I begyndelsen af november besøgte akkrediteringspanelet sammen med et hold af akkrediteringskonsulenter Aarhus Maskinmesterskole (AAMS). Besøget var det første af to, hvor AAMS skal institutionsakkrediteres i anden runde. I løbet af de to dage som besøget foregik over, fik panelet gennem en række interviews med studerende, ledelse, bestyrelse og undervisere belyst maskinmesterskolens kvalitetssikringssystem.
Besøget blev indledt torsdag formiddag med en ’meet and greet’, hvor panelmedlemmerne og repræsentanter fra Aarhus Maskinmesterskole fik mulighed for hilse på hinanden i mere uformelle rammer inden interviewene begyndte. Studerende fra Aarhus Maskinmesterskole viste derefter rundt på AAMS, hvor panel og akkrediteringskonsulenter blandt andet så Makerspace, der er maskinmesterskolens innovationsrum for studerende. De studerende fremviste også forskellige værksteder og laboratorier.
Efterfølgende fulgte interviews. Først med ledelsen fra Aarhus Maskinmesterskole, hvor bestyrelsens forperson og næstforperson også sad med. Dernæst talte panelet med studerende og undervisere med særlig indsigt i kvalitetssikringsarbejdet. Gennem interviewene fik panelet indsigt i Aarhus Maskinmesterskoles kvalitetssikringssystem, herunder uddannelseschefernes og fagkonsulenternes rolle i AAMS’ kvalitetsikringssystem.
Ved besøgets afsluttende møde fredag formiddag kvitterede panelforpersonen for god, åben og engageret dialog under besøget og gav en foreløbig tilbagemelding på panelets vurdering af kvalitetssikringsarbejdet på Aarhus Maskinmesterskole. Panelet var imponeret over det store engagement på tværs af alle lag i institutionen. Ved mødet modtog panelet også input til hvilke emner, der kunne være relevante at gå i dybden med ved valg af kommende audit trails forud for panelets andet besøg i februar 2023.
Akkrediteringsrådet skal træffe afgørelse om institutionsakkreditering af Aarhus Maskinmesterskole i september 2023.