Vores arbejdsplads

Akkrediteringsinstitutionen spiller en vigtig rolle i forhold til at sikre, at de videregående uddannelser er gode nok. Vi er en lille arbejdsplads med dedikerede medarbejdere, en høj grad af fleksibilitet og højt til loftet.

Kvaliteten er i centrum for vores opgaveløsning. Vi løser opgaverne i fællesskab, så alle får mulighed for at bringe deres kompetencer og viden i spil. Både i de længere processer og ved korte deadlines går vi nysgerrigt til opgaven og giver plads til dialog for at opnå det bedst mulige resultat.

 

Mangfoldig arbejdsplads med fokus på trivsel og faglig udvikling
Omgangstonen i Akkrediteringsinstitutionen er åben og uformel, og vi har medarbejdere, der befinder sig i mange forskellige faser af deres karriere og liv. Med fleksible arbejdstider og mulighed for dage med hjemmearbejde er rammerne gode for at opnå en god balance mellem arbejds- og privatliv for den enkelte.

Som medarbejder i Danmarks Akkrediteringsinstitution er der gode muligheder for at styrke sin faglige udvikling. Det kan både ske via opgaveløsningen og via relevante kurser, længerevarende uddannelsesforløb eller deltagelse i netværk og konferencer. For akkrediteringskonsulenter har vi desuden udviklet et modulopbygget uddannelsesforløb, der har fokus på kompetencer i relation til kerneopgaven, som også er relevante i andre karrieresammenhænge. Det kan for eksempel være projektledelse, præsentationsteknik og dataforståelse. Akademiske medarbejdere fra de øvrige sekretariater har derfor også mulighed for at deltage i udvalgte moduler.

 

Fasttømrede værdier og solidt ledelsesgrundlag
Kulturen og den måde, vi arbejder på i Akkrediteringsinstitutionen, er indkapslet i fire grundværdier, der senest blev revideret i en intern proces i 2022, hvor institutionens grundværdier og samarbejdsværdier smeltede sammen i ét værdisæt med en ekstern og intern dimension. Værdierne ’lever’ både i samspillet mellem den enkelte leder og medarbejderen og medarbejderne imellem, og de er indarbejdet i vores samarbejds- og trivselspolitik og relevante interne politikker.

De fire grundværdier er:

Danmarks Akkrediteringsinstitution skaber værdi:

  • Vi bidrager til øget uddannelseskvalitet via akkrediteringer og vidensprojekter, der inspirerer til kvalitetsudvikling på uddannelsesinstitutionerne. Akkrediteringerne understøtter desuden omverdenens tillid til institutionerne.
  • Vi understøtter hinandens engagement og arbejdsglæde. Tydelig forventningsafstemning og konstruktiv feedback er centrale elementer i vores samarbejde og faglige udvikling.

Danmarks Akkrediteringsinstitution er fagligt stærk:

  • Vi er specialister i både intern og ekstern kvalitetssikring med et indgående kendskab til, hvad der rører sig inden for feltet i Danmark og internationalt.
  • Vi er ambitiøse og grundige i vores processer. I fællesskab udvikler vi løbende vores metoder og arbejdsgange med inddragelse af ny, relevant viden.

Danmarks Akkrediteringsinstitution søger dialog:

  • Vi møder uddannelsesinstitutionerne samt vores øvrige samarbejdspartnere og interessenter med en nysgerrig, åben og anerkendende tilgang. Vi gør os umage for at sætte os i modtagerens sted samt kommunikere vores processer og resultater klart og tydeligt.
  • Vi deler vores viden med hinanden på mange måder og har en dialogorienteret tilgang i vores samarbejde, med respekt for hinandens faglighed og synspunkter.

Danmarks Akkrediteringsinstitution er ordentlig:

  • Vi prioriterer god forvaltningsskik i vores faglige og administrative processer. Det indebærer blandt andet, at vi vægter konsistens og tydelighed i vores akkrediteringsrapporter såvel som i formidlingen af Akkrediteringsrådets afgørelser.
  • Vi betragter hinanden som ligeværdige og viser hinanden tillid. Vi taler respektfuldt til hinanden, overholder aftaler og tager ansvar for den helhed, vi indgår i.

Grundværdierne understøttes af et kontinuerligt fokus på god og tydelig ledelse. Det afspejler sig i et ledelsesgrundlag, som den samlede ledelse udarbejdede i 2019. Ledelsesgrundlaget ligger i forlængelse af institutionens værdier, mission og vision, og det viser, hvordan direktør og områdechefer ønsker at skabe god og tydelig ledelse både i hverdagen og i udviklingen af institutionen.

Se ledelsesgrundlaget her

 

Social sammenhængskraft i nye rammer
Akkrediteringsinstitutionen er en arbejdsplads med et stærkt sammenhold og veletablerede traditioner for flere årlige sociale arrangementer arrangeret af vores personaleforening, Elefantens Venner.

I august 2021 flyttede vi ind på den tidligere Østre Skole i Holbæk. Her bor vi i nyrenoverede lyse lokaler med udsigt til den tidligere skolegård og vores egen baghave. Vi deler skolen med EVA – Danmarks Evalueringsinstitut og dele af Danida Fellowship Centre samt Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som vi også deler kantine og flere mødelokaler med. Tilsammen er vi godt 250 medarbejdere på Østre Skole. Heraf arbejder omkring 40 personer i Akkrediteringsinstitutionen.

Med en fælles interesse for uddannelsesområdet er der på sigt grobund for faglige samarbejder på tværs af de fire institutioner. Hver torsdag er der desuden mulighed for at deltage i fælles morgensang og en gang i kvartalet er der fælles fredagsbar på tværs af institutionerne.

 

Cheferne for de fire statslige institutioner på Østre Skole ved den officielle indvielse i august 2021. Til højre ses de høje blomster udformet af kunster Benedikte Bjerre med Akkrediteringsinstitutionens bygninger i baggrunden.