Nyheder

Andet besøg på Syddansk Musikkonservatorium bød på to rundvisninger og gode dialoger om studenterevalueringer og videngrundlag

Akkrediteringspanelets andet besøg på Syddansk Musikkonservatorium forløb over tre dage fra den 22. til 24. september. I modsætning til første besøg, der blev afholdt virtuelt, var det denne gang muligt for panelet at besøge begge konservatoriets campusser i henholdsvis Odense og Esbjerg. Dermed bød besøget på to rundvisninger og en række af gode dialoger med en bred vifte af repræsentanter fra studerende til rektor på Syddansk Musikkonservatorium. Dialogerne tog afsæt i to tematikker (audit trails), der var udvalgt på forhånd på baggrund af det første besøg og konservatoriets selvevalueringsrapport. 

Fortsat registrering i europæisk register for kvalitetssikringsoperatører

Siden 2010 har Danmarks Akkrediteringsinstitution været at finde i EQAR, der er et register over europæiske kvalitetssikringsoperatører, som efterlever de fælles europæiske kvalitetssikringsstandarder (ESG’er). Forrige fredag blev den registrering forlænget frem til udgangen af juni 2026. En afgørelse, der endnu engang bekræfter Akkrediteringsinstitutionens forankring i det europæiske samarbejde om blandt andet kvalitetssikring af videregående uddannelser.

Konference lagde fundamentet for fortsatte samtaler og samarbejder om micro-credentials

Fra nanomoduler og legoklodser til sandslotte og katteurt. Billedsprogene blomstrede, da knap 80 deltagere fra alle hjørner af uddannelsessektoren samt offentlige og private aktører var samlet til konference i Horsens den 11. oktober. Her havde Danmarks Akkrediteringsinstitution og VIA University College inviteret en perlerække af oplægsholdere fra Danmark, Belgien, Irland og Canada til at dele deres erfaringer, viden og perspektiver på micro-credentials i forhold til at sikre fleksible læringsveje gennem et helt arbejdsliv. Konferencen bød også på en paneldebat og en workshop.

Gode dialoger og rundvisning under første besøg på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium

Over to dage den 22. og 23. september var det udpegede akkrediteringspanel på det første af to planlagte besøg på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Under besøget mødtes panelet med ledelsen, faggruppeledere og fagkoordinatorer, undervisere, studerende og aftagere. Det gav anledning til gode dialoger, der udfoldede og uddybede den indsigt i musikkonservatoriets kvalitetsarbejde, som panelet havde fået via den selvevalueringsrapport, der blev indsendt i foråret og markerede starten på institutionsakkrediteringen.

Seminar udfoldede en mangfoldighed i tilgange til forskningsbasering

Inspiration og videndeling om forskningsbaseret uddannelse var omdrejningspunkt, da omkring 70 repræsentanter fra landets otte universiteter samt Danske Studerendes Fællesråd, Uddannelses- og Forskningsministeriet og Danske Universiteter var samlet i Odense den 20. september. Seminaret bød på tre plenumoplæg og seks workshops fordelt på to break out-sessions, hvorefter trådene blev samlet i en paneldebat om forskningsbasering og kvalitetssikring.