Eksamenstid for de videregående uddannelser på Folkemødet

Så er det eksamenstid. Et skarpt panel giver karakterer til de videregående uddannelser, når Akkrediteringsinstitutionen inviterer til #Denstorekvalitetsdebat.

Hvor gode er uddannelserne, hvad er deres svagheder, og hvordan kan de styrkes? Kan vi blive enige om, hvad god uddannelseskvalitet er – og kan det måles? Det er nogle af spørgsmålene i en debat, der også kan løbe i retning af temaer som uddannelses betydning for samfund og demokrati, de studerendes rolle og trivsel, styring vs. kreativitet og fleksibilitet og hele måden at tænke uddannelse på.

Jacob Rosenkrands (Deadline) vil styre et kvikt panel med stor indsigt og meget på hjerte.

I panelet kan man opleve:
• Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand – Carlsbergfondet
• Stina Vrang Elias, adm. direktør – Tænketanken DEA
• Stefan Hermann, formand – Danske Professionshøjskoler
• Sana Mahin Doost, forkvinde – Danske Studerendes Fællesråd
• Jes Stein Pedersen, litteraturredaktør – Politiken
• Hanne Leth Andersen, rektor – RUC

Kom, vær med, få en god kop kaffe og byd ind i en garanteret livlig debat med masser af inddragelse af teltet!

Tid og sted:
Som sædvanlig holder vi vores debat fredag formiddag i Danchells Anlæg i Allinge.
Tid: Fredag 15. juni kl. 10.30-11.30
Sted: Danchells Anlæg, Telt A36, Danchells Anlægs Debattelt

 

Ekspertise til rådighed
Gennem årene har Danmarks Akkrediteringsinstitution knapt 1.900 gange været i dybden med en uddannelses eller uddannelsesinstitutions kvalitet. Al den viden og erfaring, som er genereret af de mange kvalitetsafdækninger, stiller vi løbende til rådighed. Også på Folkemødet, hvor Akkrediteringsinstitutionens direktør Anette Dørge gerne stiller op til relevante debatter, workshops og andre typer arrangementer, hvor vi kan byde ind ift. videregående uddannelse, uddannelseskvalitet og kvalitetssikring, brug af data i uddannelsessammenhæng, arbejdsmarkeds- og samfundsrelevans…og en masse andre emner, der relaterer sig til videregående uddannelser.
Vil jeres organisation benytte sig af Akkrediteringsinstitutionens direktør Anette Dørge på Folkemødet, kontakt:

Chefkonsulent Rikke Warming
Mobil:  7231 8809
[email protected]