Det ser ikke for kønt ud med kønsbalancen på de videregående uddannelser. Næsten halvdelen af uddannelserne har så skævt fordeling, at det ene køn udgør mindst tre fjerdedele af de studerende. Er det så et problem? Ja, det er i hvert fald meldingen fra de videregående uddannelsesinstitutioner, som vi i forbindelse med en ny publikation har spurgt til deres udfordringer og gode håndteringsstrategier relateret til køn, kønsbalancer og ligestilling. Her peges på rigtig mange gode grunde til at beskæftige sig med området i den videregående uddannelsessektor.
Det årlige optag af nye studerende er måske der, hvor kæden tydeligst springer af. I hvert fald angives bestemte normer og forventninger knyttet til køn som en stor del af forklaringen på, hvorfor studiesøgende unge mennesker i så høj grad klumper sig sammen med andre af samme køn på så stor en del af uddannelserne. Men derfra trækker det skæve optag også spor efter sig gennem hele uddannelsesforløbet – og bagefter i arbejdslivet.
Danmarks Akkrediteringsinstitution er den statslige institution, der står for at lave ekstern kvalitetssikring af alle videregående uddannelser og uddannelsesinstitutioners kvalitet og kvalitetssikring. Med publikationen “Hvor kønt ser det ud? Danske og europæiske perspektiver på snitflader mellem køn, ligestilling, uddannelseskvalitet og kvalitetssikring” kan vi se, at spørgsmål om køn og ligestilling på en række områder knytter sig til uddannelseskvalitet i bred forstand.
Vi hører blandt andet fra uddannelsesinstitutionerne, at minoritetskønnet typisk har større risiko for frafald, og at manglende kønsdiversitet går ud over mangfoldigheden af perspektiver i undervisningen, indsnævrer læringsrummet og dermed kan påvirke læringsudbyttet negativt.
Skævheden gør heller ikke noget godt for det generelle studiemiljø, som kan have stor betydning for de studerendes trivsel, fastholdelse og tilhørsforhold til studiet.
Den skæve kønsbalance kan også gøre det vanskeligt for uddannelsesinstitutionerne at levere de dimittender, som specifikke brancher eller det regionale arbejdsmarked har brug for, ligesom uddannelsesinstitutionerne i de mere tyndt befolkede dele af landet fremadrettet risikerer at få svært ved at opretholde deres regionale tilstedeværelse, hvis det ikke lykkedes dem i højere grad at tiltrække studerende af begge køn. Sidstnævnte gælder især på de store velfærdsuddannelser, som alle har stærk overvægt af kvinder.
En del af kvalitetssikringen
Rundt omkring i Europa kan vi se, at en måde at gribe udfordringerne med køn og ligestilling an på er at løfte en del af opgaven væk fra den enkelte uddannelsesinstitution og lægge det ind centralt. Vi ser altså, at ekstern kvalitetssikring bruges til at løfte arbejdet med køn og ligestilling i uddannelsessektoren.
Det sker ved at lægge temaet ind som en af de forventninger eller krav, som uddannelsesinstitutioner skal leve op til over for den eksterne kvalitetssikringsmyndighed. Eksempelvis gælder det i Sverige, at skal en videregående uddannelsesinstitution have det store kvalitetsstempel, kræver det, at den arbejder tilfredsstillende med at identificere og håndtere problemer knyttet til køn og ligestilling på institutionens uddannelser. Lignende fokus på køn og ligestilling ser vi også i andre europæiske uddannelsessystemer.
I Danmark bliver der allerede arbejdet med de her ting på mange af uddannelsesinstitutionerne. IT-Universitetet har i årets optag haft succes med sin indsats for at tiltrække flere kvindelige studerende på flere af sine uddannelser, heriblandt sin største uddannelse, softwareudvikling, som på seks år har tredoblet andelen af kvindelige optagne, som i dag udgør 27 procent. Også den samlede andel af kvindelige optagne på IT-Universitetet er steget, så kvinder i dag udgør 34 procent mod 25 procent i 2014.
Professionshøjskolen UC Syd er lykkedes med at italesætte sygeplejefaget som noget for begge køn, sådan at skolen i år har opnået ti procent nye mandlige studerende på uddannelsen mod syv procent på landsplan.
Men det er stadig i det små. Det samlede billede er fortsat, at vi har et meget kønsskævt videregående uddannelsessystem, og at der er god grund til at beskæftige sig med, hvad det betyder for uddannelserne. Det positive er, at der kan rykkes på det. Men det kræver en målrettet indsats.
