Mens de sidst ankomne tilhørere forsøgte at finde en ledig plads, hev ordstyreren de første debattører op på scenen. Ingrid Stage, formand for Dansk Magisterforening, og Jesper Højbjerg, humanist, iværksætter og bestyrelsesformand for Advice A/S indledte debatten, før Jannik Schack (politisk chef, DEA) og Jes Stein Pedersen (litteraturredaktør, Politiken) også blev budt op at tage del i debatten, hvor de til sidst fik selskab på scenen af Akkrediteringsrådets formand Per B. Christensen og Bornholms borgmester Winni Grosbøll.
Det overordnede tema var samspillet mellem uddannelse og samfund, og til lyden af insisterende trommedans fra naboteltet kom debatten vidt omkring emner som humanister, deres ledighed og omfanget af optaget på de humanistiske uddannelser, dannelse sat over for beskæftigelse og bundlinjer, samt spørgsmålet omkring videregående uddannelser på mindre uddannelsessteder i landets yderkommuner.
I teltet var de studerende stærkt repræsenteret og også repræsentanter for uddannelsesinstitutionernes undervisere og ledelseslag bød ind i debatten.
Centrale synspunkter fra paneldeltagerne:
Om uddannelser og kvalitet i yderkommuner:
Winni Grosbøll – borgmester, Bornholms Kommune:
”Uddannelse er skabt for hele samfundets skyld, og der er ingen tvivl om, at uddannelser har meget stor betydning for de samfund, der omgiver dem: højere indkomster, bedre sundhedsvækst i samfund omkring dem, bedre indtægter, bedre sundhedsprofil, mere vækst. Netop nogle af de ting, vi slås med her på Bornholm: lavt uddannelsesniveau, sundhedsniveau, dårlige indtægtsforhold. Så vi har brug for uddannelserne her.”
”Der er nogle kvalitetsudfordringer på små uddannelsessteder og små hold af studerende, men vi har nogle andre fordele. Jeg kender mine erhvervsledere her på øen, de har en afsindigt stor social bevidsthed – de ved godt, at de skal være med til at uddanne de unge mennesker, så de kan indgå i arbejdsstyrken om fem år.”
”Vi kan se, at nogle af dem, som tager en videregående uddannelser, ville aldrig gøre det, hvis de skulle tage over vandet efter den. Vores studerende er ældre end på landsplan, det er ofte nogle, som har været ufaglærte, har fået børn, og som så gerne vil tage en uddannelse – de ville aldrig tage en uddannelse, hvis de skulle flytte til København efter den. De ville aldrig opnå det mere stabile fæste på arbejdsmarkedet, som en uddannelse giver.”
Per B. Christensen – formand, Akkrediteringsrådet
”Jeg mener, at der skal tages særlige hensyn til de mindre udbudssteder. Det må bare grundlæggende ikke gå ud over kvaliteten. For de medarbejdere, som man har brug for at ansætte på Bornholm, Lolland eller i Vendsyssel bagefter, de har mindst lige så meget brug for de kompetencer, som uddannelsen giver.
”I Akkrediteringsrådet kan vi se i akkrediteringsrapporterne for de enkelte uddannelser, at der er en række kvalitetsproblemer og udfordringer, der oftere gør sig gældende på de mindre uddannelsessteder. Men det er udfordringer, som godt kan håndteres, hvis der er vilje til at arbejde med dem.”
”Vi kan hjælpe de små uddannelsessteder, støtte dem med nogle greb, så de kan fastholde kvaliteten i uddannelserne. Yderkommunerne fortjener lige så gode uddannelser som de store byer. Og det kan faktisk lade sig gøre. Det kan handle om at arbejde med nogle andre tilrettelæggelser, arbejde med koblingen til det store campus, videndeling på tværs af store og små campusser og drage fordel af tæt erhvervssamarbejde. Eller uddannelsesinstitutionen kan samle kræfterne og skabe et stærkere studiemiljø. Det nytter ikke noget, at man kun flyver lektorer ind, som så næste dag ikke står til rådighed for de studerende, for der er de i København for at undervise nogle andre.”
Om humanister, ledighed, arbejdsmarked og konkurrencestat:
Jes Stein Pedersen – litteraturredaktør, Politiken:
”Uddannelse handler alt for meget om fremdrift, det handler for meget om konkurrencestat. Der er for mange kursændringer i det politiske. Det er kort tid siden, at regeringen sagde `tag lange uddannelser – dannelse betyder noget, kultur betyder noget´. Alt det er på kort tid pakket helt væk. Nu handler det kun om økonomisk vækst, ikke menneskelig vækst. Der tror jeg, at vi kommer til at se en ungdomsgeneration, der ikke gider være modellervoks i hænderne på konkurrencestatsmenneskerne.”
”Humaniora har svigtet sig selv. Humaniora har svigtet arven og ladet sig føre med i en erhvervstænkning. Det er helt vanvittigt, hvad der er sket de sidste 10-15 år, hvor man for eksempel har udsultet de klassiske sprogfag. Humaniora er nødt til at genfinde respekten for det klassiske, afvise konjunktur- og prognosemenneskerne og stole på, at man kan noget særligt.”
