat til at belyse, hvordan centerledelsen på systematisk vis bringer viden og resultater fra kvalitetsarbejdet i spil i udviklingen af kvaliteten på de uddannelser, de har ansvar for. Herunder var der særligt fokus på arbejdet med U-status og på samarbejdet med undervisere, studerende og særligt eksterne interessenter. Panelmedlemmerne spurgte også nysgerrigt ind til centerledelsens rolle i forhold til at sikre sammenhæng mellem grunduddannelserne, efter-/videreuddannelser og FoU-aktiviter. Disse tematikker blev belyst fra forskellige vinkler med afsæt i tre uddannelsesudbud.
Onsdag rettede akkrediteringspanelet fokus mod, hvordan professionshøjskolens uddannelsesevalueringer med inddragelse af eksterne eksperter (uddannelsesaudits) bidrager til at sikre og udvikle uddannelsernes kvalitet. Det skete med afsæt i tre andre uddannelsesudbud og med en særlig interesse for, hvordan uddannelsernes videngrundlag indgår i de uddannelsesaudits, professionshøjskolen gennemfører. Dette audit trail var blandt andet udvalgt på baggrund af, at kravet om denne type uddannelsesevalueringer var så nyt, at Professionshøjskolen Absalon (dengang UC Sjælland) endnu ikke havde et koncept for disse, der var gennemprøvet i praksis ved første institutionsakkreditering for seks år siden. Siden da er der gennemført uddannelsesaudits for alle institutionens uddannelser. Ved flere lejligheder viste akkrediteringspanelet interesse for, hvordan man ville kunne øge værdiskabelsen og understøtte kvalitetsudvikling i endnu højere grad ved at bringe de gode erfaringer med uddannelsesaudits ind i andre dele af Absalons kvalitetssikringsarbejde.
Afdækningen af audit trail 2 blev rundet af ved to møder fra morgenstunden på besøgets sidste dag før akkrediteringspanelets samlede trådene i en foreløbig tilbagemelding ved et afsluttende møde med rektor, områdedirektører og kvalitetschef torsdag eftermiddag. Her kvitterede panelformanden blandt andet for gode refleksioner fra alle repræsentanter fra professionshøjskolen og en åben tilgang til panelets input til udvikling af kvalitetsarbejdet. I løbet af samtalen blev balancen mellem kvantitative og kvalitative data i kvalitetsarbejdet bl.a. berørt, hvor akkrediteringspanelet inviterede til en fælles refleksion over, hvordan et øget fokus på velfungerende dele af kvalitetsarbejdet kan bruges som redskab til udbredelse af best practices på tværs af uddannelser.
I den kommende tid vil akkrediteringspanelet i samarbejde med Danmarks Akkrediteringsinstitution udarbejde den akkrediteringsrapport, som Akkrediteringsrådet skal træffe afgørelse om institutionsakkreditering af Professionshøjskolen Absalon for anden gang på baggrund af i juni 2021.
Se programmet for andet besøg på PH Absalon
Følg institutionsakkrediteringen af PH Absalon i anden runde