God dialog med ENQA-panel under veloverstået virtuelt besøg hos Akkrediteringsinstitutionen

Danmarks Akkrediteringsinstitution er del af en meget bred europæisk sammenhæng, hvor tæt på 50 lande samarbejder om udveksling af studerende og gensidig anerkendelse inden for den såkaldte Bolognaproces.

I 2010 blev Akkrediteringsinstitutionen – dengang som ACE Denmark – optaget i The European Association for Quality Assurance in Higher Education (ENQA). Et medlemsskab, der blev fornyet i 2016. Her anerkendte ENQA-panelet i sin rapport blandt andet Danmarks Akkrediteringsinstitution for oprettelsen af STAR – De Studerendes Akkrediteringsråd samt en høj kvalitet i betjeningen af akkrediteringspanelerne og i forhold til sikring af konsistens i akkrediteringsprocesserne og udarbejdelsen af akkrediteringsrapporter.

I oktober sidste år markerede indleveringen af Akkrediteringsinstitutionens selvevalueringsrapport startskuddet til det tredje ENQA-review.

”Hver gang vi gennemgår dette europæiske review bliver vi mindet om, at det store arbejde med at sikre høj kvalitet i de videregående uddannelser i Danmark er del af en fælles ambition mellem næsten 50 lande i Europa om at styrke de videregående uddannelser. Akkrediteringsinstitutionens opgave er på et fagligt velfunderet grundlag at sikre, at vi i Danmark lever op til de forventninger, der er til det interne og eksterne kvalitetssikringsarbejde på uddannelsesinstitutioner i Europa. Et positivt ENQA-review og en tilhørende registrering i EQAR er en blåstempling af, at Danmarks Akkrediteringsinstitution lever op til de europæiske standarder (ESG’erne, red.),” siger områdechef Steffen Westergård Andersen, der er intern tovholder for reviewprocessen, og fortsætter:

“Det er grundlaget for, at vi fortsat kan løfte akkrediteringsopgaven og i sidste ende sikre studerende på de danske videregående uddannelser, at deres uddannelse er anerkendt på tværs af Bolognaprocessens medlemslande.”

ENQA’s bestyrelse forventes at træffe en afgørelse på baggrund af panelets rapport. Efterfølgende er der en proces i forhold til fortsat registrering i det europæiske register for kvalitetssikringsorganisationer, EQAR.

God dialog med ledelse, medarbejdere og eksterne interessenter
Panelets besøg forløb over tre dage og var tilrettelagt som virtuelle møder på grund af coronasituationen. Undervejs mødte de ikke blot ledelse og relevante medarbejdere i Danmarks Akkrediteringsinstitution samt formandskabet for Akkrediteringsrådet. På besøgets anden dag rettede de også fokus med Akkrediteringsinstitutionens relation med omverden. Herunder mødte de repræsentanter fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, uddannelsesinstitutionerne, de studerende, akkrediteringspanelerne og arbejdsmarkedets parter.

Fredag blev besøget rundet af ved møder med direktøren og Akkrediteringsinstitutionens samlede ledelse, hvor panelet blandt andet kvitterede for en velskrevet selvevalueringsrapport og en god, engageret dialog med alle interviewdeltagere.

”Det var interessant for os igen at opleve den anden side af kvalitetssikringsprocessen, hvor luppen er rettet mod os selv og andre skal vurdere vores kvalitet og kvalitetssikring. Ikke omvendt. Sidste gang var vi en relativt ny organisation og var stadig i opstartsfasen med overgangen til institutionsakkreditering. Siden har vi arbejdet målrettet med det daværende panels anbefalinger og står i dag et andet sted på vej ind i anden runde af institutionsakkrediteringer og med en forestående flytning til Holbæk. I den forbindelse var det rart at konstatere, at panelet tilsyneladende fandt, at vi er i stand til at håndtere forandringerne og anerkendte vores arbejde med inddragelse af omverden i udviklingen af vores arbejdsprocesser,” udtaler direktør Anette Dørge, og henviser til udarbejdelsen af vejledningen til institutionsakkreditering 2.0 samt den nye strategi for vidensprojekter, der blev lanceret sidste år, før hun fortsætter:

”I den forbindelse vil jeg også meget gerne kvittere både overfor vores egne medarbejdere og særligt den række af eksterne interessenter, der deltog i møderne med panelet, for deres bidrag til den videre proces og uvurderlige input til panelets forståelse af, hvordan vi i Danmarks Akkrediteringsinstitution lever op til de internationale standarder. Vi ser frem til at læse panelets rapport og ENQA’s afgørelse til sommer.”

Se det samlede program for ENQA-besøget her

For spørgsmål om processen for ENQA-reviewet kontakt:

Steffen Westergård Andersen

Steffen Westergård Andersen

Områdechef, Kvalitetssikring og –udvikling - med særligt ansvar for universiteter og kunstneriske uddannelsesinstitutioner

Om ENQA-reviewprocessen

Et ENQA-review minder om den akkrediteringsproces, som Danmarks Akkrediteringsinstitution selv benytter, når danske uddannelsesinstitutioner gennemgår en akkreditering. For at opretholde sit medlemskab i ENQA og sin registrering i EQAR, skal Akkrediteringsinstitutionen minimum hvert femte år gennemgå et review, hvor et internationalt ekspertpanel skal vurdere, hvorvidt vi lever op til de europæiske kvalitetssikringsstandarder, ESG’erne.

Læs mere om kvalitetssikring af Danmarks Akkrediteringsinstitution samt om ENQA’s og EQAR’s rolle og rammerne for det europæiske samarbejde om bl.a. kvalitetssikring af videregående uddannelser og uddannelsesinstitutioner i regi af Bolognaprocessen i casesamlingen ’Ekstern kvalitetssikring i Europa – et tværgående blik på de nationale kvalitetssikringssystemer for de videregående uddannelser’