Erhvervsakademi Danias navnetræk toner frem med hvide bogstaver på en rød baggrund, der bryder den grå facade på en produktionshal i den østjyske by Hedensted. Her møder uddannelse og erhvervsliv hinanden og kombinerer det bedste fra begge verdener.
Det mener campuschef Annette Westergaard Poulsen. Hun har været en af drivkræfterne bag en intensiv proces. Den startede med et pressemøde på Slotsholmen i januar og kulminerede, da ti kommende automationsteknologer trådte indenfor på den nye uddannelsesstation i september.
På strækningen fra Aarhus til Kolding er der en perlerække af virksomheder i vækst, der skriger på kvalificeret arbejdskraft inden for automation og beslægtede teknologier. Glæden var derfor stor, da Erhvervsakademi Dania som led i regeringens anden etape af udflytningen af statslige arbejdspladser, Bedre Balance II, fik mulighed for at oprette en uddannelsesstation i Hedensted. Her skulle nemlig uddannes automationsteknologer med afsæt i erhvervsakademiets udbud i Randers.
”Fra alle sider har der været et stort engagement i at få det her godt fra start på meget kort tid. Hedensted Kommune har været en proaktiv samarbejdspartner fra dag ét, og de lokale virksomheder har taget imod os med åbne arme,” fortæller campuschefen.
Hun tilføjer, at der også internt har været en god proces:
”Vi har en åben hotline til Randers, hvor der allerede er et solidt, etableret videngrundlag for uddannelsen og dygtige undervisere. Men når vi er kommet så godt fra start, er det også, fordi vi har opgraderet markedsføringen for at få nyheden om en ny teknisk uddannelse i det her område ud til både kommende studerende og de lokale virksomheder.”
Sammen med studiekoordinator Kim Bundgaard Jensen viser hun engageret rundt i det velindrettede, lyse undervisnings- og værkstedsmiljø. Bag store glaspartier følger det første hold af kommende automationsteknologer fra Hedensted dagens undervisning. En svag duft af maling og træ vidner om, at håndværkerne indtil for ganske kort tid siden stadig arbejdede i døgndrift for at blive klar til studiestart.

Kvalitet og relevans i tæt parløb
Siden Kim Bundgaard Jensen trådte til i maj måned, har han kørt i pendulfart mellem virksomheder i området. Med en baggrund som specialist i automationsteknologi og 15 års erfaring fra blandt andet Siemens og lokale automationsvirksomheder har han et bredt netværk i branchen.
”En stor del af min tid har jeg været ude i mit netværk. Formålet har været at fortælle, hvad vi kan tilbyde, og ikke mindst undersøge, hvad de kunne tilbyde den anden vej. Det har blandt andet været vigtigt for mig at finde ud af, hvor mange der var interesserede i at tage praktikanter,” forklarer han og tilføjer, at de mange besøg også har banet vejen for andre former for samarbejde:
”Vi har eksempelvis allerede været ude på virksomhedsbesøg, og en direktør fra en anden virksomhed har været her og fortælle, hvordan de griber projekter an. Det er min oplevelse, at virksomhederne nærmest står i kø for at hjælpe. På den måde er vi blevet taget rigtigt godt imod.”
Annette Westergaard Poulsen fortæller, at den store opbakning fra Hedensted Kommune og det lokale erhvervsliv har haft en afsmittende effekt på de studerende i opstartsfasen. Samtidig ser hun den tætte kontakt til de lokale virksomheder som nøglen til succes for uddannelsesstationen.
”Det er helt klart en af vores styrker, at vi er en del af det her lokalsamfund, og at Kim har mulighed for at være i så tæt kontakt med virksomhederne nærmest på ugebasis. Det betyder, at vi har et rimeligt klart billede af, hvad virksomhederne forventer, og hvad der er relevant for dem. Derfor er det nærmest utænkeligt, at vi leverer nogle studerende, der ikke kan afsættes,” siger hun.
Både campuschef og studiekoordinator er enige om, at det tætte parløb med virksomhederne understøtter både kvalitet og relevans i uddannelsen. Som ansvarlige for uddannelsen skal de nemlig sikre, at den studerende er på det rette niveau, når han eller hun kommer ud i virksomheden. I modsat fald vil det være svært at få den samme virksomhed til at indgå en samarbejdsaftale med en ny studerende året efter.
Den decentrale struktur som DNA
Med uddannelsesstationen i Hedensted udbyder Erhvervsakademi Dania nu erhvervsakademiuddannelser og top-up-bacheloruddannelser i otte jyske byer. Geografisk strækker campusserne sig fra Hobro i nord til Hedensted i syd og fra Skive i vest til Grenå i øst. Hovedsædet ligger i Randers.
Flere af uddannelserne kan tages på mere end et campus. Derfor har erhvervsakademiet oprettet videnuniverser til at knytte bånd mellem institutionsniveauet og det enkelte udbud. Hvert videnunivers fungerer som et forum, hvor undervisere fra den samme uddannelse mødes på tværs af udbud.
”Den decentrale struktur er en del af vores DNA på Erhvervsakademi Dania. Det er også en del af vores mindset. Derfor er vores kvalitetssikringssystem bygget op, så vi kan sikre videngrundlaget for vores uddannelser på tværs af campusser. Så for os et det ikke afgørende, om der syv, otte eller ni campusser. Når vi får en uddannelsesstation som denne i Hedensted, så løfter vi også den opgave ved simpelthen at overføre det samme system hertil,” forklarer Annette Westergaard Poulsen.
Da vi besøger Hedensted to uger efter studiestart, er der én underviser ansat på uddannelsesstationen. To andre undervisere kommer kørende fra hovedudbuddet i Randers. På sigt er ambitionen, at der skal være to eller tre undervisere, der er fast tilknyttet uddannelsen i Hedensted.
Campuschefen forklarer, at organiseringen i videnuniverser skaber et godt fundament for, at undervisere i Randers og Hedensted i fællesskab udvikler videngrundlaget for uddannelsen:
”Det er et langt sejt træk at etablere et campus – eller som her en uddannelsesstation. Videnuniverserne betyder, at vi kan sikre videngrundlaget fra starten af. Vi har selvfølgelig studieordningerne, der sætter rammen og de overordnede læringsmål, men det er i videnuniverserne, at der sker den sikring af, at underviserne har den rette viden på det niveau, der er påkrævet, for at de studerende kan gennemføre uddannelsen med et godt resultat.”
I opstartsfasen har man overført forløbsplaner for de enkelte studieelementer fra Randers til den nye uddannelsesstation. Annette Westergaard Poulsen er dog ikke i tvivl om, at de allerede til næste år vil have et skarpere billede af, hvilken profil uddannelsen skal have i Hedensted. I den forbindelse vil det være centralt for hende og Kim Bundgaard Jensen, at den viden, de får fra virksomheden, indgår i den fremtidige udvikling af forløbsplanerne.

Lokale tilpasninger nødvendige
Allerede to måneder efter udmeldingen om den nye uddannelsesstation skulle Erhvervsakademi Dania i marts stå klar med en model for det første hold af automationsteknologer fra Hedensted. Annette Westergaard Poulsen forklarer, at den korte forberedelsestid gav anledning til, at det efterfølgende har været nødvendigt at justere modellen for at tilgodese de studerende:
”Vi var på mange måder nødt til at sige ’nu er det sådan her, vi gør’, fordi det passede til det oplæg og det kommissorium, vi havde fået. Eksempelvis var det vores intention, at de studerende skulle følge halvdelen af undervisningen i Randers, som der jo stilles krav om. Da vi havde de første samtaler med studerende, kunne vi dog se, at det ikke var realistisk. Opgaven var derfor at finde en anden model, der både tilgodeser det opdrag, vi har fået, holder videngrundlaget på et rigtigt godt niveau og fastholder de studerende.”
Kim Bundgaard Jensen supplerer med, at det ikke kun har været nødvendigt at tilpasse modellen til de kommende studerende. Også i forhold til virksomhederne har der været behov for lokale tilpasninger.
”Det er jo en specialistverden. Vi berører kun overfladen herinde, og så skal de studerende ud i virksomheden på andet år og specialisere sig. Selvom vi på nuværende tidspunkt har tilsagn om stort set alle praktikpladser, har vi kun indgået tre samarbejdsaftaler,” fortæller han og fortsætter:
”Det handler om, at både de studerende, virksomhederne og jeg har haft behov for mere tid. Vi har simpelthen erfaret, at det giver mere mening at indgå samarbejdsaftalerne i løbet af det første semester. På det tidspunkt er de studerende blevet mere klar over, hvad de kan sælge sig selv på, og virksomhederne er blevet klogere på, hvad vi kan tilbyde. Personligt er det også en fordel, at jeg kender både de studerende og virksomhederne bedre, så jeg kan lave det rigtige match.”
I opstartsfasen har holdet bag uddannelsesstationen i Hedensted været i tæt kontakt med de øvrige erhvervsakademier, der fik tildelt en uddannelsesstation i forbindelse med udflytningsrunden. Samtidig oplever Annette Westergaard Poulsen, at den proces, der mundede ud i en positiv institutionsakkreditering af Erhvervsakademi Dania i juni 2018, har rustet dem til at løfte opgaven.
Skræddersyede uddannelsesforløb
Som noget særligt for uddannelsesstationen skal de studerende gennemføre valgfag på andet og tredje semester ude i den virksomhed, de indgår en samarbejdsaftale med. Det betyder, at størstedelen af andet studieår foregår i virksomheden. Den model har ifølge Annette Westergaard Poulsen flere fordele.
”Det er jo noget helt nyt, vi udvikler. Jeg tror på, at det bliver et rigtigt fedt forløb for de studerende. Men også for virksomhederne. Vi stiller selvfølgelig relativt klare krav til dem om, hvad de skal stille til rådighed. Til gengæld får de mulighed for at forme den studerende til en medarbejder, som kan gå direkte ind i deres organisation, i løbet af det år, forløbet varer.”
Hun understreger, at modellen også stiller krav til uddannelsesstationen, der rækker ud over at sikre det rette match. For at sikre progression i de studerendes læring vil der være behov for en løbende forventningsafstemning med både den studerende og virksomheden.
”Vi kommer til at have ti forløb, der hver især er skræddersyet til den enkelte studerende og virksomhed. Læringsmålene for de enkelte fag er naturligvis givet på forhånd. Det er implementeringen, der bliver forskellig. Her får Kim (Bundgaard Jensen, red.) en vigtig rolle i forhold til at sikre, at læringsmålene holder og udprøvningen bliver gennemført inden for virksomhedens kontekst.”
Detaljerne mangler stadig at falde på plads. Den foreløbige model indebærer dog, at virksomhederne skal stille en mentor til rådighed. Som studiekoordinator bliver det Kim Bundgaard Jensens ansvar at rammesætte opgaver i de enkelte fag og udvælge velegnede cases i dialog med mentoren. Herefter tager virksomheden over, mens den studerende arbejder med de specifikke læringsmål. Den afsluttende prøve sker i regi af uddannelsesstationen.

Uddannelse tæt på virkeligheden
Blandt de ti nye studerende i Hedensted er der stor spredning i forhold til både alder og baggrund. Der er studerende fra starten af tyverne til slutningen af halvtredserne, ligesom der både er nogle, der kommer med en erhvervsuddannelse som eksempelvis elektriker, og nogle med en gymnasial eksamen. Enkelte har en EUX.
Rasmus Stampe Laursen er 22 år og uddannet elektriker. Han blev opfordret til at søge ind på uddannelsen til automationsteknolog i Hedensted af sin mester på den virksomhed i Horsens, hvor han er udlært, og ser flere fordele ved at tage uddannelsen på den nye uddannelsesstation.
”Uddannelsen til automationsteknolog har en optimal balance mellem teori og praktik, som jeg også er vant til fra min uddannelse til elektriker. Det er naturligvis et plus, at jeg kan tage uddannelsen her i Hedensted, men for mig er praktikken det udslagsgivende. Med det her setup kommer man også lidt tættere på virkeligheden. Undervisningsmiljøet og praktikstedet minder lidt mere om hinanden, end når man går på en rigtig skole. Her kan der være en verden til forskel fra skole til praktik,” fortæller han om sit studievalg.
Han er en af de nye studerende, der allerede har indgået en samarbejdsaftale. Aftalen er indgået med den virksomhed, hvor han er udlært. Han er dog flyttet over i programmørafdelingen.
Med en HF i rygsækken kommer 25-årige David Skov McKay med en anden indfaldsvinkel til sit nye studieliv. Han er enig i, at der er klare fordele ved at studere uden for et traditionelt campusmiljø. For ham er det særligt holdstørrelsen, der er en fordel.
”Det, at vi kun er ti studerende, betyder, at der ikke er så mange ydergrene. Vi vil det alle sammen, og der er meget hjælp at hente. I undervisningen kan det godt være en svær balancegang mellem mig, der slet ikke ved noget om el, og så dem, der ved rigtigt meget. På den måde har de første uger været udfordrende, og det elfaglige har været svært, men det har ikke afskrækket mig helt,” fortæller han.
At det er svært at imødekomme alle studerende, er Rasmus Stampe Laursen enig i. Eksempelvis har han flere gange bragt sin egen viden i spil for at supplere underviserens forklaring. Begge de nye studerende oplever dog, at underviserne er opmærksomme på udfordringen.
Lys fremtid
Det indtryk bekræftes af Annette Westergaard Poulsen, der understreger, at der også er læring i at formidle sin viden til andre og i at blive dygtig til at præsentere. Både hun og Kim Bundgaard Jensen ser det imidlertid som en generel udfordring på tværs af de tekniske uddannelser, der stiller store krav til differentieret undervisning. Derfor hilser de begge det værkstedskursus for studenter, der indføres på erhvervsakademierne til næste år, velkommen.
Trods udfordringer og kort forberedelsestid ser den erfarne campuschef dog lyst på fremtiden for uddannelsesstationen.
”Når vi rammer 2021, er vi et etableret uddannelsessted her i Hedensted. I og med at virksomhederne er så tæt på os og efterspørger arbejdskraft big time, så tror jeg på, at rygtet kommer til at sprede sig om, at det er en spændende uddannelse, hvor efterspørgslen er høj og lønnen ganske fornuftig for nyuddannede. Samtidig har vi også hørt fra vores studerende, at de ikke ville være startet på uddannelsen, hvis de skulle til Randers. Så afstande og tid er vigtigt. Og det taler for, at vi har decentrale uddannelsessteder.”