Mens Kæmpestranden var ved at vågne op til anden dag på Folkemødet under den bornholmske sol, stod et veloplagt panel klar foran et bredt sammensat publikum på tilhørerpladserne. Under ledelse af moderator Anja Bo skulle de i den næste time komme bredt omkring udfordringer, benspænd og løsningsspor i forhold til kønsdiversitet i det videregående uddannelsessystem.
Debatten blev indledt af Akkrediteringsinstitutionen direktør, Anette Dørge. Hun prikkede til forestillingen om, at der er frit studievalg i Danmark. Samtidig pegede hun på, at flere kilder indikerer, at kønsskævhed på uddannelserne påvirker uddannelseskvaliteten i negativ retning.
”Når vi løfter blikket og kigger ud over grænserne, kan vi se, at de videregående uddannelsesinstitutioner ved siden af kerneopgaverne med uddannelse og forskning også tager de store samfundsdagsordener på sig. I nogle lande bliver ekstern kvalitetssikring endda brugt som en løftestang for det. Det har vi eksempelvis set i Sverige, hvor man ikke kan blive positivt institutionsakkrediteret uden at have forholdt sig til ligestillingsspørgsmålet i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af sine uddannelser. Det vil sige, at de i Sverige simpelthen ser ligestilling som forudsætning for god uddannelseskvalitet,” fortalte Anette Dørge og fortsatte:
”I Danmark taler vi også om kønsskæve uddannelser og ligestilling, men vi har ikke tidligere set så tydelig en kobling mellem ligestilling og kvalitet. Det til trods for, at der altså er en markant kønsskævhed på omkring halvdelen af vores videregående uddannelser, og at vi kan se, at det har en effekt på både studiemiljø, trivsel og frafald på de uddannelser.”
Henriette Laursen, der er direktør hos KVINFO, bekræftede, at der er nogle meget stærke kønsnormer i spil, som rækker helt tilbage til første leveår. Derfor er man nødt til at have hele spektret med fra forældre, daginstitutioner og skoler, hvis man skal nedbryde barriererne og skabe en mere jævn kønsbalance på de videregående uddannelser.
Behov for diversitet i rollemodeller og vejledning
Efter en kort øvelse, hvor publikum blev inddraget til at illustrere en central pointe om, at det er sværest at sætte ord på de identitetsmarkører, der er nærmest normen i samfundet, gik ordet videre til Sofie Villadsen. Som forkvinde for Studenterforum UC og dermed de studerende på landets professionshøjskoler stod hun klar med et skarpt blik for, hvordan rollemodeller, vejledning og ikke mindst retorik spiller ind i forhold til at få flere mænd ind på eksempelvis sygeplejerske- og pædagoguddannelserne.
”Man snakker tit om omsorgsfag og velfærdsuddannelser. Dermed sætter vi et stempel på de uddannelser, der har en sindssygt stor betydning for, hvilke studerende de tiltrækker,” slog Sofie Villadsen fast og fortsatte:
”Det er fantastisk, at der nu er begyndt at komme et fokus på, hvordan vi som samfund generelt kan gøre op med kønsnormerne. Jeg tror, at de rollemodeller, vi møder løbende i vores liv, har en stor betydning for vores studievalg. Derfor er det vigtigt, at vi både i daginstitutionerne, i folkeskolen, på sygehusene og så videre møder en diversitet i forhold til køn, etnicitet og alt muligt andet. Det gælder også for de undervisere og de medstuderende, vi møder på uddannelserne. Jeg tror nemlig på, at man udvikler sig meget mere som menneske ved at møde andre, der er forskellige fra en selv.”
Hun tilføjede, at også vejledningen har en betydning med et eksempel på, at mænd ikke bliver vejledt i retning af de kvindedominerede fag. Samtidig forklarede hun, at mandlige studerende på de uddannelser oftere møder et stigma omkring deres studievalg fra omverden end blandt deres medstuderende.
Opgør med kønsnormer udvider det frie studievalg
Det synspunkt blev bakket op af uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, Mads Eriksen. Han pegede på, at nogen bevidst undlader at søge uddannelser, der generelt bliver opfattet som målrettet det modsatte køn. Det fravalg har i hans optik alvorlige følger for både den enkelte og for samfundet.
”På stort set alle de områder, hvor vi mangler arbejdskraft, der kan vi se, at der kun bliver fisket i den ene side af dammen på uddannelserne. De optager næsten kun mænd eller kvinder. Det gælder både inden for håndværksfagene, IT og teknologi og det, vi kalder for ’kvindefagene’ generelt. Det er ærgerligt, fordi vi får altså bare bedre beslutninger og løsninger, når vi har en divers arbejdsstyrke,” pointerede Mads Eriksen.
Han uddybede, at der er flere eksempler på, at uddannelsesinstitutionerne med en målrettet rekrutteringsindsats kan bryde kønsnormerne uden at gå på kompromis med det frie studievalg:
”Vi kan se, at det har en effekt, når uddannelsesinstitutionerne sørger for, at der er nogle gode rollemodeller, og når de arbejder strategisk i deres rekruttering med, hvad det er for en studentermasse, de gerne vil have. Det er ikke at udfordre det frie studievalg. Tværtimod er det at udvide det.”
Fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) meldte prorektor Rasmus Larsen, der er direktionsansvarlig for diversitet, ligestilling og inklusion på universitetet, at hver tredje DTU-studerende i dag er en kvinde som følge af målrettede indsatser og et fokus på den positive fortælling om DTU de sidste tyve år. Der er dog meget stor forskel på tværs af uddannelsesretningerne og derfor fortsat behov for fokus på området.
Det udsagn gav anledning til en kommentar fra teltet. Her satte Andreas Ipsen, der er forperson for Polyteknisk Forening, med et glimt i øjet et lighedstegn mellem andelen af vand i en ingeniøruddannelse og dens evne til at tiltrække kvindelige studerende.
Kønsdiversitet forudsætning for gode løsninger
Med det afsæt supplerede Rasmus Larsen den forudgående debattørs pointer om, at der dels er en talentmasse, der går tabt på de kønsskæve uddannelser, og at diversitet i arbejdsstyrken har en betydning for kvaliteten af de løsninger, der bliver skabt.
”Man behøver ofte ikke at stille så mange spørgsmål i teams, hvor alle ligner hinanden og har den samme uddannelse. Men når man arbejder med forskning og innovation, som vi gør på universiteterne, så er det faktisk ikke så godt, at der ikke bliver stillet spørgsmål. Der er min pointe, at barrieren for at stille spørgsmål simpelthen er lavere i teams, hvor der er en mangfoldighed. Det gælder både i forhold til køn, alder, nationalitet og så videre, og det tror jeg simpelthen, at vi får nogle bedre løsninger ud af” fortalte han.
Rasmus Larsen forklarede videre, at udviklingen mod en mere jævn kønsbalance på DTU ikke kun omfatter indsatser målrettet rekruttering af studerende til bachelor-, kandidat- og ph.d.-uddannelserne. Der er også et aktuelt fokus på diversitet i forhold til lektorer og professorer.
”Det ser stadigvæk skævt ud på det niveau, og der er det ikke nok at sige, at tiden arbejder for os. Vi er nødt til at skubbe til vores egne forestillinger om, hvordan en lektor eller professor ser ud i stedet for at stå stille i forestillingen om dem, der besad stillingen før,” slog han fast og pegede på udformningen af jobopslagene og en aktivering af universitetets store netværk som centrale elementer i den proces.
Opgør med fastgroede forestillinger og fortællinger
Mads Eriksen nikkede genkendende til, at fastlåste forestillinger og mønstre op igennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet, gør det svært at få mere diversitet ind på de områder, hvor der er kønsskævheder. I den forbindelse pegede han på, at kvinderne er markant underrepræsenterede i ledelse og højtlønnede jobs til trods for, at de har et langt højere uddannelsesniveau. Omvendt er der en stor gruppe mænd, der bliver tabt i de nuværende strukturer.
”Vi kan se, at vi generelt er blevet bedre til at uddanne alle andre de fattigste tyve procents drengebørn. De er simpelthen dårligere uddannet i dag, end de var for tyve år siden. Samtidig har vi dobbelt så mange mænd som kvinder, som ingen uddannelse får overhovedet. Mange af dem bor uden for de store byer, har svært ved at blive gift og dør tidligere. Det, mener jeg faktisk, er en skandale, at vi ikke ser det som et ligestillings-issue, hvor vi som samfund er nødt til at gøre noget ved det,” pointerede Mads Eriksen.
Han blev bakket op af Henriette Laursen, som pegede på vigtigheden af at være bevidst om, hvordan de forskellige forventninger, der knytter sig til fortællingen om ’de dygtige piger’ og ’vilde drenge’, påvirker de forventninger og krav, som børnene bliver mødt af.
”Vi har så fastgroede forestillinger om køn, at de faktisk ikke er blevet rykket i de seneste mange år. Når vi tager sådan et eksempel som jobopslag, så er det den forkerte måde at vende det rundt på, hvis man gør det til et spørgsmål om, hvorvidt den enkelte kvinde er robust nok, eller den enkelte mand er omsorgsfuld. Diskussionen skal i stedet starte ved det udgangspunkt, at vi som samfund går glip af noget, når vi har de kønsskævheder på uddannelserne og arbejdsmarkedet, som vi har i dag,” slog Henriette Laursen fast.
Det budskab vakte genklang hos både Rasmus Larsen og hos Sofie Villadsen, der talte for et sprogligt opgør med omsorgsfag som en betegnelse. Hun så hellere, at man talte uddannelsernes stærke fagligheder frem og brugte deres individuelle betegnelser.
Har ligestilling en berettigelse som kvalitetsmål?
Med et samstemmigt panel, der havde ført publikum omkring en bred palet af perspektiver på snitfladerne mellem køn, ligestilling og kvalitet op igennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet, gav Anja Bo ordet tilbage til Akkrediteringsinstitutionens direktør.
”Jeg er meget enig i, at vi som samfund ikke har råd til at lade være med at gøre noget. Når uddannelserne kun aktiverer det ene køn og ikke får fat i det andet, så får de ikke nok studerende. Diskussioner som den i dag er at skrue på de små knapper og tage den lille værktøjskasse i brug. Det er en politisk beslutning, om den store værktøjskasse skal i brug ved for eksempel at indbygge det som krav i akkrediteringssystemet eller anden lovgivning. Vi ved bare fra andre forhold, at tingene ikke sker fra den ene dag til den anden, men at tempoet oftest går op, og der begynder at ske noget, når man er tvunget til det,” lød det afsluttende fra Anette Dørge som svar på spørgsmålet om, hvorvidt det er gangbart at gøre ligestilling til et kvalitetsmål på de videregående uddannelser.
