Andet besøg på DKDM bød på studiekoncert og gode dialoger om videngrundlag og informationsflow i kvalitetssikringssystemet
Over tre dage fra den 15. – 17. november besøgte det nedsatte akkrediteringspanel for anden gang Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM) i det ombyggede Radiohus på Frederiksberg. Her dannede to på forhånd udvalgte audit trails afsæt for interessante drøftelser med musikkonservatoriets ledelse, uddannelsesledere, faggruppeledere, undervisere, studerende og FOKU-udvalg om, hvordan kvalitetssikringssystemet på DKDM fungerer i praksis.