Alle Folketingets partier indgik før nytår aftale om et nyt system til kvalitetssikring af videregående uddannelser, og uddannelsesminister Morten Østergaard har nu fremsat loven i Folketinget.
Det er positivt, at man med fremtidens kvalitetssikring vil akkreditere selve uddannelsesinstitutionen frem for hver enkelt videregående uddannelse, men når alle uddannelsesinstitutioner samtidig samles under et samlet akkrediteringssystem, stiller det store krav til lovens udmøntning.
Får vi en lov, hvor Designskolen Kolding med en håndfuld kunstneriske uddannelser og nogle hundrede studerende skal godkendes efter præcis det samme akkrediteringsforløb som Københavns Universitet med over 200 vidt forskellige uddannelser og knap 40.000 studerende?
Forhåbentlig ikke. Der bør i lovens udmøntning være plads til at fokusere på netop de områder, som er relevante hos den enkelte uddannelsesinstitution. Dermed fokuseres opgaven på kvalitet og udvikling frem for unødig kontrol og bureaukrati.
Det er vigtigt, at de kvalitetskriterier, som uddannelsesinstitutionerne skal akkrediteres efter, holdes på et overordnet niveau, så de kan rumme institutionernes forskellighed. Kun overordnede kriterier kan meningsfuldt sammenlignes på tværs af så forskellige uddannelsesinstitutioner som professionshøjskoler, erhvervsakademier, universiteter og kunstneriske og maritime uddannelsesinstitutioner. Kriterierne bør ikke bestå af faste, obligatoriske krav, som alle institutioner skal leve op til uden skelen til deres størrelse, karakter og særlige udfordringer. I stedet bør kriterierne formuleres som inspiration og vejledningspunkter, som med fordel kan inddrages i den enkelte institutionsakkreditering, når det skønnes relevant.
Luft til forskellighed bør der også være i fastlæggelsen af den akkrediteringsproces, som alle videregående uddannelser skal igennem. Både Akkrediteringsrådet, som træffer afgørelser om de enkelte institutioner, og Akkrediteringsinstitutionen, der som operatør forestår det forudgående akkrediteringsarbejde, bør have videst mulige frihedsgrader til at gøre overgangen fra uddannelsesakkreditering til institutionsakkreditering fleksibel inden for en overordnet metodisk ramme.
Endelig vil alle parter have glæde af en kort og smidig overgangsperiode til det nye system, så det hurtigt opleves, at opgaven, dokumentationsmængden og bureaukratiet reelt forenkles.
