Så er panelet klar til folkemødedebat om uddannelsesspredning

Hvor skal de videregående uddannelser ligge? Med det centrale spørgsmål sætter Akkrediteringsinstitutionen et højaktuelt tema til livlig debat blandt profiler fra uddannelsesverdenen, studerende og en enkelt borgmester.

Er der i dag et problem med danmarkskortet over videregående uddannelsesmuligheder – og hvad er i så fald løsningerne? Er det kun de professionsrettede uddannelser, der er i spil, eller skal universiteterne også rykkes ud? Og gider de studerende overhovedet provinsen, eller vil de kun læse i de største byer?

Der vil også blive zoomet ind på uddannelsernes kvalitet – risikerer vi, at den bliver smurt for tyndt ud over uddannelseslandskabet, eller vil den blive styrket af mere spredning?

Jes Stein Pedersen (Politiken) styrer ordet, og alle i teltet får masser af lejlighed til at byde ind med spørgsmål og kommentarer.

Vi ser frem til livlig debat med et skarpt panel bestående af:

  • Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk
  • Henrik Dam, rektor, Syddansk Universitet
  • Maja Horst, professor, Københavns Universitet
  • Niels Egelund, rektor på IBA Erhvervsakademi Kolding
  • Per B. Christensen, formand, Akkrediteringsrådet og tidl. direktør for børn/unge-området i Næstved Kommune
  • + To repræsentanter for de studerende på Bornholm.

Tid og sted:

  • Arrangementets titel: Spredning af uddannelser – gevinster og alarmklokker?
  • Fredag d. 14. juni
  • Kl. 10.30-11.30
  • Danchells Anlæg, A38 – Danchells Telt

Vi stiller gerne op
Gennem årene har Danmarks Akkrediteringsinstitution knapt 1.900 gange været i dybden med en uddannelses eller uddannelsesinstitutions kvalitet. Al den viden og erfaring, som er genereret af de mange kvalitetsafdækninger, stiller vi løbende til rådighed. Også på Folkemødet, hvor direktør Anette Dørge gerne stiller op til debatter, workshops og andre typer arrangementer, hvor vi kan byde ind ift. videregående uddannelse, uddannelseskvalitet og kvalitetssikring, arbejdsmarkeds- og samfundsrelevans… og en masse andre emner, der relaterer sig til videregående uddannelser.

Vil du booke direktør Anette Dørge til et arrangement, kontakt:

Daniel Sebastian Larsen, Kommunikationsansvarlig, tlf. 7231 8804 / dsl@akkr.dk