Foto dekorativt element

Godt virtuelt første besøg belyste kvalitetsarbejdet på Erhvervsakademi Aarhus fra flere vinkler

Over to dage den 23. og 24. november gennemførte det nedsatte akkrediteringspanel og medarbejdere fra Danmarks Akkrediteringsinstitution det første af to institutionsbesøg på Erhvervsakademi Aarhus. Besøget skete som led i anden runde af institutionsakkreditering for erhvervsakademiet og var planlagt under hensynstagen til coronasituationen. Det indebar blandt andet, at møderne blev gennemført virtuelt, hvor mødedeltagerne fra erhvervsakademiet dog var samlet med behørig afstand i et lokale med uglekamera, der zoomer ind på den person i lokalet, som taler.

Erhvervsakademi Aarhus blev positivt institutionsakkrediteret i januar 2016. Under det virtuelle institutionsbesøg var der fra start til slut en god og åben dialog om sammenhænge og systematik i erhvervsakademiets kvalitetssikringsarbejde, og hvordan det havde udviklet sig siden første akkrediteringsproces. Som et nyt element i akkrediteringsprocessen var der ved besøget også et øget fokus på ledelsens refleksion over styrker og svagheder i kvalitetssikringsarbejdet.

Institutionsbesøget blev indledt og rundet af med et møde mellem akkrediteringspanelet og rektor, uddannelsesdirektørsamt kvalitetschef på Erhvervsakademi Aarhus. Ved det første møde deltog erhvervsakademiets bestyrelsesformand også. Derudover fik panelet lejlighed til at tale med de syv uddannelseschefer på erhvervsakademiet samt undervisere og studerende ved tre forskellige møder.

Interviewtemaerne spændte bredt fra de studerendes arbejdsbelastning og erhvervsakademiets tilgang til studentercentreret læring til arbejdet med de årlige kvalitetsberetninger og evaluering af uddannelserne med inddragelse af eksterne eksperter. Akkrediteringspanelet fik også en fornemmelse af de fysiske rammer, og hvordan det er at være studerende på Erhvervsakademi Aarhus. Det skete med fremvisningen af en film med studerende fra erhvervsakademiet, der fortalte om deres studieliv.

Ved det afsluttende møde med ledelse og kvalitetschefen på Erhvervsakademi Aarhus kvitterede akkrediteringspanelet for mange gode refleksioner og input under de forudgående virtuelle møder. De gav også en foreløbig tilbagemelding på deres vurdering af erhvervsakademiets kvalitetssikringsarbejde og drøftede udvælgelsen af de audit trails, der skal danne udgangspunkt for panelets andet og sidste besøg. Det finder sted i marts 2021. Herefter vil den endelige akkrediteringsrapport blive udarbejdet og blive sendt i høring hos Erhvervsakademi Aarhus før Akkrediteringsrådet forventes at træffe afgørelse om institutionsakkreditering den 30. september samme år.

Se program for første besøg på Erhvervsakademi Aarhus

Følg 2. runde af institutionsakkreditering for Erhvervsakademi Aarhus