Debatindlæg af direktør Anette Dørge bragt hos Jyllands-Posten den 26. april 2017 under overskriften “Vi har uddannelsesvækst i hele Danmark”
I 2015 rejste en ung fra Aabenraa Kommune i gennemsnit 87,2 km for at begynde på en videregående uddannelse. For en ung københavner var rejsen blot på 15,5 km. Det er tal, der puster til forestillingen om, at nye uddannelsesmuligheder og studerende alene klumper sig sammen i de største byer.
Men i Danmarks Akkrediteringsinstitution har vi samlet eksisterende data i en række nye datakort, der nuancerer det billede. Her ser vi, at den videregående uddannelsesvækst har ramt hele landet fra 2005 og 10 år frem. Alle fem regioner kunne i 2015 byde velkommen til markant flere nye studerende, end de kunne i 2005 og 2010. I spidsen finder man region Nordjylland og Syddanmark, der har haft en vækst på over 75 pct. i tilgangen af studerende. Hovedstaden, Midtjylland og Region Sjælland fik alle 50-60 pct. flere nye studerende i 2015 end i 2005. Det er værd at huske på, når debatten går på det danske uddannelseslandskabs geografiske udseende.
Zoomer vi ind på de enkelte kommuner, er det da heller ikke hverken København eller Aarhus, der har haft den største stigning i, hvor mange nye studerende de kunne byde velkommen i 2015 set i forhold til 2005. Den største stigning finder man derimod i Aalborg og Odense, mens der også uden for de fire store byer er kommet mange nye studerende til. Og væksten gælder også antallet af videregående uddannelsesmuligheder, der er kommet til på danmarkskortet. Også her med Odense og Aalborg (regionerne Syddanmark og Nordjylland) i front, mens også hovedstadskommunerne, det øvrige Sjælland og det midtjyske har oplevet uddannelsesvækst, om end tilvæksten i antallet af uddannelser er beskeden i Region Sjælland. Det generelle billede taler dermed imod en forestilling om, at uddannelser må lukke på stribe uden for hovedstadsområdet og de største kommuner.
Kan kvaliteten så følge med, når uddannelsesvæksten rammer hele landet? Nej, ikke altid. Der er et dilemma mellem kvalitet og spredning. Men det kan der i et vist omfang findes gode løsninger på. På den ene side er uddannelseskvalitet en klat smør, som kan blive smurt for tyndt ud, hvis den skal dække for stort et stykke brød. Det har vi konstateret hos de uddannelsesinstitutioner, der har en hovedcampus og en række mindre campusser i typisk mindre byer. Der er der en række kvalitetsudfordringer, der typisk går igen på de mindre campusser. Helt centralt kan vi konstatere, at de små campusser ofte er udfordrede i forhold til at sikre et tilstrækkeligt videngrundlag i miljøerne bag deres eksisterende uddannelser.
På den anden side har de mindre campusser også en række styrker, særligt i forhold til at sikre deres uddannelsers relevans ved hjælp af løbende dialog med det lokale/regionale arbejdsmarked, kommuner og andre relevante interessenter. De mindre campusser har også udviklet en række gode håndteringsstrategier, såsom samarbejde med andre campusser, udveksling af undervisere, etablering af specialiserede uddannelsesretninger og brug af Mooc’s og andre it-baserede redskaber, der minimerer betydningen af geografiske afstande.
I vores daglige indsats for at styrke uddannelseskvaliteten i Danmark forholder vi os i Akkrediteringsinstitutionen selvstændigt til, om hver enkelt uddannelse eller hele uddannelsesinstitution har den rette kvalitet og løbende formår at sikre og udvikle den. Hvor uddannelserne bør ligge, er til gengæld en beslutning, der rækker udover de rent faglige kriterier, som vores vurderinger bygger på. Så med dette indlæg vil vi først og fremmest sørge for, at en ellers overset pointe bliver en del af præmissen for debatten: nemlig at der ganske vist er forskel i omfanget af væksten, men at det ikke rykker ved, at der samlet har været uddannelsesvækst over hele landet, sådan at alle regioner over de seneste år har fået både flere videregående uddannelsesmuligheder og markant flere studerende på de videregående uddannelser.
