Første besøg på UCL belyste kvalitetssikringsarbejdet fra flere vinkler

Over to dage den 19. og 20. maj gennemførte det nedsatte akkrediteringspanel og medarbejdere fra Danmarks Akkrediteringsinstitution det første af to institutionsbesøg på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Besøget foregik på hovedcampus på Niels Bohrs Allé i Odense, der huser en stor del af uddannelsesinstitutionens studerende. Via møder med repræsentanter fra forskellige ledelseslag såvel som et udsnit af undervisere og studenterrepræsentanter fra hele institutionen fik panelet imidlertid et bredt indblik i, hvordan de forskellige aktører arbejder med at sikre og udvikle kvaliteten af uddannelsesudbud på tværs af alle dens campusser og uddannelsesudbud.

Ved ankomsten til UCL torsdag formiddag blev akkrediteringspanelet og –teamet blandt andet budt velkommen af rektor, der gav kort indflyvning til institutionens historie og aktuelle strategier. Herunder kom han omkring etableringen som en ny institution i en fusion mellem University College Lillebælt og Erhvervsakademiet Lillebælt i sensommeren 2018. Kort tid efter mundede den igangværende institutionsakkreditering af University College Lillebælt ud i en positiv afgørelse. UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole er derfor nu i gang med sin anden runde af institutionsakkreditering og den første fulde proces som samlet institution.

Som et nyt element i akkrediteringsprocessen var der ved institutionsbesøget et øget fokus på ledelsens refleksion over styrker og svagheder i kvalitetssikringsarbejdet. Besøget blev derfor både indledt og rundet af med et møde mellem akkrediteringspanelet og institutionsledelsen. Ved det første møde deltog bestyrelsesformanden også. Dertil mødtes akkrediteringspanelet med undervisere og studerende med en særligt indsigt i kvalitetssikringsarbejdet samt en gruppe af uddannelses- og afdelingschefer ved tre forskellige møder. Sidst men ikke mindst fik akkrediteringspanelet en præsentation af nøgletalsarbejdet på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole ved et møde med kvalitetsafdelingen.

Møderne mellem akkrediteringspanelet og repræsentanterne fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole forløb med en åben og god dialog, hvor temaerne spændte bredt med afsæt i institutionsrapporten, der blev indsendt i marts. I den forbindelse var akkrediteringspanelet interesserede i systematikken i forhold til status og prioriteringer i videngrundlagsarbejdet med et særligt fokus på at sikre, at underviserne har den nyeste og relevante viden. Akkrediteringspanelet spurgte også ind til forskellige elementer i institutionens tilgang til studentercentreret læring og gennemførelsen af de årlige kvalitetskonferencer.

Ved det afsluttende møde med ledelsen på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole kvitterede akkrediteringspanelet for mange gode refleksioner og input under de forudgående møder. De gav også en foreløbig tilbagemelding på deres vurdering af institutionens kvalitetssikringsarbejde og drøftede udvælgelsen af de audit trails, der skal danne udgangspunkt for panelets andet og sidste besøg til september. Herefter vil den endelige akkrediteringsrapport blive udarbejdet og sendt i høring hos UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, før den præsenteres for Akkrediteringsrådet til februar næste år.

Se program fra besøget på UCL og følg akkrediteringsprocessen fra start til slut