Bragt hos Altinget d. 3. november 2016 under overskriften ” Dørge: Censorsystemet må arbejde meget mere på tværs.”
Når man læser indlæggene om censorsystemet, som Altinget meget relevant har lagt op til debat, springer vigtige ting i øjnene. I panelet lader der til at herske en vis enighed om en række holdninger, som jeg også abonnerer på. For eksempel er det helt overordnet vigtigt at slå fast, at censorsystemet naturligvis bør bevares, men også, at det samtidig skal have en grundlæggende anden form end i dag i forhold til at kunne understøtte uddannelseskvaliteten i langt højere grad. Det vil gavne hele sektoren.
Et væsentligt element vil her være en radikal ændring i forhold til brugen og indholdet af censorrapporterne. I dag fungerer censortilbagemeldingerne langt fra optimalt i forhold til at understøtte uddannelseskvaliteten. De har for meget fokus på formelle forhold og for lidt på kvalitet og niveau. De bruges derfor kun i meget begrænset omfang i institutionernes interne – og i vores eksterne – sikring og udvikling af kvaliteten på uddannelserne. Det kunne gøres langt bedre.
Reelt tværgående censorkorps
Når censorudvalget fremlægger sine anbefalinger, er det helt centralt, at der peges på forbedringer i forhold til at kigge bredt henover danmarkskortet. Omlægningen af systemet skal lægge vægt på tværgående niveauvurderinger af de samme eller beslægtede uddannelser. Det bør ske ved hjælp af færre, men reelt landsdækkende censorkorps.
Vigtigheden af dette element styrkes yderligere af det politiske ønske om en større geografisk spredning og dækning af uddannelser og uddannelsesudbud. Uddannelsesministeren har varslet, at den kommende omlægning af taxametersystemet vil indeholde et geografisk taxameter, der afspejler, at små campusser og uddannelsesinstitutioner er forholdsmæssigt dyrere at drive end de større. Med et geografisk taxameter skulle der skabes basis for en større spredning af uddannelsesudbud uden for de større byer.
Hvordan den nærmere udformning af taxameteroplægget vil blive, og hvilke effekter det i et lidt længere lys præcis vil få på uddannelsesinstitutionerne, skal jeg ikke forsøge at forudsige. Men det står klart, at en øget spredning af uddannelsesmuligheder i endnu højere grad vil styrke behovet for en mere landsdækkende struktur af censorkorps og niveauvurderinger af ens eller relaterede uddannelser.
I Danmarks Akkrediteringsinstitution har vi netop offentliggjort en tværgående analyserapport, der afdækker, hvordan det står til med at sikre kvaliteten af uddannelser på de små campusser, der typisk ligger i de mindre byer (en rapport, der også omtales hos Altinget). Heri konkluderer vi, at selvom de små campusser har særlige styrker i forhold til at sikre relevansen af deres uddannelser og har gode håndteringsstrategier over for en række af deres udfordringer, ja, så har de altså også særlige udfordringer. Udfordringer, som især handler om at sikre, at deres uddannelser er baseret på et tilstrækkeligt stærk, bredt og dybt videngrundlag (og forskningsbasering for universitetsuddannelsernes vedkommende). Vanskelighederne fører til, at de eksisterende uddannelser på små campusser på landets professionshøjskoler og universiteter sjældnere opnår positiv akkreditering end uddannelserne på hovedcampusser. De udfordringer, som analyserapporten afdækker, at de mindre campusser står over for, understøtter behovet for en central, tværgående mekanisme omkring sikring og udvikling af de studerendes niveau. En rolle, som censorsystemet bør udvikles til at udfylde, så vi kan sikre gode uddannelser og dygtige dimittender i hele landet.
