Andet besøg på Syddansk Musikkonservatorium bød på to rundvisninger og gode dialoger om studenterevalueringer og videngrundlag

Akkrediteringspanelets andet besøg på Syddansk Musikkonservatorium forløb over tre dage fra den 22. til 24. september. I modsætning til første besøg, der blev afholdt virtuelt, var det denne gang muligt for panelet at besøge begge konservatoriets campusser i henholdsvis Odense og Esbjerg. Dermed bød besøget på to rundvisninger og en række af gode dialoger med en bred vifte af repræsentanter fra studerende til rektor på Syddansk Musikkonservatorium. Dialogerne tog afsæt i to tematikker (audit trails), der var udvalgt på forhånd på baggrund af det første besøg og konservatoriets selvevalueringsrapport.

Det første audit trail havde de studerendes evalueringer af undervisningskvaliteten som omdrejningspunkt og skulle give akkrediteringspanelet et mere udfoldet billede af informationsflow og beslutningsgrundlag i kvalitetssikringssystemet på Syddansk Musikkonservatorium. Gennem møder med konservatorieledelsen, studienævnsrepræsentanter og studerende, undervisere samt koordinator/faggruppeleder fra udvalgte uddannelser i Odense fik panelet lejlighed til at spørge ind til og få uddybet, hvordan konservatoriet tilvejebringer og behandler feedback fra de studerende ved hjælp af forskellige evalueringstilgange og –metoder af hensyn til de små studenterpopulationer og udbredte brug af mesterlære. I den forbindelse fortalte konservatoriets repræsentanter blandt andet om de særlige ’Where to go’-plakater, der var blevet udarbejdet og ophængt på begge campusser for at synliggøre, hvilke kanaler de studerende kan benytte, hvis de oplever faglige/studierelaterede problemer, har personlige problemer, ønsker medindflydelse på sit studiested eller har ideer og forslag.

I samtalerne om første audit trail kom akkrediteringspanelet og repræsentanter fra Syddansk Musikkonservatorium også et spadestik dybere i forhold til, hvordan arbejdet med studenterevalueringer indgår i den samlede ledelsesinformation i årets løb. Herunder var panelet særligt interesserede i, hvordan informationerne bevæger sig op og ned i organisationen, samt hvordan ledelsesbeslutninger om opfølgning når de studerende og underviserne.

 

 

 

 

 

Midt på besøgets anden dag rejste panelet og teamet fra Danmarks Akkrediteringsinstitution fra Odeon i Odense til Esbjerg, hvor en smuk, ombygget nyklassicistisk elværksbygning i Kirkegade huser omkring 110 studerende fordelt på en bred vifte af uddannelser fra elektronisk musik og lydkunst til folkemusik. Her rettede panelet fokus mod det andet udvalgte audit trail, der omhandler kvalitetssikringen af de enkelte uddannelsers videngrundlag. For at belyse dette var der ligeledes aftalt møde med studerende, undervisere samt koordinator/faggruppeleder fra udvalgte uddannelser og med studienævnsrepræsentanter og konservatorieledelsen.

I samtalerne om, hvordan Syddansk Musikkonservatorium sikrer at både bachelor- og kandidatuddannelser baserer sig på et for uddannelsen relevant og opdateret videngrundlag, var panelet blandt andet interesserede i de studerendes kontakt til videngrundlagt. Dertil spurgte de nysgerrigt ind til, konservatoriets prioriteringer i forhold til undervisernes deltagelse i kunstnerisk udviklingsvirksomhed og kunstnerisk baseret viden om praksis eller aktive kontakt hertil.

Efter det afsluttende møde med konservatorieledelsen kunne akkkrediteringspanelet forlade Esbjerg fredag eftermiddag med mange nye indtryk og indsigter. Disse vil indgå i den videre udarbejdelse af den akkrediteringsrapport, som Akkrediteringsrådet skal træffe afgørelse om institutionsakkreditering af Syddansk Musikkonservatorium på baggrund af i marts til næste år. Forinden vil konservatoriet have haft rapporten og panelets indstilling i høring.

Se programmet for andet besøg og følg institutionsakkrediteringen af Syddansk Musikkonservatorium