Foto: Erhvervsakademi Sydvest

Foto: Erhvervsakademi Sydvest

Virtuel rundvisning og god dialog under første besøg på Erhvervsakademi SydVest

Foto: Erhvervsakademi SydVest

Det nedsatte akkrediteringspanel var den 4. og 5. november på det første af to besøg som led i institutionsakkrediteringen af Erhvervsakademi SydVest. Besøget blev gennemført som en række virtuelle møder, hvor akkrediteringspanelet talte med en bred vifte af repræsentanter på tværs af alle niveauer af institutionen. Møderne bød på en god og åben dialog, hvorigennem akkrediteringspanelet fik en dybere indsigt i kvalitetssikringsarbejdet på erhvervsakademiet.

På første dag mødte akkrediteringspanelet erhvervsakademiets direktion, uddannelseschefer og medarbejdere i Kvalitetsenheden. Dialogen tog afsæt i den selvevalueringsrapport, som Erhvervsakademi SydVest indsendte i september, og dialogen fortsatte på besøgets anden dag. Her mødte panelet repræsentanter for erhvervsakademiets bestyrelse samt afdelingen ’Viden og Erhverv’ og campusledelsen i Sønderborg. Panelet mødte desuden undervisere og studerende med indsigt i kvalitetssikringsarbejdet fra eksempelvis deltagelse i bestyrelsen eller uddannelsesudvalg.

Under møderne spurgte akkrediteringspanelet bl.a. nysgerrigt ind til sammenhænge i kvalitetssikringssystemet. Herunder var der særligt fokus på, hvordan der i kvalitetssikringsarbejdet favner erhvervsakademiets relativt brede uddannelsesportefølje fordelt på de to campusser i Sønderborg og Esbjerg. Akkrediteringspanelet fik også en virtuel rundvisning. Det skete via en film, der var produceret af en studerende på erhvervsakademiet, og som viste faciliteterne frem på begge campusser.

På baggrund af besøget har akkrediteringspanelet nu udvalgt en række audit trails, der danner udgangspunkt for den videre akkrediteringsproces. Panelet vil besøge Erhvervsakademi SydVest igen i februar 2021 før udarbejdelsen af den endelige akkrediteringsrapport, som Akkrediteringsrådet skal træffe afgørelse på baggrund af den 30. september 2021. Det sydvestjyske erhvervsakademi vil forinden have haft mulighed for at kommentere rapporten og panelets indstilling ved en høring.

Se program for første besøg på Erhvervsakademi SydVest

Følg institutionsakkrediteringen af Erhvervsakademi SydVest