Bragt hos Altinget d. 13. oktober 2016 under overskriften ”Akkrediteringsinstitution: For mange omkostninger til censorsystemet.”
Censorsystemet er atter engang kommet til debat, efter den tidligere regering nedsatte et udvalg, der skal kigge systemet efter i sømmene. Udvalgets rapport er på trapperne og som opvarmning hertil rejser Altinget spørgsmålet om, hvorvidt det nuværende censorsystem med ekstern censur bidrager tilstrækkeligt til at sikre uddannelseskvaliteten?
Svaret er kort og godt “nej”. Særligt ikke når man medtager, hvor mange penge, der årligt anvendes på ekstern censur. Kvalitetsudvalget anslog i deres rapport, at udgiften til censorkorpsene alene i 2013 kunne opgøres til over 500 millioner kroner. Omkostninger til censorsystemet står slet ikke mål med udbyttet. Lad mig fra starten slå fast, at det er godt for både uddannelserne, de studerende og deres retssikkerhed, at uddannelserne med mellemrum kvalitetssikres af eksterne fagpersoner. Men det bør i fremtiden ske på en anden måde.
Censorrapporter bruges sjældent i kvalitetsudvikling
I Danmarks Akkrediteringsinstitution er vi meget optaget af, hvordan uddannelsesinstitutionerne selv kvalitetssikrer deres uddannelser. Det ligger i forlængelse af den bagvedliggende intention i institutionsakkreditering om at overlade ansvaret for kvaliteten til institutionsledelserne selv. I den sammenhæng ser vi blandt andet på, hvordan institutionerne i deres løbende arbejde med at sikre kvaliteten bruger forskellige kilder (interne som eksterne) til at informere om uddannelsernes indhold og niveau. Her ville vi nok forvente, at de årlige rapporter fra censorformandskaberne ville blive brugt flittigt som kilde til at oplyse, om niveauet på en given uddannelse er i orden. Men vores erfaring er, at rapporterne meget sjældent bliver brugt og det undrer ikke, hvis man dykker ned i disse. Ud fra en kvalitetsbetragtning er de (med enkelte undtagelser) temmelig uinteressante og rummer mest information om praktiske og tilrettelæggelsesmæssige forhold ved eksamen. Dermed glimrer de ved fraværet af vurderinger af uddannelsernes faglige niveau og indhold, som alt andet lige burde være det mest centrale i en ekstern faglig vurdering. Det er ikke det samme som, at censorerne enkeltvis ikke gør et glimrende stykke arbejde. Det er jeg sikker på, at de gør. Men deres vurderinger og erfaringer bliver ikke systematisk samlet op og videregivet til de uddannelser og institutioner, som kontinuerligt skal arbejde med at forbedre kvaliteten af uddannelserne. Derved går et stort udviklingspotentiale desværre tabt.
Det faglige niveau og de studerendes samlede læringsudbytte skal i centrum
Et andet problem er, at censuren fokuserer snævert på et lillebitte udsnit af den samlede uddannelse. Censuren fokuserer på den individuelle studerendes præstation i et enkelt fag, og siger således meget lidt om kvaliteten af den samlede uddannelse eller den studerendes samlede uddannelsesforløb og læringsudbytte. I forbindelse med institutionsakkreditering oplever vi, at institutionerne gradvist professionaliserer egen evalueringspraksis og i dag foretager de fleste institutioner systematiske peer evalueringer af egne hele uddannelser. Det dækker sådan set behovet for evaluering af den samlede uddannelse. Dog siger disse evalueringer ikke noget om den enkelte studerendes samlede læringsudbytte. Censorinstitutionen har derfor fortsat en væsentlig rolle i forhold til at afprøve de studerendes færdigheder og kompetencer i forhold til uddannelsens læringsmål. Her vil jeg mene, at man kunne vælge at fokusere den eksterne censur på de studerendes afsluttende bacheloropgaver og specialer, som det også kendes fra eksempelvis Norge. Det vil være en fornuftig prioritering af ressourcerne, og de midler man sparer, kunne frigøres til andre formål som eksempelvis mere undervisning og feedback til de studerende.
Som et sidste punkt vil jeg pege på, at censorinstitutionen potentielt kunne have en vigtig rolle i forhold til at sikre niveauet på tværs af samme eller beslægtede uddannelser. Ved at etablere færre, men reelt landsdækkende censorkorps, kunne man sikre, at en sammenlignelig uddannelse har samme faglige niveau, uanset hvor den udbydes i landet. Den garanti findes ikke i dag, og det burde man prioritere i forbindelse med en omlægning af censorsystemet.
Lad mig afslutningsvis slå fast, at censorsystemet bestemt ikke bør afvikles. Men det bør udvikles. Alt andet vil være et fortsat spild af ressourcer og potentiale for kvalitetsudvikling af landets uddannelser.
