Learning Analytics Netværk

I 2017 tog Danmarks Akkrediteringsinstitution initiativ til at etablere et dansk netværk for alle med interesse i learning analytics.

I Danmarks Akkrediteringsinstitution er vi altid nysgerrige på viden og redskaber, som uddannelsesinstitutionerne bruger i arbejdet for at sikre deres studerende den bedst mulige uddannelse. Learning Analytics kan være det nyeste skud på den stamme, og derfor har Danmarks Akkrediteringsinstitution taget initiativ til Learning Analytics Netværket (LAN).

Studerende lærer og interagerer mere end nogensinde via forskellige digitale platforme. Med Learning Analytics sker der en måling, indsamling, analyse og afrapportering af data om studerendes læring og den kontekst, de lærer i. Alt sammen med henblik på at optimere de studerendes læring og styrke deres uddannnelser.

Learning Analytics kan for eksempel give viden om spørgsmål som:

  • Hvordan læser de studerende i de tekster, der bruges i undervisningen? Er de for eksempel meget længere tid om kapitel tre, og skøjter de hen over de sidste fire kapitler?
  • Hvilken forskel er der i læringen for en studerende, der falder fra, og en studerende, der dimitterer?
  • Hvor er de studerende, når de er på institutionen? Er de for eksempel mest på biblioteket eller i cafeen, og hvilke platforme bevæger de sig på, mens de er på institutionen?

Om Learning Analytics Netværket
Learning Analytics netværket er et åbent netværk, der samler repræsentanter fra danske videregående uddannelsesinstitutioner og andre interesserede i Danmark, som vil vide mere om og drøfte muligheder og udfordringer ved Learning Analytics i det danske uddannelseslandskab. Netværket har et tredelt formål:

  • Videndeling af både nationale og internationale erfaringer.
  • Kendskab til samarbejde om Learning Analytics på tværs af uddannelsesinstitutionerne.
  • Visioner om at kvalificere den offentlige debat om Learning Analytics.

Netværket mødes to – tre gange årligt til netværksmøder med en kombination af oplæg og plenumdrøftelser.

Styregruppe og kommissorium for LAN
Der er i LAN nedsat en styregruppe bestående af medlemmer fra netværket, der tilrettelægger indholdet og afvikler møderne. Danmarks Akkrediteringsinstitution sekretariatsbetjener styregruppen.

Læs mere: Kommissorium for Learning Analytics netværket

Netværksmøder og seminarer
Neden for kan du læse mere om oplægsholdere og temaer ved tidligere afholdte møder og seminarer i Learning Analytics Netværket. Du kan også læse mere om planlagte aktiviteter i netværket, der typisk er åbne for alle interesserede. Aktiviteterne bliver annonceret via netværkets nyhedsbrev, som du kan tilmelde dig nederst på siden.

Hvordan bruger studerende på danske videregående uddannelser Generativ AI (GAI) chatbots som en del af deres læring og opgaveløsning? Hvordan har studerende taget den nye teknologi til sig, og hvordan oplever de studerende, at GAI chatbots understøtter deres læring?

Det er nogle af de spørgsmål, der er genstand for spændende oplæg og perspektivrig videndeling, når Learning Analytics Netværket inviterer til åben netværksdag den 28. marts i København.

Se det foreløbige program og tilmeld dig netværksdagen her

Engageret videndeling om generativ kunstig intelligens som middel til didaktisk innovation på netværksmøde
Kan generative chatbots forbedre feedbackprocesser og understøtte undervisningen på de videregående uddannelser, og hvilke potentialer rummer generativ kunstig intelligens (GAI) i udviklingen af fremtidens læremidler? De spørgsmål og mange flere var repræsentanter fra den brede uddannelses- og forskningsverden samlet på Campus Carlsberg for at få nye perspektiver på og dele viden om ved efterårets møde i Learning Analytics Netværket.

Læs reportage fra netværksmødet

Netværksmøde satte scenen for samtaler om kunstig intelligens på de videregående uddannelser

Er chatbots en opgraderet sproglig lommeregner, en ny tålmodig tutor eller noget helt tredje? Hvad byder den hastige udvikling af AI for undervisningen på de videregående uddannelser, og hvordan kan institutionerne gribe udviklingen an? Det er nogle af de spørgsmål, du kan blive klogere på og drøfte, da Learning Analytics Netværket inviterede til netværksdag om AI-assisteret uddannelse den 26. januar på IT-Universitetet i København. Dagen bød på to sessioner med oplæg efterfulgt af drøftelser og erfaringsudveksling.

Læs reportage fra dagen

Netværksmøde gav nye indsigter i brug af læringsdata

Hvordan kan videregående uddannelsesinstitutioner bruge data til gavn for studerendes læring? Det var der to bud på, da oplægsholdere fra henholdsvis Professionshøjskolen Absalon og Københavns Universitet præsenterede deres aktuelle arbejde med to forskellige digitale læringsværktøjer, og hvordan de i praksis kan understøtte læring.

Læs reportage fra netværksdagen

Møde om dataetik med spændende oplæg

Den 22. april kunne Learning Analytics Netværket endelig mødes igen uden corona-restriktioner. SDU i Odense lagde lokaler til, da deltagerne om formiddagen blev budt velkommen med en forfriskning. Temaet for mødet var dataetik, der findes nemlig store mængder data på studerende, som kan bruges på mange måder. Det kan være til at optimere konkret læring på uddannelsesinstitutionerne og hjælpe med at understøtte trivsel. Det rejser dog også etiske overvejelser, såsom hvordan beskytter vi bedst muligt de studerendes data, hvor går grænserne for anvendelse af data eller hvordan får de studerende kontrol over egne data? På mødet fik Learning Analytics Netværk også besøg af to oplægsholdere:

  • Johan Busse, formand for Dataetisk Råd
  • Jakob Jensen, head of analytics på SDU Analytics

Johan busse startede med et virtuelt oplæg om de etiske dilemmaer, der følger med den store mængde data, man har til rådighed i dag. Han fortalte om ti værdier og principper Dataetisk Råd har udarbejdet til arbejdet med dataetik, og så præsenterede han konkrete værktøjer, heriblandt en 5-trins guide til dataetik.

Efter frokost blev det Jacob Jensens tur. Han supplerede tidligere oplæg om etik med konkrete erfaringer fra metodisk arbejde med dataetik. Oplægget gav indblik i praksis og tanker bag brugen af Dataetisk Råds Dataetiske Canvas på en videregående uddannelsesinstitution.

Det sidste oplæg blev afrundet med kaffe og te, hvorefter der var netværksarbejde om aktuelle problemstillinger i forhold til metoder og redskaber til at arbejde med dataetik.

Kombineret fysisk og virtuelt netværksmøde med oplæg og breakout-sessions

Torsdag den 26. august mødtes Learning Analytics Netværket til et velbesøgt 11. møde siden netværkets oprettelse i 2017. Mødet blev afholdt som et kombineret fysisk og virtuelt arrangement, hvor der både var deltagere til stede i Akkrediteringsinstitutionens helt nye rammer på Østre Skole i Holbæk og vis Zoom.

Mødet havde fokus på, hvordan uddannelsesinstitutionerne kan involvere de studerende, så de får maksimalt udbytte og værdi af brugen af databaserede værktøjer. Det skete gennem to oplæg med hvert sit unikke nordiske perspektiv:

  • Først vil Ville Kivimäki fra Helsinki University anskue det online feedback- og refleksionsværktøj Course Diaries fra flere vinkler og komme omkring den teoretiske baggrund for platformen, der er udviklet i samarbejde med Aalto University, såvel som dens anvendelse og perspektiver for både de studerende, underviserne og uddannelsesinstitutionerne.
  • Dernæst præsenterer Simon Pedersen og Andreas Gejl Madsen, der er kandidatstuderende fra Syddansk Universitet udviklingsmiljøet Student Analytics Lab, hvor de studerende får mulighed for at udvikle digitale student-to-student-løsninger ved hjælp af advanced analytics.

I forlængelse af hvert af de to oplæg var der interessante drøftelser både i plenum i dialog med oplægsholderne, og ved breakout-sessions for de fremmødte såvel som de virtuelt deltagende.

Virtuelt netværksmøde med oplæg og breakout-sessions

Tirsdag den 22. september mødtes Learning Analytics Netværket til et velbesøgt 10. møde siden netværkets oprettelse i 2017. Mødet var det første, der blev afholdt virtuelt og havde Læringsbaromeret som omdrejningspunkt. Herunder var der to oplæg:

  • David Westergaard fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse præsenterede Læringsbarometeret med fokus op blandt andet den politiske baggrund og metodiske tilgang.
  • Gitte Stavad fra Aarhus Universitet fortalte om de konkrete erfaringer med at bruge indsigter og data fra Læringsbarometeret som redskab i udviklingen af universitetets uddannelser.

Det virtuelle format var foranlediget af aktuelle restriktioner i forhold til Covid19 og fulgte et program, der var inspireret af en HyFlex-tilgang. Foruden to oplæg var der således lagt to breakout-sessions ind. Deltagere ved mødet havde også mulighed for at stille spørgsmå til oplægsholderne via en padlet, der blev fulgt op på i plenum.

Læs nyhed om mødet: Velbesøgt virtuelt jubilæumsmøde i Learning Analytics Netværk

Sidst i februar mødtes Learning Analytics Netværket i Bredgade til sit niende møde. Her blev de præsenteret for to oplæg:

  • Anna Stelvig og Lars Steffen Jensen fra StudyMind introducerede til et virtuelt træningsunivers, der er udviklet i samarbejde med Københavns Universitet med støtte fra Innovationsfonden. App’en giver blandt andet adgang til eksamenstræning i virtual reality og en række andre værktøjer.
  • Laurits Rasmussen fra Feedbackbox præsenterede med afsæt i resultater fra tests af det digitale feedbackværktøj, hvordan det kan bruges til at sikre hurtigere feedback og dybere læring samt højere tilfredshed blandt de studerende samt overblik på ledelsesplan.

Det ottende netværksmøde blev afholdt i Bredgade og bød på et enkelt oplæg om automatiseret gruppedannelse:

  • Iværksætter Jacob Nielsen fra UniHelpr præsenterede sin app, der er udviklet til uddannelsesinstitutioner. Via en algoritme genererer app’en studie- og læsegrupper med henblik på at øge studietrivslsen og minimere risikoen for frafald.

Mødet bød desuden på en plenumdrøftelsen om den fremtidige struktur og organisering netværket med afsæt i et fremsendt udkast til et kommissorium. Drøftelsen mundede ud i nedsættelsen af en styregruppe for netværket. Læs det endelige kommissorium for Learning Analytics Netværket her.

Årets andet netværksmøde blev afholdt i Bredgade og satte fokus på learning analytics i praksis igennem to oplæg:

  • Kontorchef Jacob Jensen fra Analyseenheden på Syddansk Universitet fortalte om de første erfaringer et igangværende projekt, hvor Advanced Analytics gradvist afløser traditionelle statistiske metoder i dataarbejdet. Målet er at styrke ledelsens strategiske beslutningsgrundlag og potentialet for at udvikle den akademiske læring og de studerendes mulighed for selv-monitorering og feedback.
  • Thor Ellegaard Hansen, der er konsulent for digitalisering og læring på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, fortalte om sammenlægningen af it-systemer og de foreløbige erfaringer med learning analytics på den nyfusionerede uddannelsesinstitution.

Sidst i januar mødtes Learning Analytics Netværket i Bredgade til det sjette netværksmøde. Mødet bød på to oplæg:

  • Daniel Vizel fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) præsenterede Kompetenceværktøjet, der i sin grundform afdækker virksomhedernes efterspørgsel på kompetencer på baggrund af jobopslag. Formålet med værktøjet er blandt andet at skabe et bedre match mellem virksomhedernes efterspørgsel på kompetencer og de uddannelsesindsatser, som jobcentre og a-kasser sætter i værk for de ledige.
  • David Dreyer Lassen, Snorre Ralund og Hjalmar Bang Carlsen fra Center for Social Data Science (SODAS) ved Københavns Universitet fortalte om det analysearbejde og den proces, der er gået forud for oprettelsen af en ny kandidatuddannelse social data science som resultat af en markant stigning i efterspørgslen på samfundsfaglige kandidater med datavidenskabelige kompetencer.

Det femte møde i Learning Analytics Netværket blev afholdt i Bredgade i slutningen af oktober og bød på to oplæg, der belyste forskellige måder at bringe learning analytics i spil til at tilrettelægge undervisning og uddannelser med de studerende i centrum:

  • Adjunkt Evangelia Triantafyllou fra Aalborg Universitet præsenterede et europæisk forskningsprojekt, der med støtte fra Erasmus+ bygger videre på tidligere forsøg med at kombinere problembaseret læring med web 2.0. Foruden Aalborg Universitet deltager aktører fra Østrig, Holland, Grækenland og Spanien i projektet.
  • Professor Michael Møller Nielsen fra CBS Teaching & Learning præsenterede tjenesten My Econ Lab og en model, der samler en række data og variabler om den enkelte studerende baggrund og adgangsgrundlag. Formålet er at identificere studerende, der er i risiko for at falde fra eller ikke at bestå det første studieår på normeret tid.

Learning Analytics Netværkets fjerde møde blev afholdt i Bredgade og bød på to oplæg:

  • Senior Codesign Manager fra britiske Jisc præsenterede via Skype en ny learning analytics service, der var ved at blive implementeret på 30 videregående uddannelsesinstitutioner i Storbritannien. Servicen inkluderer datadrevne værktøjer til forebyggelse af frafald og bidrager med ’rich data’ om de studerendes aktivitet og præstationer med henblik på at styrke læringen.
  • UX konsulent Maria Minard fra Niels Brock Learning Hub præsenterede sit afsluttende projekt fra hendes master i learning analytics ved Aalborg Universitet. Projektet omhandler forholdet mellem gymnasieelevernes datapræferencer og deres faglige ambitionsniveau og munder ud i et redskab til at understøtte gode beslutninger i dataarbejdet på uddannelsesinstitutioner og blandt it-udviklere.

På mødet blev der desuden oprettet et koordinationsudvalg, der fik til opgave at udvælge temaer og aktiviteter til fremtidige møder og seminarer i netværket.

Det tredje ordinære møde i netværket blev afholdt i Bredgade og bød på to oplæg fra den professions- og erhvervsrettede del af den videregående uddannelsessektor:

  • Lektor Claus Grand Bang fra Erhvervsakademi Dania fortalte om et aktuelt projekt, der skal styrke læringen for de studerende på markedsføringsøkonomuddannelsen. Det sker ved, at de selv skal udvælge deres pensum og løse et større projekt samt en række refleksionsopgaver med afsæt i konkrete læringsmål.
  • Konstitueret uddannelsesleder Torben Kastrup fra Professionshøjskolen Absalon, der fortalte om, hvordan de studerende er blevet involveret i udviklingen af opbygning og studieformer på administrationsbacheloruddannelsen via blandt andet møder og et hackathon.

Under begge oplæg var der fokus på, hvilke learning analytics metoder og datakilder der kan indgå i processerne og hvordan. Derudover gav Kristian Klausen fra Tænketanken DEA et kort oplæg til en plenumdrøftelse om behovet for en eventuel national strategi for learning analytics.

Midt i januar samledes medlemmer af Learning Analytics hos MBK Kurser i København til et seminar, der bød på oplæg og diskussioner om de etiske perspektiver og rammer for learning analytics i Danmark. Oplæggene kom fra:

  • Lektor Martin Mose Bentzen fra Danmarks Tekniske Universitet viste videoer med den japanske robothjælpelærer ’Pepper’ i aktion og indkredsede etiske dilemmaer i forbindelse med learning analytics på de videregående uddannelsesinstitutioner.
  • Professor Dragan Gašević fra University of Edinburgh fortalte via Skype om de principper for learning analytics, der aktuelt var ved at blive implementeret på det skotske universitet og centrale udfordringer i forbindelse med udbredelsen af learning analytics i Europa.
  • Uddannelsespolitisk næsformand hos Danske Studerende Fællesråd Mads H. Jørgensen talte om opmærksomhedspunkter og inddragelse af de studerende i udviklingen af lokale principper for learning analytics på de danske videregående uddannelsesinstitutioner.

Foruden oplæggene bød seminaret på intensive skriveprocesser i grupper og i plenum. Seminaret mundede ud i oplægget til et princippapir, der kan tages afsæt i ved lokale drøftelser om retningslinjer og formål for området på den enkelte institution.

Læs reportage fra seminaret: Etik og principudvikling i centrum for seminar

Læs debatindlæg: Vi skal have styr på uddannelsesdata

Andet netværksmøde blev afholdt hos KMD i Ballerup og bød på to oplæg med fokus på brugen af data og analytics på grund- og ungdomsuddannelserne:

  • Skolechef Søren Thorborg fra Køge Kommune præsenterede et projekt om datainformeret skoleudvikling, der blev gennemført i samarbejde med KMD og Conexus fra 2016 og to år frem og havde fokus på brug af data til sikre bedre læring og trivsel blandt elever.
  • Kontorchef Jesper Lund fra Center for Data og Analyse præsenterede Undervisningsministeriets nye datastrategi og datavarehus. Sidstnævnte samler centrale data fra folke- og erhvervsskoler med henblik på at skabe et fælles datagrundlag for både central styring og lokal kvalitetsudvikling.

Mødet bød desuden på en plenumdrøftelse om perspektiverne for samarbejde om learning analytics på tværs af sektoren og netværkets eventuelle rolle i den forbindelse.

Læs reportage: Netværk fik indsigt i samspil mellem data og kvalitet på skoleområdet

Første møde i Learning Analytics Netværket blev afholdt i Bredgade og indledt med en velkomst ved områdechef Rune Heiberg Hansen efterfulgt af en præsentationsrunde. Mødet bød på to oplæg:

  • Riina Vuorikar fra The Joint Research Centre (JRC) i Sevilla præsenterede via Skype forskningsresultater om brugen af learning analytics på europæiske videregående uddannelsesinstitutioner fra en EU-rapport, som hun er medforfatter på.
  • Lars Lykkedegn fra UC Syd og Kåre Degn fra Professionshøjskolen Metropol fortalte om erfaringer med at bruge analyse af data til at forudsige og forebygge frafald på de professionshøjskoler.

Netværksmødet bød desuden på en plenumdrøftelse om perspektiver og udfordringer i forbindelse med learning analytics.

Læs reportage: Nyt netværk udforsker junglen af data om studerende

Læs nyhedsbrev: Nyt Learning Analytics netværk godt fra start

Læs debatindlæg: Studerendes fodspor kan vise vej til bedre uddannelser

Få nyt fra Leaning Analytics netværket

Ønsker du at holde dig opdateret om Learning Analytics netværkets aktiviteter, så tilmeld dig nyhedsbrevet her:

Tilmelding til Nyheder fra LAN

Har du spørgsmål om netværket, har du idéer til aktiviteter eller ønsker du at kontakte styregruppen, skriv da til:

Drude Skov Lauridsen

Drude Skov Lauridsen

Akkrediteringskonsulent