Indlægget er bragt i Berlingske Tidende i en forkortet version 8. april 2013 under titlen “Kvaliteten på universiteterne”. Den fulde version af indlægget følger her:
Det er altid positivt, når der sættes fokus på kvalitetsniveauet på de videregående uddannelser i Danmark. Desværre skyder Linda Maria Koldaus indlæg her i avisen 22/3 forbi målet på flere punkter.
Helt konkret kritiserer Koldau, at en række uddannelser på Aarhus Universitet har fået positiv ekstern kvalitetsgodkendelse af Akkrediteringsrådet efter indstilling fra ACE Denmark.
Jeg anerkender gerne, at de hidtidige akkrediteringsforløb til tider har været for standardiserede og ressourcekrævende for uddannelsesinstitutionerne, men den forhenværende professor på Aarhus Universitet tager fejl, når hun tilsyneladende tror, at akkreditering alene er en skrivebordsøvelse. Helt centralt i akkrediteringen står vurderingen foretaget af uafhængige paneler. Panelerne består af anerkendte forskere, aftagere af dimittender samt studerende inden for området, og de vurderer kvaliteten på baggrund af deres ekspertise og erfaring.
På baggrund af uafhængige fagpaneler og efter europæisk standard for god kvalitetssikring af videregående uddannelse er der siden 2007 foretaget omkring 1.400 akkrediteringer af både nye og eksisterende videregående uddannelser og udbud. 85 procent af de eksisterende uddannelser er blevet godkendt uden bemærkninger. Det er derfor både min og endnu vigtigere folketingets vurdering, at universiteter, professionshøjskoler m.fl. i det store hele er i stand til at levere uddannelse af god kvalitet.
Folketinget har besluttet, at ansvaret for at sikre høj kvalitet på de videregående uddannelser entydigt skal ligge hos den enkelte institution. Og det bliver op til institutionerne selv at fastsætte den kultur og det system, der bedst sikrer og udvikler kvaliteten og relevansen af deres uddannelser. Fremover skal vi i Danmarks Akkrediteringsinstitution derfor vurdere kvaliteten af institutionernes egne kvalitetssystemer. Også her vil vi inddrage fagpaneler med stærke eksperter. Det er i sidste instans disse eksperter, der skal vurdere, om et universitet på tilfredsstillende måde sikrer, at uddannelseskvaliteten er i orden – og om universitetet løbende arbejder med at udvikle kvaliteten.
I Akkrediteringsinstitutionen er vores forventning, at den kommende akkrediteringslov vil styrke hele kvalitetssikringssystemet, da uddannelsesinstitutionerne fremover får et samlet, klart og entydigt ansvar for at sikre kvaliteten på deres nye og eksisterende uddannelser. Samtidig vil det kommende system bliver markant mindre bureaukratisk og mere fokuseret på konkrete problemområder end det hidtidige.
