Fem audit trails i fokus for godt andet besøg ved UCL

Mandag formiddag ankom panelet til Odense, hvor de havde et kort formøde med rektoratet og vicedirektørerne ved UCL samt en repræsentant fra Kvalitet og Evaluering. Temaet for mødet var de fem audit trails, der er blevet udvalgt på baggrund af indtrykkene fra det første besøg i september sidste år, og som tilsammen skal belyse, hvordan kvalitetsarbejdet ved UCL fungerer i praksis:

  1. UCL’s beretningsproces og kvalitetskultur – hvordan fastsættes konkrete, ambitiøse mål for kvalitetssikringsarbejdet ved UCL, og hvordan understøtter beretningssystemet, at målene opnås samt at relevante problemstillinger løbende indfanges og håndteres?
  2. Uddannelsernes videngrundlag – hvordan sikres uddannelserne tilknytning til relevante fagmiljøer og undervisernes deltagelse i eller kontakt med forsknings- og udviklingsmiljøer samt uddannelsernes beskæftigelsesområde?
  3. Uddannelserne indhold og undervisningens tilrettelæggelse – hvordan sikres det, at indhold af uddannelserne afspejler uddannelsesmålene, og hvordan understøttes de studerendes læring af tilrettelæggelsen af undervisningen og dens pædagogiske kvalitet?
  4. Evalueringer med inddragelse af eksterne eksperter – hvordan gennemføres de regelmæssige evalueringer, og hvordan inddrages resultaterne herfra i den videre udvikling af uddannelsernes mål, indhold og tilrettelæggelse?
  5. Uddannelsesudvalgenes rolle i sikringen af uddannelsernes relevans – hvordan inddrages uddannelsesudvalgene i dialogen om uddannelserne, og hvordan inddrages aftagersiden i udviklingen samt vurderingen af forslag til nye uddannelser?

Tirsdag morgen blev besøget for alvor skudt i gang, da panelet mødtes med uddannelseschefer og uddannelsesledere fra fem af professionshøjskolens uddannelser. Herefter fik panelet lejlighed til at tale med både undervisere og studerende fra de samme uddannelser via en række møder, hvor lærerstuderende fra Jelling var med via en videoforbindelse ved det ene. Dagen blev rundet af med møder med en række interne og eksterne eksperter, der har deltaget i evalueringer af hele uddannelser ved UCL samt nogle eksterne medlemmer af Advisory Boardet og uddannelsesudvalg tilknyttet professionshøjskolen.

Omdrejningspunktet for besøgets tredje dag var audit trail 2 og 3 med fokus på pædagog- og sygeplejerskeuddannelserne i Odense og Svendborg. Onsdagen startede på campus i Odense, men efter frokost og et møde med studerende fra de to uddannelser i Odense, gik turen mod Svendborg. Her fik medarbejderne fra Danmarks Akkrediteringsinstitution og panelet både en rundvisning på det sydfynske campus og lejlighed til at tale med såvel undervisere som studerende fra de to uddannelser.

Efter torsdagens møde med rektoratet, vicedirektørerne og en repræsentant fra Kvalitet og Evaluering ved UCL, kunne panelet og teamet af akkrediteringskonsulenter samle op på indtrykkene fra besøget torsdag middag. I de kommende måneder bliver der arbejdet på den akkrediteringsrapport, som Akkrediteringsrådet skal træffe afgørelse om institutionsakkreditering af UCL på baggrund af. Det sker ved rådsmødet i oktober 2018 efter, at rapporten med indstilling har været i høring hos UCL.

Se programmet for besøget her

Følg institutionsakkreditering af UCL her